Læsetid: 5 min.

Udenfor, udstødt og uinteresseret?

Det er manglen på politisk engagement langt snarere end en radikal politisering i retning mod vold eller terrorfascination, som er den største forhindring for en bedre integrering af den store muslimske minoritet i det franske samfund. Det siger en ny rapport fra International Crisis Group
16. marts 2006

PARIS - At Frankrig har et stort, permanent og voksende problem med sin betydelige muslimske befolkningsgruppe (den største i Europa) er et faktum, som er blevet belyst så mange gange, at det ikke kan betvivles. På trods af det republikanske ideal om, at en franskmand er en franskmand uanset etnisk oprindelse og/eller religiøs overbevisning, og at statens officielle statistiske bureau derfor ikke beflitter sig med undersøgelser f.eks. af integrationen på arbejdsmarkedet af indvandrere med fransk statsborgerskab, har talrige, troværdige ngo'er (eksempelvis SOS Racisme) udfærdiget undersøgelser, som klart dokumenterer både den sociale og økonomiske ulighed, diskriminationen samt den ekstremt skæve arbejdsløshedsbyrde, som ofte er op mod 60 procent for unge muslimer af særligt nordafrikansk baggrund.

Og var nogen i tvivl om utilfredsheden gjorde de voldelige uroligheder i de franske forstæder i oktober og november 2005 det klart for hele verden, at Frankrig har et problem.

Men hvad er problemets kerne? Forstadsoprøret er blevet sat i sammenhæng med flere nylige arrestationer af radikale islamister med bopæl i Frankrig samt udvisninger af radikale imamer. Den offentlige diskussion har - som i andre vesteuropæiske lande - kredset omkring den mulige trussel fra en muslimsk befolkningsgruppe, der er ved at blive radikaliseret gennem en politisk, ekstrem islamisme.

Mislykket organisering

Men problemet er det stik modsatte, siger en ny rapport fra den respekterede tænketank og analysegruppe International Crisis Group.

Det er fraværet af islam som en politisk kraft i det franske samfund, ikke radikaliseringen af religionen, der kan forklare meget af volden, og det er afpolitiseringen af den muslimske ungdom frem for deres påståede forkærlighed for en "radikal form for kollektivisering", som det franske samfund burde bekymre sig om, siger rapporten, som udkom i sidste uge.

Nøglen til at få løst problemet med marginalisering og dermed også minimere risikoen for en permanent udstødelse af samfundet med efterfølgende sandsynlighed for vold og skabelsen af en rekrutteringsbase for ekstreme jihad-tilhængere - er at mindske, hvad rapportens forfattere benævner "den statslige vold, som udøves mod først og fremmes muslimske arbejderklassekvarterer" og i stedet opmuntre beboerne til aktiv politisk deltagelse i det franske samfund.

Og det går det mildt sagt ikke særligt godt med. Alle forsøg på at organisere den franske muslimske minoritet som gruppe er slået ynkeligt fejl. I de store, traditionelle og elitebårne partier på både højre- og venstrefløj er der stort set ingen indvandrere eller ikke-etniske franskmænd (og det kniber da i øvrigt også slemt med både arbejdere og kvinder, selv om sidstnævnte naturligvis findes til en vis grad i både Nationalforsamlingen og regeringen).

Og den arme, ene minister med ikke-fransk baggrund - minister for social sammenhængskraft Jean-Louis Borloo - fremhæves oftere for sin 'gidselfunktion' i regeringen, som den person, der ene mand skal legitimere systemet og vise, at det netop ikke diskriminerer, end for den politik, han er sat til at udføre.

Men også i det relativt nye nationale islamiske råd, som indenrigsminister Nicolas Sarkozy stod fadder til, da han for tre år siden første gang besad posten, står det sløjt til. Rådet opleves ikke som repræsentativt af den muslimske minoritet selv og tages ikke alvorligt som politisk faktor.

En endnu mere krank skæbne er overgået talrige muslimske ungdomsorganisationer, der opstod i 1980'erne som sociale naboskabsgrupperinger, der skulle virke i de lokale forstadsmiljøer. Ungdomsforeningerne var i myndighedernes søgelys som mulige rekrutteringsbaser for nordafrikanske militante; samtidig så de unge selv foreningerne som en fjern del af 'systemet', som de ikke havde eller har meget til overs for.

Vækst for salafismen

Den manglende interesse for politisk islam er faldet sammen med væksten i den såkaldte salafistiske bevægelse, påpeger ICG. Salafismen er en missionerende bevægelse, som gennem påkaldelsen af islams fromme forfædre prædiker for ungdommen gennem strikte formaninger og påbud om individuel moral og opførsel. Hovedmålet er et radikalt og totalt brud med vestlige værdier og de vestlige samfund.

Salafismens fremmarch er noget, som der er stor bekymring over, i den franske politiske klasse, men der er ingen konsensus om ICG's påstand: At den radikale bevægelses popularitet er forbundet med en fallit for det traditionelle franske politiske system; at salafismen med ICG's ord har formået at udnytte og operere i det politiske vakuum, som fraværet af islamisk politisk aktivitet og repræsentation har medført. Oftere ser man, at de politiske partier i stedet skærper retorikken med trusler om at sætte hårdt mod hårdt - som indenrigsminister Nicolas Sarkozys nu herostratisk berømte opfordringer om at højtryksspule de voldelige forstadsunge væk fra fortovet - stramninger af immigrationslovene samt en oftere og oftere gentaget 'dæmonisering' af islam som religion.

Konsekvenserne er dystre. En yderligere muslimsk politisk løsrivelse fra det franske samfund, hånd i hånd med fortsat socioøkonomisk deroute er perspektivet frem for inddragelse, advarer ICG, som kun ser "farlige vækstmuligheder" for salafisterne blandt den unge, ubeskæftigede underklasse i de nedslidte forstæder efterhånden som det politiske vakuum vokser.

Rapporten peger på, at hvor islamistisk inspireret vold for 10 år siden oftest kom til Frankrig i form af en "importeret spill-over fra udenlandske grupper", så er det nu sådan, at vold begået af islamister nu har franskmænd som gerningsmænd. Volden begås som led i en "islamiseret, antiimperialistisk diskurs stimuleret af begivenheder i de palæstinensiske områder og Irak og social diskriminering i Frankrig," hedder det.

Ikke tid til at vente

Hvad kan der gøres? Rapportens skribenter tror ikke på særligt til lejligheden opfundne 'moderate' islamiske politikere eller nye organisationer, som ikke, spår rapporten, har nogen chance for at opnå legitimitet i den muslimske befolkningsgruppe. Snarere er svaret at finde i de eksisterende politiske partier, som bør gennemgå intet mindre end en metamorfose på de indre linjer og inkorporere de p.t. ikke eksisterende minoritetsstemmer i deres aktive liv ved at give dem tillidsposter, ved at lytte, ved handling frem for abstrakte planer; i den faktiske politik over for forstæderne, som må skifte spor fra kontrol og trusler over mod inddragelse og samarbejde og endelig i en generel erkendelse - igen fra det politiske establishment - om at den republikanske universalistiske model ikke kan løse de franske problemer med den muslimske minoritet alene.

De generelt upopulære 'angelsaksiske' eller 'multikulturelle' metoder, som de noget nedladende kaldes her til lands, med deres fokus på individet, særbehandling, kvoter og målrettede initiativer med inddragelse af religiøse og etniske communities i den eksisterende politiske elite, kan ikke overses, hvis man vil løse problemet.

Denne diagnose og tilhørende medicin er imidlertid så kontroversiel, at det er svært at se, hvem der skal stå i spidsen for hestekuren. Den parisiske politiske klasse - hyper-veluddannet og hvid - vil sandsynligvis hellere lade patienten dø end at tage så bitter en medicin. Det kan dog ikke udelukkes, at en mand, som ellers er forhadt blandt mange af netop de omtalte forstadsunge, indenrigsminister Nicolas Sarkozy, kan se fornuften i forslagene.

På trods af hans hårde, nu verdensberømte, bedømmelse af de voldelige forstadsunge som "rakkerpak" er han en af de få politikere som med jævne mellemrum både besøger og diskuterer med forstædernes lokalpolitikere. Sarkozy er præsidentkandidat i 2007. Men selv hvis han skulle vinde er spørgsmålet, hvor stor en del af slagmarken salafisterne vil have bemægtiget sig til den tid. Frankrig har dårlig tid til at vente.

Hele den omtalte rapport findes på fransk på: www.crisisgroup.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her