Læsetid: 3 min.

Udenrigsministeriets hemmelighed

De illegale efterretningsaktiviteter under Den Kolde Krig var kendt og accepteret langt ind i regeringskorridorerne, viser ny bog
21. november 2005

Dybt nede i Udenrigsministeriets støvede arkiver ligger de. Papirerne, der viser, at den illegale efterretningsorganisation Firmaet, der opererede i Danmark under Den Kolde Krig, var væsentligt mere accepteret, end man hidtil har troet.

Ifølge en by bog af historikeren Peer Henrik Hansen fodrede Firmaet ikke bare de hjemlige efterretningstjenester og CIA med oplysninger om de danske kommunister - men altså også den danske regering.

"Det indikerer, at gruppens aktiviteter har nydt en form for godkendelse og anerkendelse inden for det etablerede system," siger Peer Henrik Hansen, der har brugt adskillige år på at samle materiale til den 400 sider lange bog Firmaets største bedrift.

Tydelige fingeraftryk

Helt præcist skal man kigge i mikrofilmarkiv 105 K.1C, affotografering nummer 1248-62. Her ligger en række af Firmaets efterretningsrapporter fra 1950'erne. Emnet for analyserne er det kommunistiske dagblad Land og Folk, hvor det omhyggeligt opregnes, hvilke emner avisen har beskæftiget sig med i det forløbne kvartal, og hvilke budskaber der sendes ud - formentlig et forsøg på at tage temperaturen på den interne debat i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.

De maskinskrevne analyser i Udenrigsministeriets arkiv har hverken brevhoved, signatur eller andre oplysninger, der viser, hvem afsenderen er, eller hvem i ministeriet der har modtaget og læst dem.

Men måden at analysere avisen på bærer Firmaets umiskendelige fingeraftryk. F.eks. anvendes der nøjagtig samme kategorier, som firmaet anvendte i en række analyser, som Peer Henrik Hansen optrykker i sin bog. De stammer fra den ene af Firmaets to hovedfigurer, operationsleder Niels Frommelt, der har givet omfattende interview til bogen.

En gennemgang, som Information har foretaget, viser, at en lang række udtryk går igen i de to sæt analyser; f.eks.: Enhedslinien, Fredslinien, Økonomisk krigsførelse, National Splittelseslinie, Partilinien, Verdenssplittelseslinien, Forherligelseslinien osv. Selv kategoriernes rækkefølge og måden at tælle stoffet op på er i flere tilfælde helt identisk. Også typografi og opstilling er i adskillige tilfælde identisk,

Kendt og anerkendt

Listen over toppolitikere, der i 1950'erne og senere har haft kendskab til Firmaets illegale registrering og overvågning af de danske kommunister, er lang. Men ingen af dem har påtaget sig ansvaret for, at Firmaet og andre antikommunistiske efterretningsorganisation er i årtier kunne operere illegalt i Danmark.

Hvordan analyserne er landet i Udenrigsministeriets arkiv er uklart. Men at fundet betyder, at Firmaets aktivitet var kendt og værdsat i det etablerede system, er Peer Henrik Hansen ikke i tvivl om.

"Vejen til Udenrigsministeriet kender vi ikke. Men analyserne ligger der. Markeringerne på dokumenterne er sparsomme, men alt tyder på, at de er afleveret til ministeriet i samme periode, som de er udarbejdet, nemlig 1958-59," siger han og peger på, at dokumenterne passer ind i UM-arkivets øvrige, kronologiske rækkefølge.

En anden historiker, der har fulgt de illegale efterretningsaktiviteter under Den Kolde Krig, er professor Ole Lange fra Copenhagen Business School. Han mener, at analyserne kan være kommet til ministeriet fra Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, som Firmaet havde et tæt samarbejde med.

"Der kan også være tale om, at ministeriet har skrevet af efter Firmaets analyser eller blot ladet sig inspirere," siger Ole Lange.

Det er Peer Henrik Hansen enig i.

"Det kan ikke udelukkes, at analyserne er gået via f.eks. FE, for der er masser af eksempler på forbindelser mellem Udenrigsministeriet, FE og Politiets Efterretningstjeneste - altsammen vedrørende kommunisterne og siden hen SF,", siger han.

Information har bedt om aktindsigt i de historiske analyser, men fået at vide af Rigsarkivet, at dokumenterne er er klausulerede i 50 år. En sådan klausul eksisterede ikke, da Peer Henrik Hansen bad om at se dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu