Læsetid: 3 min.

Udfordring til Bush

13. november 2001

»Vi arbejder hen imod den dag, hvor to stater – Israel og Palæstina – kan leve fredeligt sammen med sikre og anerkendte grænser.«

Præsident George W. Bush under FN’s generalforsamling

LØRDAG sagde Bush ordet for første gang. Det skete under FN’s generalforsamling i New York. Ordet er Palæstina. Israel krympede sig nervøst, mens Egyptens FN-ambassadør var begejstret. Og den palæstinensiske leder Yasser Arafat hyldede Bush’ udtalelse som »vigtig, positiv og konstruktiv.«
Arafats protokollære hyldest kan imidlertid ikke skjule dyb skuffelse og frustration. Ikke alene har præsident Bush afvist at mødes med ham personligt under generalforsamlingen denne uge; han er henvist til udenrigsminister Colin Powell. Det franske dagblad Le Figaro kunne endvidere fortælle, at de to mænd ved et tilfælde krydsede hinanden i korridorerne lørdag. En ydmyget Arafat, der talrige gange var tidligere præsident Bill Clintons gæst, måtte konstatere, at Bush ganske enkelt lod som om, han ikke så ham.
Og mens både palæstinensere, EU og hele den arabiske verden længe har ventet på et kursskifte fra Bush-regeringen, der til dato stort set har ladet Palæstina passe sig selv, så er forventningerne til udenrigsminister Powells tale denne uge skruet stadig lavere ned. Fra det tidligere håb om et egentligt nyt amerikansk mellemøst-initiativ, tales der nu kun om, at Powell vil komme med en »vidtspændende udtalelse.« Forventningen fra EU, der frustreret har set Bush give Israels ministerpræsident Ariel Sharon frie og destruktive tøjler, er klar: »Vort budskab til Powell er, at USA’s regering må engagere sig påny,« siger EU’s udenrigspolitiske chef Javier Solana.
Længe før 11. september advarede Solana mod risikoen for et sammenbrud af det palæstinensiske selvstyre på grund af Israels lukning af grænserne og den følgende økonomiske udsultning af Gaza. Siden er det kun blevet værre med den israelske invasion af Gaza, og flere mellemøst-analytikere spørger, om Sharons egentlige mål ikke er at underminere Arafats interne status så meget, at Israels leder i stedet kan forhandle separat-fred med lokale, palæsinensiske krigsherrer.

SHARONS kamikazekurs rummer også den mulighed, at selvstyret bryder sammen og udløser et kaos, der for alvor vil åbne døren for islamiske ekstremister i Palæstina. EU-kilder tøver ikke med at kalde den uge, der netop er gået i gang, for »afgørende«. Den franske udenrigsminister Hubert Védrine, hvis land har støttet en palæstinensisk stat siden 1982, sagde søndag, at »truslen fra denne konflikt bliver stadigt alvorligere, og hensynet til freden og den internationale sikkerhed berettiger, at de, der har viljen og midlerne, går sammen om et initiativ for at opnå fred, eftersom konfliktens egentlige hovedpersoner tydeligvis ikke formår det selv.«
Det amerikanske dilemma er svært. For uanset hvad Bush-regeringen måtte have planlagt af politik for Mellemøsten før 11. september, så gør krigen, og især propagandakrigen, at det ser anderledes ud nu. Hvis Bush vælger at stramme kursen alt for markant over for Sharon, kan det af Osama bin Laden udlægges som en politisk sejr, at han har bragt det palæstinensiske spørgsmål tilbage på USA’s dagsorden.
Men hvis USA kun gør lidt eller intet, kan den allerede skrøbelige internationale alliance mod terror miste afgørende arabisk støtte. Den saudiarabiske udenrigsminister Saud al-Faisal langede således hårdt ud efter det svage, amerikanske engagement med disse ord: »Det kan få én til at hamre hovedet mod en mur.«

SELV SAGDE Arafat i weekenden, at der nu er brug for andre mellemmænd end blot USA. Han opfordrede til, at både Rusland, EU og de arabiske lande nu går ind i fredsprocessen sammen med USA. Det har Israel hidtil afvist på det kraftigste, og USA vil næppe være tilhænger af en internationalisering af fredsprocessen. Men det kræver, at Bush nu påtager sig et ansvar, det står mål med USA’s store indflydelse i Mellemøsten. Det bør EU koncentrere sig om at presse på for de kommende dage i New York.
Det er ikke alene alliancen med de arabiske lande, der står på spil. EU’s støtte til krigen mod terror risikerer også at blive undermineret af mangel på amerikansk konsekvens. Selv USA’s vigtigste allierede, Storbritannien, presser på for en fredsløsning i Mellemøsten.
I en uge, hvor USA glimrede ved sit fravær, da der skulle forhandles klima-politik og global opvarmning i Marrakesh, og i går boykottede et FN-møde om stop for atomprøvesprænginger, skylder USA snart at vise den øvrige verden større lydhørhed. Ellers kunne man nemt få det indtryk, at amerikansk interesse for internationalt samarbejde kun gælder, når andre slutter blindt op om USA’s behov.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu