Læsetid: 3 min.

Udfordringer til de vestlige værdier

Hvis man kan bedømme en bogs vigtighed på den kritik, den afstedkommer, må Huntingtons 10 år gamle 'Civilisationernes Sammenstød', der i dag udkommer på dansk, siges at være årtiets vigtigste
26. oktober 2006

Nogle begreber løsriver sig helt og aldeles fra deres ophav og lever deres eget liv - nogle gange bruges de i overensstemmelse med den op-rindelige tanke, andre gange som bevidst misbrug og forvanskning, men som oftest i bedste tro og under fuldstændig fri fortolkning. 11. september og ikke mindst her til lands, karikaturstriden, er i utallige artikler og kommentarer udråbt til genuine beviser for det, Samuel P. Huntington i 1996 kaldte 'civilisationernes sammenstød' i sin bog med samme titel. Men er det nu rimeligt?

Er det rimeligt at hævde, at karikaturstriden var udtryk for et civilisationernes sammenstød, når nu manden, der lancerede begrebet, er lodret uenig? Den danske oversættelse af Huntingtons bog afsluttes med lidt af et scoop: Et frisk interview med manden, der ellers nægter at udtale sig om aktuelle konflikter og problemstillinger. Til trods for at intervieweren, ugebrevet Mandag Morgens redaktør, Noa Redington, ihærdigt forsøger at få den nu 80-årige Harvard-professor til at male fanden på væggen, lykkedes det ikke. Nej, karikaturstriden havde ikke alverden med civilisationssammenstød at gøre: Nej, faktisk ser Huntington ano 2006 ikke de store trusler mod det vestlige samfund. Højst en række udfordringer.

Mod en ny verdensorden

Civilisationernes Sammenstød er en betydeligt udfoldet udgave af en artikel med samme titel, som Huntington op-rindeligt skrev til tidsskriftet Foreign Affairs. Artiklen fik en enorm opmærksomhed - og høstede både roser og heftig kritik. Den blev skrevet som en reaktion på Francis Fukuyamas meget omtalte starthalvfemser-tese om historiens afslutning: Efter Sovjets sammenbrud var der ikke længere noget alternativ til den frie verden. Huntington så det anderledes: Der er en lang række alternativer. Det giver ikke længere mening at opdele verden i nationer eller politisk ideologi, men derimod i en række civilisationer, der hver især er kendetegnet ved en række fælles kulturelle træk. Helt konkret er der tale om otte civilisationer; en vestlig, en ortodoks (russisk), en kinesisk, en japansk, en islamisk, en hinduistisk, en latinamerikansk og en afrikansk. Det er så Huntingtons tese, at der vil opstå konflikter og sammenstød på både regionalt og globalt plan. Regionalt drejer det sig om territoriale sammenstød i de områder, hvor civilisationernes grænser støder op til hinanden - det kan også være inden for en enkelt nation. Og på globalt plan drejer det sig om kampen for politisk indflydelse, militær magt og kontrol med økonomiske midler. Vesten er stadig dominerende på de fleste punkter, men er i stigende grad udfordret på sine værdier - de 'farligste' i denne sammenhæng er den kinesiske og den islamiske civilisation.

Det tiltrækkende ved Huntingtons noget spekulative analyse var, at han med forholdsvis enkle og let forståelige termer leverede en slags masterplot for en ny verdensorden efter 1989, hvor trangen til at få erstattet de gamle forklaringsmodeller var stor. En stor fortælling om konflikt og konfrontation var godt stof - uanset om det var rigtigt eller ej.

Kritikken

Op gennem 90'erne, og ikke mindst efter 11. september, svarede prominente kritikere på venstrefløjen som Edward Said og Tariq Ali igen med nærmest hadske udfald mod Huntingtons analyse. Kritikken gik primært på, at Huntingtons forenklede model i bedste fald blot er forkert, men i værste fald promoverer forestillinger, der er med til at opfylde deres egen profeti. Huntingtons civilisationsbegreb giver et ekstremt forenklet billede af virkeligheden i ikke mindst mellemøstlige lande - og fremmer ligefrem uvidenheden om årsagerne til de konflikter, vi har set inden for de sidste fem år. Stridsspørgsmålet er altså, om Huntington skal hyldes for analytisk klarsynethed eller kritiseres for spekulativ forenkling med et politisk sigte.

Virkningshistorien af Huntingtons ideer er i virkeligheden mere interessant end værket i sig selv. Så ja, Civilisationernes Sammenstød er en vigtig bog, fordi den har modtaget megen kritik. Det gør den uomgængelig - og læsværdig. Men ligesom Huntingtons analyse er unuanceret i sit syn på civilisationernes homogenitet, yder den inflationsagtige brug af selve begrebet 'civilisationernes sammenstød' ikke Huntington retfærdighed. Man kan blot håbe, at bogen om få år kan læses som dokumentation om en tankegang, der viste sig at være forkert.

* Samuel P. Huntington: 'Civilisationernes Sammenstød. Mod en ny verdensorden', med forord ved Henrik Jensen og interview med Samuel P. Huntington ved Noa Redington. Oversat af Peter Mollerup. People's Press 2006. Ca. 500 sider, kr. 399. ISBN: 87-91812-91-7. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu