Læsetid: 3 min.

Udlicitering lader arbejdsløse i stikken

Kurserne til de københavnske arbejdsløse er i dag halvtomme på grund af udlicitering. Både de frivillige organisationer og borgmesteren kritiserer ordningen
27. april 2005

Der er masser af arbejdsløse, og der er masser af tilbud til dem. Alligevel er der lige nu halvtomme kursuslokaler hos de organisationer, der tilbyder de københavnske arbejdsløse afklarings- og jobtræningsforløb.

Københavns Kommune har nemlig udliciteret området pr. 1. januar i år, og det har skabt problemer.

Eksempelvis hos Settlementet, hvor man i adskillige år har afholdt fuldt bookede kurser. Siden den nye ordning er trådt i kraft, har Settlementet under halvt så mange kursister, som der er plads til. Det fortæller forstander Johs Bertelsen.

"Vi har i alt 186 pladser og i dag er kun 57 af dem besat," siger Johs Bertelsen.

Grunden er, at den nye udliciteringpolitik har givet ekstra bureaukrati i kommunens lokalcentre.

"Kommunen er ikke i stand til at sende de borgere ud, som skal sendes ud," siger Johs Bertelsen.

Helt konkret skal kommunen i dag udfylde en købskontrakt og oprette en såkaldt ressourceprofil for hver enkelt kursist. Og den slags bureaukrati tager tid.

Hos en anden udbyder - Revacentret - har man også problemer med at få fyldt holdene op. Det fortæller direktør Niels Peter Pedersen.

"Vi kan se, at der hos os bliver flere og flere ledige pladser på kurserne," siger han.

Også Niels Peter Pedersen mener, at det skyldes den øgede arbejdsbyrde hos kommunens lokalcentre:

"Det kan virke som om, at man er gået i stå på lokalcentrene. Vi synes i hvert fald, at det varer for længe, før der sker noget."

Økonomisk problem

Og det er ikke kun et problem for de arbejdsløse, der sidder fast i det kommunale bureaukrati og ikke kan komme på kurserne. Det er også et problem for de frivillige organisationer, som udbyder disse forløb. For efter udliciteringen er trådt i kraft, fungerer de som selvstændige virksomheder - og derfor står de selv i en økonomisk krise på grund af de manglende kunder.

"Vi er tvunget til at stå klar med den aftalte kapacitet uanset hvor stor en del af vores kapacitet, der bliver brugt," siger Johs Bertelsen.

Det koster dyrt med de mange tomme pladser - og hos Settlementet har man en skrøbelig økonomi.

"Det kan betyde et millionunderskud for os. Og vi er kun gået ind i det som frivillig organisation - fordi vi har erfaring med arbejdsløse. Det er den eneste måde, vi kan køre vores mange projekter videre på," siger Johs Bertelsen.

Han føler derfor, at kommunen har svigtet udbyderne økonomisk.

"Først har man indført en tvivlsom udbudspolitik. Dernæst er man ikke i stand til at sende os de borgere, der skal hjælpes," siger Johs Bertelsen.

Enig borgmester

Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns kommune, der står for udliciteringen. Her medgiver borgmester Bo Asmus Kjeldgaard(SF), at det ikke går spor godt.

"Det går dårligt. Der er kommet alt for meget bureaukrati - jeg har hørt, at der skal udfyldes 14 sider, hver gang der skal sendes én ud (-) De halvtomme kurser er konsekvensen af, at det skal fungere på den måde," siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Når ordningen er blevet indført, er det imod Bo Asmus Kjelgaards vilje.

"Jeg har altid været imod det - men loven siger, at vi skal. Vi har haft kammeradvokaten til at rådgive os på området. Så vi har fulgt loven, selv om jeg syntes, det var en dårlig idé," siger Bo Asmus Kjeldgaard og tilføjer: "Der er ved at bliver udarbejdet en handlingsplan, som skal løse problemerne i kommunens lokalcentre."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her