Læsetid: 4 min.

Udmattelseskrig

Hvis alt endnu er uafklaret, når Rice træder ind på scenen, bliver der ingen amerikansk dikteret våbenhvile. Hizbollah ønsker sin egen våbenhvile. Organisationen viser ingen tegn på militær træthed, og vil med stor effektivitet kunne trække konflikten ind på sin egen mudrede hjemmebane. Det er, hvad der driver Israel til at gå efter Nasrallah, hvilket næppe hjælper stort, og imens kan resten af verden se frem til disse ubehagelige perspektiver, hvis den blot læner sig tilbage i forventning om, at Condoleezza Rice klarer alle ærterne i næste uge
21. juli 2006

DA ISRAELSKE jagerfly natten til i går rettede et voldsomt angreb på en bunker i Beirut, hvor sheikh Hassan Nasrallah skal have befundet sig, var den første tanke, at ministerpræsident Ehud Olmert nu søger en hurtig løsning på konflikten. Angrebet fandt nemlig sted på trods af, at flere analytikere allerede har advaret de israelske ledere om ikke at lade deres ego drive dem til at likvidere Hizbollah-lederen, hvilket næppe vil knække den velorganiserede gruppes modstand, men kun øge dens vilje til at fortsætte og fremkalde internationale protester.

Nu ser israelerne ud til alligevel at ville forsøge sig med denne udvej, og det hænger sammen med, at den militære sejr inden for en overskuelig tidsramme muligvis er ved at glide dem af hænde. Generalstabens vurderinger af, hvor lang tid den skal bruge på at afslutte offensiven mod Hizbollah, er i de seneste dage blevet tidsmæssigt udvidet fra en uge til nu at ligge på to uger eller mere. Og samtidig har de militære ledere også indrømmet, at offensiven ikke vil kunne udslette Hizbollah militært, men kun reducere dens slagkraft betragteligt. På denne baggrund virker det, som om Israel har truffet en desperat beslutning om at tildele Hizbollah en knock-out ved at sætte Nasrallah definitivt ud af spillet. Dette er ikke bare en indrømmelse af, at Libanon-operationen er betydeligt mere kompliceret end først antaget. Det er også en yderst farlig satsning.

ISRAELERTYDELIGVIS blevet drevet til denne fremgangsmåde i kraft af, at Hizbollah helt tydeligt nu lægger op til en langvarig udmattelseskrig.

Det er læren af onsdagens udviklinger i området, hvor Hizbollah-folk for første gange engagerede en israelsk styrke i voldsom ildkamp. Israelerne var gået ind på libanesisk territorium for at udføre en af mange nålestiksoperationer, og det kostede to soldater livet, mens andre fem blev såret. Denne pris er den israelske offentlighed næppe rede til at betale, og det ved både Israels ledere og Hizbollah.

At Israels oprindelige planer er ved at køre af sporet viser flere andre forhold. Tidligere på ugen bombede israelske fly en landsby i Sydlibanon, fordi man havde viden om, at Hizbollah havde et våbenlager på stedet. Det kostede et tocifret antal civile libanesere livet. Tabstallene i den libanesiske civilbefolkning er i det hele taget steget foruroligende. Og da Israel i et moralsk prisværdigt forsøg på at undgå civile tab smed advarende flyveblade ned over et par shiamuslimske landsbyer, valgte befolkningen en hastig flugt fra deres hjem, inden det israelske angreb satte ind. Men dette har udløst panik i hele den sydlibanesiske landsbybefolkning, der som resultat er draget ud på veje, der allerede er ufarbare, fordi israelske angreb har ødelagt vigtige broer. Som resultat er situationen den, at de militære resultater er små, mens en massiv del af civilbefolkningen nu betaler en meget kontant pris, og dette forhold vil Hizbollah med sikkerhed udnytte til egen fordel.

HIZBOLLAH SATSERPÅ verdensopinionen vil vende, vel vidende at disse forhold ikke just giver Israel flere venner. Protesterne vil tage til i omfang, hvis den libanesiske civilbefolkning fremover skal betale prisen, og dette vækker allerede nu ubehagelige minder om de 18 år, Israel sad fast i Libanon. Helt tilbage i 1982 mente Israels regering at kunne foretage en rask offensiv ind i Libanon, smadre PLO og dens infrastruktur, og lige så hurtigt komme ud igen.

Israel fik ganske rigtigt PLO ud af landet. Yasser Arafat fortrak til Tunis, hvilket kun profilerede den palæstinensiske sag, og i stedet fik israelerne Hizbollah på halsen og blev hængende i det libanesiske mudder helt til juni 2000 uden nogensinde at få kål på organisationen. Det er lige præcis det samme opslidende mønster af udsigtsløs bekæmpelse af en guerillaorganisation, Israel er ved at blive trukket ind i. Og i det forhold har Hizbollah masser af tid, mens verdensopinionen vender sig mod Israel.

I DETHELETAGET er tid nok lige nu Israels største mangelvare. Med tydelig skelen til Israels militære vurderinger af tidshorisonten har USA nemlig strittet imod FN-indgriben ved mere eller mindre at give israelerne operativt carte blanche, indtil udenrigsminister Condoleezza Rice næste uge kommer til regionen. Da er fristen, de israelske generaler har vurderet er nødvendig for at afslutte operationen, løbet ud, og det ligger i luften, at USA's brikker til en våbenhvile så skal falde på plads. Står det til Hizbollah vil dette ikke blive til noget, og det er netop hensigten med at lægge strategien om til udmattelseskrigen. Hvis alt endnu er uafklaret, når Rice træder ind på scenen, bliver der ingen amerikansk dikteret våbenhvile. Hizbollah ønsker sin egen våbenhvile.

Organisationen viser ingen tegn på militær træthed, og vil med stor effektivitet kunne trække konflikten ind på sin egen mudrede hjemmebane. Det er, hvad der driver Israel til at gå efter Nasrallah, hvilket næppe hjælper stort, og imens kan resten af verden se frem til disse ubehagelige perspektiver, hvis den blot læner sig tilbage i forventning om, at Condoleezza Rice klarer alle ærterne i næste uge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her