Læsetid: 4 min.

Udmattelseskrigen

24. juni 2002

I MERE END et halvt århundrede har israelere og palæstinensere været i konflikt og ført krig om retten til land og retten til en egen stat. Det er for længst blevet tydeligt, at høgene i begge lejre ser det som en udmattelseskrig, hvor målet ikke er fred, men modpartens kapitulation eller ødelæggelse. Derfor udvider de israelske bosættere til stadighed deres ulovlige annektering af palæstinensisk land. Og derfor kommer der med usvigelig sikkerhed nye bombeattentater fra militante grupper som Hamas og islamisk Jihad, hver gang der sker den mindste tilnærmelse mellem parterne. Det er denne uhellige alliance, som de seneste halvandet år har drevet situationen længere og længere hinsides håb. Og som gradvist har drevet flere og flere fredslængtende, men efterhånden opgivende israelere og palæstinensere i armene på de militante kræfter på egen side. Mennesker på begge sider er blevet gidsler i et skæbnesvangert, destruktivt drama.

DRAMAETS seneste gidsel finder man ikke i Mellemøsten. Gidslet er den mængtigste mand i den mægtigste nation på kloden. USA’s præsident er mod sin vilje blevet draget langt ind i konflikten, men som så mange andre synes han ikke at ane sine levende råd. Der var knyttet store forventninger til, at George Bush i første halvdel af sidste uge ville træde i karakter med en tale, der præsenterede USA’s længe efterlyste fredsforslag for Mellemøsten. Den franske udenrigsminister indtil for nylig, Hubert Vedrine, skrev sidste mandag en indtrængende appel i avisen Washington Post, hvor han betonede, at netop Bush og kun Bush besidder midlerne og autoriteten til at presse de stridende parter til nye forhandlinger. Men dagen efter – og dagen før præsidentens tale var ventet – sprængte en palæstinensisk selvmordsbomber en bus i luften nær Jerusalem, dræbte 19 og sårede 70. Og på selve dagen, onsdag i sidste uge, bragte en anden selvmordsaktivist syv israelere i døden og sårede 40. Tragisk, såre forudsigeligt og nok til, at den amerikanske præsident krøb i et musehul og blev tavs.
Det hed sig fredag, at talen formentlig ville komme i dag, mandag, før Bush’s møde med G8-lederne i Canada i morgen. Men i weekenden forlød det fra Det Hvide Hus, at der næppe vil blive talt i denne uge. Rygterne fortæller, at de seneste selvmordsattentater har skærpet den interne uenighed om Mellemøsten-politikken i den amerikanske regering og stillet Bush i et dilemma, han endnu ikke har fundet vej ud af. Høge i Pentagon skulle tale for, at USA ikke med et fredsudspil ’belønner’ Yasser Arafat, som de holder ansvarlig for attentaterne, men hellere koncentrerer sin energi om at få fjernet Iraks Saddam Hussein ud fra den antagelse, at det grundlæggende vil forbedre situationen i hele Mellemøsten. Mens udenrigsminister Colin Powell presser på for et fredsudspil med bl.a. løfte om en midlertidig palæstinensisk stat, fordi det er det eneste, der kan give håb og dermed bremse volden.
Ud over vanskelighederne med at definere, hvad en ’midlertidig’ stat er, handler overvejelserne i Det Hvide Hus om, hvor kategoriske og konkrete krav, man skal stille til Yasser Arafat om indgreb mod terror og om reform af det palæstinensiske selvstyre som vilkår for fredsforhandlinger og statsløfter: De nye selvmordsaktioner med omkring 30 dræbte israelere på få dage lægger pres på Bush om at skærpe kravene til Arafat. Så undergravet selvstyret er efter måneders israelske aktioner kan der imidlertid let stilles krav, som Arafat ikke har nogen reel chance for at indfri. Hvorfor en fredsproces risikerer at gå i stå, før den starter.

MENS DEN amerikanske præsident således sidder som konfliktens gidsel i Washington, synes Ariel Sharon i fuld gang med sit bidrag til en ny foruroligende eskalering. Israelske kampvogne er igen rullet ind i Ramallah, Nablus, Betlehem, Jenin og Hebron på Vestbredden i den mest massive offensiv siden de militære besætttelser i marts-april.
Sharon har varslet, at Israel nu vil tage palæstinensisk land som gidsel, så længe der begås selvmordsattentater, og den israelske regerings sikkerhedsudvalg gav lørdag tilslutning til denne strategi, der betyder varig og total israelsk militærbesættelse af hele Vestbredden samt muligvis israelsk overtagelse af den civile administration af de palæstinensiske byer. Dermed er Arafats selvstyremyndighed sat totalt ud af spillet på Vestbredden og situationen tilbage til tilstandene før Oslo-aftalen for ni år siden.
Den indsigtsfulde palæstinensiske forfatter Edward Said skrev i onsdags på Informations forside en kommentar, hvor han forbitret redegør for, hvordan samtlige aktører – Sharon, Arafat, Bush, de europæiske og de arabiske ledere – har svigtet det palæstinensiske folk. Saids sidste, desperate håb er knyttet til selve det palæstinensiske civilsamfund.
Når situationens gidsel i Det Hvide Hus en dag i nær fremtid kommer ud af sin tavshed, vil verden vide, om Saids sortsyn er begrundet.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her