Læsetid: 4 min.

Et udramatisk møde

Rejsescenens nye stykke 'De små marginaler' er resultatet af et smertefrit møde mellem forskning og kunst
7. november 2006

Personaledirektør Carsten Larsen opsøges af en tidligere ansat, der efter et år med dårlig ryg beder om at få sit job igen. Carsten Larsen afviser hende blankt med henvisning til, at virksomheden ikke kan bruge medarbejdere, der ikke er 100 procent arbejdsdygtige. Kort tid efter bliver Carsten Larsen selv ramt af en ulykke, der presser ham ud af jobbet.

Carsten Larsen er et produkt af den unge dramatiker Kasper Hoffs fantasi og hovedrollen i Rejsescenens nye stykke De små marginaler. Alligevel ligner Carsten til forveksling de personer, forskeren Kurt Aagaard har mødt i forskningsprojektet 'Veje ud af marginalisering', hvor en forskergruppe fra Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring ved Roskilde Universitet samarbejder med langtidsledige for at finde nye veje til beskæftigelse for marginaliserede personer. Det var de personer, Kasper tog udgangspunkt i, da han skrev De små marginaler.

Projektet 'Veje ud af marginalisering' fokuserer ikke alene på at finde løsninger, men stræber efter at nedbryde klichéerne og retorikken omkring marginaliserede grupper. Derfor inviterede RUC og AOF Det Kongelige Teaters nye, unge dramatiker Kasper Hoff til at være en del af projektet.

"Forskere elsker ord. Vi stræber hele tiden efter at italesætte problemerne. Men dette projekt handler om en gruppe mennesker, som er hovedaktører i en diskussion, som de ikke selv er en del af. For os handler det om at finde frem til konkrete løsningsmodeller, men det handler i lige så høj grad om at italesætte problemet. Vi søgte en form, der kunne formidle følelserne omkring, hvordan mennesker oplever at være på kanten af arbejdsmarkedet. Derfor valgte vi kunsten. Kunst har et æstetisk og ordløst udtryk, som indfanger følelser på en måde, som videnskaben ikke kan," forklarer Kurt Aagaard, der er professor og projektleder for 'Veje ud af marginalisering'.

Kunsten er ikke løsningen

Ifølge Kurt Aagaard bliver marginalisering forstærket af den virkelighed, der eksisterer på arbejdsmarkedet og den sociale forvaltning i dag, men den forstærkes også af offentligheden og debatten. Gennem debatten risikerer problemet at blive reduceret til en række klichéer. Kurt Aagaard tror ikke, at dramatikken er en løsning i sig selv, men den kan være med til at bryde de konstruerede klichéer og komme i dybden med den menneskelige del af problemet.

Dramatikeren Kasper Hoff skulle tænke sig lidt om, før han takkede ja til et bestillingsstykke fra RUC og AOF:

"Umiddelbart lød det, som om jeg skulle skrive et socialrealistisk stykke, men jeg vidste ikke, om jeg kunne arbejde inden for den genre. Som forsker er man forbandet forpligtet til at holde sig til virkeligheden, mens jeg har friheden til at fabulere, og det ønskede jeg også at gøre i dette tilfælde."

Kasper Hoff fremhæver den store viden, som forskergruppen har på området, som hovedstyrken ved samarbejdet:

"Af natur er jeg ikke en god researcher. Jeg researcher kun det, jeg absolut skal. Derfor var det godt at få en litteraturliste, som kunne inspirere mig."

Ingen barrierer

Både Kasper Hoff og Kurt Aagaard beskriver mødet mellem videnskaben og kunsten som udramatisk. Kasper Hoff fremhæver, hvordan nogle af hans idéer blev pillet fra hinanden, da de byggede på fordomme:

"Kunsten og videnskaben har det til fælles, at begge institutioner arbejder inden for samme område, nemlig at forstå menneskeskæbner, men vi taler forskellige sprog. Vi kan udnytte hinanden. Hvis jeg formidler, kan de give mig konkret viden."

Kurt Aagaard forklarer:

"Vi har ikke oplevet kommunikationsbarrierer. Jeg mener, at socialvidenskaben og kunsten har meget til fælles. Begge institutioner har en vigtig rolle som kritisk samvittighed over for systemet. Vi har været meget optaget af finde ud, hvad vi kan sige hinanden, og hvordan de erkendelsesformer, vi hver især arbejder med, kan forenes. For os er det naturligt at invitere kunsten ind i forskningen, for kunsten kan formidle på niveauer, hvor det bliver menneskeligt. Jeg kan som samfundsforsker bruge kunsten til at komme under den sproglige overflade."

"Forskning er udvikling af nye erkendelser, men forskning er i dag stærkt præget af en sproglig strøm, som er vanskelig at komme i dybden med. Kunsten kan hjælpe os til at komme ud over en sproglig en-dimensionalitet."

Begrænsningens kunst

Kasper Hoff har selv læst socialvidenskab ved RUC, så derfor var det teoretiske niveau ikke fremmed for ham. Men han ønsker ikke selv at fortælle historierne ud fra teoretiske rammer. Det mest udfordrende ved at indgå i et samarbejde med forskere fra sit tidligere uddannelsessted har for ham været at lære forskere kunsten at kunne begrænse sig.

"Forskning bevæger sig på mange abstraktions-niveauer, men som historiefortæller må jeg holde mig til en historie."

Kurt Aagaard fortæller, at det var den gruppe langtidsledige, han arbejder med, der udtrykte ønske om at bruge kunsten som formidlingsform. Gruppen havde et ønske om at formidle deres erfaringer og den smertefulde identitetsdannelse, der foregår, når man er ude af det, som giver status i vort samfund, nemlig arbejde.

"Her var dramatikken vigtig, for den kan formidle problematikken på et almenmenneskeligt og følelsesmæssigt niveau," forklarer Kurt Aagaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her