Læsetid: 9 min.

Udsigt til RONALDISMO og BECKHAMANIA

3. juni 2006

Af en fodboldfreaks bekendelser: Kære Ronaldo: Håber det går godt med slankekuren. Gid du må tangere Gerd Müllers VM-rekord. Og til dig, Beckham: Gid du må lave præcise indlæg fra højrekanten og løbe på den dér særlige engelske måde, edderspændt og med knopper og knytnæve forrest

Den 12. juli 1998 gik verden i blåt. Der var VM-finale, og på Stade de France i Paris havde Zidane scoret to gange. Petit lukkede festen med en elegant målbasker. Les Bleu vandt 3-0, og mens en trist og dopet Ronaldo trissede bort med reklamemillionerne, Nike-støvlerne, dinglende om halsen, dansede franskmændene aftensolen sort på Champs-Elysées. Værtslandet havde forinden sikret sig en sponsorkontrakt med giganten Adidas. For en kort stund glemte alle, at berbere, arabere, algiriere og etiopiere havde kæmpet bitre kampe med de franske immigrationsmyndigheder. Med sin arabiske baggrund havde Zidane banet vejen for en smidig globalisering endda i hjertet af det kolonialt nationalistiske Frankrig.

I mellemtiden søgte Ronaldo trøst hos holdkammeraten Roberto Carlos og kæresten Suzanna. Onde tunger sagde, at Suzanna var mere interesseret i Ronaldos rigdom og berømmelse end i den overlast, hans psyke havde lidt efter skadespauser i Italien. Hun ankom til hotellet, hvor de brasilianske stjerner slikkede sårene efter nederlaget, kl. 5 om morgenen. Ronaldo gad ikke engang bære hendes tasker med ind. Hun skulle ordnes med det samme. Han var jo trods alt en 'Carioca', en indfødt fra Rio de Janeiro, som var vokset op med 'Ginga'-filosofien. Det handlede om musik, rytme og fodbold. Helst på én gang. Og gerne på stranden sammen med skønheder i g-streng.

Men Ronaldo var syg. Muligvis havde han haft et epileptisk anfald kort før finalekampen. Måske var det et heftigt angstudbrud. Unavngivne holdkammerater talte om selvmordstanker og kunne berette om, hvordan Ronaldo på kort tid skiftede fra fråde om munden til ligbleg til blå i hovedet. Træner Zagallo havde fyldt sit unge stjerneikon med læssevis af medicin, imens Carlos og Rivaldo manede woodoo-ånder frem og forsøgte at komme i dialog med Ronaldos spirituelle side. Og han kæmpede med dæmonerne. Måske var det alene ham, der var ansvarlig for Brasiliens miserable indsats?

VM havde for alvor mistet sin uskyld. Og et nyt fænomen af lige dele storhed og fald var født: Ronaldismo.

Faldet og opstigningen

Fem år senere spillede Real Madrid og Manchester United to legendariske kvartfinaler i Champions League. Real vandt samlet opgøret og gik videre til semifinalen.

Midt i nederlagets stund, i april 2003, var hele kloden vidne til en symbolsk oprejsning for David Beckham. De samme englændere på Old Trafford, som nu sentimentalt brølede deres hyldest ned til ham for den modige indsats over for uovervindelige Madrid, havde fem år tidligere krævet United-spilleren lynchet og landsforvist.

Beckhams famøse røde kort, som den danske dommer Kim Milton Nielsen gav ham under VM i 1998, var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det engelske landshold måtte se sig knockoutet fra slutrunden, og Beckham, som blot havde mistet besindelsen et lille øjeblik efter et groft frispark begået af argentineren Diego Simone, blev med ét det tilknappede og øjeblikkeligt straffende Englands syndebuk.

Endnu værre var, at Beckham en uge før VM var blevet foreviget med foto i sladderpressen på vej til en restaurant i Sydfrankrig sammen med den officielt homoseksuelle Elton John. David og Victoria så ud til at more sig kosteligt i selskab med den aldrendes popstjerne, og minsandten om ikke Beckham var iført en sarong!

Efter VM i 1998 tilbragte Beckham en stor del af tiden i USA, hvor Spice Girls var på turné. Spørgsmålet var, om hans landsmænd nogensinde ville tilgive ham. Billeder af selvbestaltede galger ophængt i pubskilte og vrede anti-Beckham-bannere gik verden rundt, og Beckham selv, som åbenbart havde svigtet fælt både som fodboldspiller og som mand, modtog sågar et maskeret fanbrev indeholdende en pistolkugle med hans indgraverede initialer. En forklarende note meddelte, at en anden kugle snart var på vej med hans ældste søn Brooklyns navn. En nikkedukke i kvindetøj havde sendt England ud i kulden med et tøsespark!

Den fortabte kongesøn

Men Beckham kom tilbage. Som taget ud af et eventyr om den fortabte kongesøn, der endelig kan erobre sit rige, indløste Beckham egenhændigt Englands billet til VM-slutrunden i 2002. Det skete med hans spektakulære frisparksmål i det allersidste minut af kvalifikationskampen mod Grækenland.

Først ude i kulden. Og så, fire år senere, pludselig inde i varmen. Der er noget uhyggeligt over, hvad få sekunders fodbold kan gøre. Spørg bare Preben Elkjær.

Måske havde Victoria dirigeret det hele fra kulissen og omhyggeligt instrueret sin sky ægtemand i at regere over massemedierne. I 1999 vandt Beckham sammen med Peter Schmeichel det engelske mesterskab, pokalturneringen og Champions League. Oven i hatten skrev han megaindbringende reklamekontrakter med Pepsi og Adidas, og fire år senere var han Old Traffords øjesten.

I 2003 blev David Beckham det vigtigste aktiv i den 'nye fodbold' med sit skifte til den spanske kongeklub. Det var mens Florentino Pérez stadig regerede, og det var højdepunktet i en æra, hvis fornemste mål var at forene bedrifterne på banen med moderne medier og branding. Der skulle erobres markeder, sælges trøjer, og i virkeligheden - sådan siger fodboldkynikerne - forberedte man sig i den madrilenske direktionsgang på den kommende europæiske "superliga". Man taler meget om den blandt de rigeste klubber. Især på de såkaldte G14-møder.

Fodbold, som engang var tæt knyttet til nationer, byer og bydele og urgammel stammekrig, var med indgangen til det 21. århundrede blevet en velsmurt mediemaskine og et godt bud på globaliseringens øverste fodbold-bud: Alle vil være europæere. Og alle fodboldspillere vil helst spille i Real Madrid, Barcelona, Milan, Juventus og Manchester United.

Fodbold er stadig fodbold, siger de sentimentale og dem, der levende husker Platini, Rossi, Beckenbauer, Cruyff, Laudrup og van Basten. Fodbold er 'joga bonito', det smukke spil. Men der skal selvfølgelig også tjenes penge. Med tv og internettet er 'det smukke spil' blevet alles spil. Asiatiske kvinder, som ikke interesserer sig for fodbold, følger fanatisk Beckham i alle hans gøremål og køber gladeligt de produkter, han reklamerer for. De samme kvinder holder med Real Madrid, for det er jo dér, Beckham optræder. For dem er Real bare en flot ramme om deres favoritspillers bedrifter. Hvis han stadig havde spillet for Manchester United, ja, så havde de heppet på Fergusons drenge.

Og dog. For de ville under ingen omstændigheder have hoppet op på barrikaderne sammen med de fanatiske tilhængere, der gjaldede deres foragt for den amerikanske forretningsmand Malcolm Glazers køb af United ud over den engelske storby. Det var i maj måned 2005. Teksten på deres bannere var ikke til at misforstå. 'Not for sale', 'Glazer, watch your back' og 'It's the end of our club as we know it'. For 790 millioner pund havde Glazer erhvervet sig retten til at blive kaldt 'a fucking yank', en forpulet amerikaner.

Efter VM 2002 fik verden et nyt navn: Beckhamania. Fire år tidligere var det Ronaldismo, som satte brand i fodboldjournalistikken og den romantiske myte om den fattige knægt fra favela'en.

Freud ville rødme

Og her er så pointen: Vil VM i Tyskland om en lille uges tid byde på en forenet Beckhamania og Ronaldismo? Eller er det tid til noget helt nyt? Skal det hele handle om Wayne Rooneys fodproblemer, om et italiensk hold sovset til i korruptionsanklager, et tysk mandskab, som måske slet ikke når at komme i omdrejninger, en spansk forsamling, som på trods af indiskutable kvaliteter risikerer at falde fra hinanden i alt for store ego'er, eller om de afrikanske hold, som, spås det, er klar til at overtage fodboldtronen? Ikke fordi pokalen i år bør skifte fra nord til syd. Men fordi de afrikanske spillere repræsenterer den nye version af 'brasilianiseringen'.

I dag spiller de væsentligste, brasilianske stjerner i europæisk fodbold. At holde med Brasilien er ligesom at heppe på en moderne storklub. For de er der alle sammen. Kaka og Cafu fra Milan, Emerson fra Juventus, Ronaldinho og Edmilson fra Barcelona, Adriano fra Inter, Silva fra Arsenal, Ronaldo, Robinho, Cicinho og Carlos fra Real Madrid.

At holde med Spanien - men hvilken dansker gør det efter Butraguenos nedslagtning af os rød-hvide i 1986? - er som at holde med et solidt tværsnit af den engelske Premier League. Succesopskriften for den bedste engelske række har ellers været at importere franskmænd. Tænk bare på Arsenal. I Spanien henter de brasilianere i stor stil. Og i Tyskland har de megastjerner, som ikke rigtig ved, hvor de vil hen. Men nu har Ballack bestemt sig. Han vil til Chelsea. Det er lige som at tage ingen steder hen. Chelseas die-hard-fans skråler stadig med på refræner, som ville få puritanere og Freud til at rødme. De tilbeder et hold, der stiller med lutter udenlandske spillere og tilmed regeres af en russisk mafioso. Og de knytter sig lidenskabeligt til Chelsea-stammen, hvis erklærede mål er at hæve klubbens image fra klæbrig arbejderklasse til globalt 'posh'-fællesskab, VIP-sæder og fast abonnement på Chelsea TV.

Alle vil være europæere

Johan Cruyff drømmer om at blive ægte catalaner. Naboklubberne Tottenham og Arsenal deler et indædt og nedarvet had til hinanden. Selv har jeg barndomsminder om derbyet mellem OB og B1909, hvor jeg hang i lygtepælene og skreg anale one-liners ud over Bolbro Stadion. Alle historierne bliver mere og mere fortid. Mere og mere forstenede. Rigtig mange fodboldfans render rundt og ligner sentimentale fossiler. De drømmer om verden af i går. Ronaldismo og Beckhamania er for troløse teenagere, synes de.

Nu er turen kommet til afrikanerne. De vil også globaliseres. De vil også være europæere. Hvad Ronaldinho og Ronaldo er for bra-silianerne, er Samuel Eto'o for det mørke kontinent. Hold også øje med Elfenbens-kysten.

Hvis Brasilien stik imod forventningerne ikke skulle vinde i år, er det ikke fordi, finalerunden foregår i Europa. Nok er Ronaldismo og Beckhamania vammelsøde mytologier og globale énmandsfirmaer, der har lige meget appeal for risdyrkere i Laos og avisbude i Leeds. Alligevel er der kun en enkelt fodbold-verdensdel. Og det er Europa. Det er den hjemmevante arena for brasilianere med succes. Derfor burde man kalde VM for EM. Eller en spraglet lillebror til Champions League.

Jeg håber inderligt, at Brasilien vinder VM i Tyskland. Og jeg be'r til, at England kommer godt deropad. Ronaldismo og Beckhamania lever stadig i bedste velgående. Begge demonstrerer det mest sejlivede og mest ulidelige ved moderne fodboldmyter. Der er lige langt fra det regnvåde Leytonstone i Londons omegn og de pænere favela'er i Rio til de sydeuropæiske projektører. Fodboldfans er nogle utaknemmelige bæster. Vi vil ha' sensationelle pletskud i de allersidste øjeblikke, så vi rigtig kan triumfere over for de tilrejsende arvefjender på stadion. Vi skaber stjernerne som myter. Vi sætter dem øverst på piedestaler. Og så piller vi dem ned igen under stor jubel og larm.

Derfor, kære Ronaldo: Håber det går godt med slankekuren. Gid du må tangere Gerd Müllers VM-rekord, og gid du må gentage triumfen mod Compostela 12. oktober 1996, hvor du snød otte forsvarere og zig-zaggede hen over banen. Og hvis letlevende kvinder banker på din dør kl. 5 om morgenen, så håber jeg, det er for at fejre sejren og ikke for, at de skal være boksebold for dine ømskindede, dopede nerver.

Og til dig, Beckham: Gid du må lave præcise indlæg fra højrekanten og løbe på den dér særlige engelske måde, edderspændt og med knopper og knytnæve forrest.

Bo Kampmann Walther er lektor ved Center for Medievidenskab, Syddansk Universitet og forfatter til 'Madridismo: En bog om Real Madrid' (People'sPress 2006)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu