Læsetid: 2 min.

Udsigt til turbulent fransk efterår

Det største franske oppositionsparti, socialisterne, er i strid med sig selv. Partiet ventes at tage et opgør om den politiske linje på sommermødet denne weekend
27. august 2005

"Tiden for overfladiske forsoninger er overskredet." Nu er det alvor, og Socialistpartiet må tage den risiko at blive delt og "indrømme uenigheden fremfor at lyve om en falsk enighed," lyder det fra vægtige medlemmer i det største franske oppositionsparti, Parti Socialiste. PS tager under sommermødet denne weekend den interne strid op, der har delt partiet i mindst to lejre siden EU-afstemningen i maj.

På den ene side står centrum-venstre-ledelsen, der i maj gik ind for et ja til EU-forfatningen. Men i kampagnen op til afstemningen formede sig flere fløje på nej-siden, der var kritiske overfor forfatningens "liberalistiske" linje. De frygtede for franske arbejdspladser og velfærdssystemet, og ønsker et venstrefløjsparti, der er kritisk overfor EU og globaliseringens følger.

"Jeg synes, vi skal konfrontere pseudo-marxisterne og deres slidte ideer," sagde Bernard Kouchner denne uge. Den tidligere sundhedsminister og grundlægger af Læger uden Grænser, en populær PS'er, vil ifølge avisen Libération "ofte hellere vil diskutere med de militante liberalister fra den borgerlige regering end med dem fra Attac."

Hedt efterår

Splittelsen kommer op til et efterår, hvor partiet på kongressen i november skal vælge sin kandidat til præsidentvalget i 2007. Den tidligere premierminister, Michel Rocard, vil derfor gerne afslutte kampen mellem den "realistiske" og den "ægte" venstrefløj en gang for alle. Hellere splitte partiet end at gå i ring i en uendelighed, uden at tage sig af Frankrigs egentlige problemer, var hans budskab i en markant artikel i Nouvel Observateur sidste uge.

En fælles linje i den venstreorienterede opposition kan blive vigtig i løbet af efteråret, og ikke kun fordi det gælder om at blive enig om en præsidentkandidat.

Vil bekæmpe ledigheden

Den borgerlige franske premierminister, Dominique de Villepin, runder de første 100 dage af sin embedsperiode med et "socialt Waterloo", mener socialisterne, og fagforeningerne har bebudet store protester sidst i september. Lærerne ventes at strejke allerde i begyndelsen af september.

Villepin, der har lovet at bekæmpe arbejdsløsheden på over ti procent, vil blandt andet gøre det lettere for arbejdsgiverne at fyre folk, og det falder ikke i god jord hos fagforeningerne.

"Det kan være, vi ikke får De Olympiske Lege i 2012, men jeg kan forsikre jer, at der vil være gang i den i Frankrig allerede fra september," advarede Bernard Thibault, generalsekretæren for fagforeningen CGT, tidligere på måne-den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her