Læsetid: 9 min.

Ad udskejelsernes avenue mod visdommens skyskraber

Han blev midlertidigt blind af sit stofmisbrug. Han blev sendt til afvænning af Sir Elton John. Han genopfører Jesu korsfæstelse live. Og så sidder han en søndag i vintersolens modlys og taler dunder mod musikjournalistikkens dyrkelse af tragiske rockmyter. Og mod sin præsident. Rejs med den amerikanske operafan og singersongwriter Rufus Wainwright fra den syndige nat til det politiske dagslys
26. november 2005

Jeg er sikker på, at min forkølelse har ramt mine ører nådesløst hårdt allerede et minut inde i interviewet med Rufus Wainwright. Infektionen må forvrænge receptionen af hans ord, for jeg er sikker på, at jeg netop har hørt ham sige:

"Det var dejligt at komme ind og blive genkendt af en masse mennesker". Den homoseksuelle amerikanske singersongwriter, der er elsket for sin romantiske, flamboyante, opulente og finkulturelle popmusik med lån fra opera og tin pan alley, har beskrevet sin entre til en bøssefest i Folkets Hus i København lørdag aften. Og han må naturligvis, ræsonnerer jeg med mig selv, have sagt, at det var rart, at ingen genkendte ham, at han sådan helt inkognito kunne nyde lokalkoloritten.

Men så fortsætter den nydelige 32-årige mand med den åbenstående skjorte og det gedigent hårede bryst sin nonchalante talestrøm:

"Hvorimod når jeg går på bøssebar, så er jeg altid ret anonym. Jeg har ikke et typisk bøssepublikum, de er ikke rigtige Rufus-fans generelt. Jeg har mere en tendens til at tiltrække et kunstnerisk bohemepublikum. Og jeg kan lide at blive genkendt. Så jeg var glad i socialisthuset."

Altså er min aftale med lægen udskudt. Den talentrige ministjerne, der sidder over for mig i vintersolens blege døende modlys søndag eftermiddag, med Vor Frue Kirke i majestætisk silhuet bag sit mørke bølgende hår, lyder tilfreds og en smule åndet. Herefter følger et par lettere distræte udflugter om stjernelivets uundgåelige opløsning af intimsfæren, om celeberhedens pris, som man må betale uden at kny, og om den passende balance han har fundet netop nu, hvor han ikke er et bytte for sladderpressen.

Faldne engle

Jeg skal ikke besvære dig yderligere med detaljerne, kære læser, for da jeg spørger ham om ikke berømmelse kan fortære, frem for bare at stille med regninger, så sker der noget nyt. Han bekræfter, og der kommer bid i hans mellemtone, hans ellers så flydende flow af ord hugges op i emfatisk dedikation:

"Der er en kult omkring den destruktive nihilistiske sangskriver, som da helt klart er meget meget effektiv, og da også er en rigtig god historie. Men jeg vil ikke være et offer for den, jeg vil tilbyde et alternativ til det koncept. Det, der har frelst mit liv mange gange faktisk, selv da jeg var teenager, er opera og klassisk musik. For det, der fascinerer mig ved den musik, er at modsat rock'n'roll og popmusik, så skrev de store komponister rent faktisk allesammen deres bedste musik tæt på døden. De var gamle, fede mænd hvis arbejde var funderet i erfaringerne fra et langt og rigt liv."

"Jeg har altid været bevidst om det, og jeg føler mig meget taknemmelig for den indsigt. For jeg kan se en masse unge musikere og en masse sangskrivere, som er fra koncepterne og føler, at de grundlæggende bør ofre sig selv for den her branche - og de opmuntres i høj grad også til det. Det er en tradition i sig selv."

"Jeg synes bare, der burde være andre muligheder for sangskrivere, ikke alle sangskrivere behøver være faldne engle. Og jeg vil hævde, at den mere udfordrende vej er at arbejde sig gennem den mørke, dystre Rimbaud-verden og dernæst skrive noget af intensitet. For det er en meget hård kamp at komme over pigtrådshegnet omkring rock'n'roll-credoet."

Rejser med spøgelser

"Det er også svært for mig, og jeg har spøgelser, der rejser, hvor jeg rejser. Jeg vil ikke på nogen måde sammenligne mig musikalsk med Jeff Buckley eller Elliott Smith eller Kurt Cobain, men jeg befinder mig i samme sfære i den forstand, at jeg er en mandlig sanger og sangskriver, som har kæmpet med afhængighed. Så jeg rejser med disse eksempler på store kunstnere, hvis liv alle er blevet stærkt afkortede, og jeg vil tage ved lære af dem. Og jeg bliver så gal på pressen, når jeg ser deres fokus på Pete Doherty eller de fucking fantastiske 80'ere, hvor alle bare var konstant smadrede. Det er fint, at det er der, men der er også nødt til at være en bevidsthed om, at det her altså er et spørgsmål om liv og død".

Rufus Wainwright ved hvad han taler om, og måske er der også en ubehagelig genkendelse i Pete Doherty, forsangeren fra britiske Babyshambles, der pt. får alt for mange forsider i musiktabloidpressen på grund af sin maksimale gennemspilning af drejebogen til sex, drugs & rock'n'roll. For Wainwright var selv ude på kanten og se ned i afgrunden, mens afgrunden så op i ham.

"Der er så mange aspekter af min historie, som jeg i bakspejlet gerne vil holde for mig selv - især når det kommer til mine tilbøjeligheder og mit forhold til stoffer og alkohol", som han formulerer det denne søndag eftermiddag.

Og hvorfor også gentage historien for den vidende journalist, som den er blevet kolporteret så mange gange før?

Den ultimative orgasme

I New York City udviklede Rufus Wainwright op gennem de sene 90'ere en svær afhængighed af crystal meth, et voldsomt opkvikkende, gerne seksuelt stimulerende og speed-lignende stof, som enten sniffes, ryges eller indsprøjtes. Til sidst var han så dedikeret til stoffet og de lange nætter og dage med usikker sex, at han begyndte at hallucinere, han fik voldelige fantasier, havde weekendstore huller i hukommelsen, begyndte at opleve midlertidig blindhed og mente at nå til en dyb erkendelse af, at den ultimative orgasme måtte være døden. Så ringede han til en mand, der på mange måder, havde været i det samme hul årtier tidligere: Sir Elton John - der sendte ham på en succesfuld afvænning i en måned i Minnesota. Det var i 2002, og derefter udgav Rufus Wainwright sit dobbeltgennembrud, Want One fra 2003 og Want Two fra 2004.

"Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor den historie er min egen sag. Jeg havde en længsel og en slags konstant smerte, som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle lindre... Og jeg vil da gerne tilføje, at crystal meth er blevet en slags epidemi i USA. Jeg ved ikke, hvordan det er her, men især i bøssemiljøet hos os, er stoffet formentlig fjende nummer et, når det kommer til ansvarlighed over for hiv-smittefare, men også når det kommer til mental og generel seksuel sundhed. Jeg er på ingen måder snerpet, jeg tror på den seksuelle revolution, jeg tror på homoseksuelles rettigheder, men jeg er af den faste overbevisning, at den effekt stoffer har på bøssemiljøet til tider kan være ekstremt farlig - og skal debatteres. Der bør være alternativer og muligheder for at slippe ud, for der er en enorm glorificering af det her bøssestofparadis, som vitterlig ikke er der, når alt kommer til alt. Jeg mener virkelig, at vi er nødt til at tage bede vare om hinanden i miljøet".

- Hvordan håndterer du selv hedonismen i dag?

"Well, altså, hedonisme er nu og her i mit liv mere blevet en slags term... hehehe... mere end egentlig handling. Jeg er 32, så jeg kan ikke slå mig løs, som jeg gjorde engang. Men jeg respekterer den som en slags naturkraft, som eksisterer, og som er meget smuk, men som også har en meget virkelig og meget mørk dimension".

- Frygter du den?

"Hm, frygter jeg den? Well, jeg tror, det er vigtigt at frygte den en smule. Jeg mener, den har sit eget liv, som en tsunami eller et jordskælv eller en smuk solskinsdag. Du kan ikke kontrollere den. Men ved du hvad? Når man bliver ældre, så rummer hedonismen ikke længere svarene på, hvad der skal tilfredsstille din sjæl."

"Jeg var grundlæggende nødt til at blive voksen og indse, at berømthed og selv musik ikke var det, der ville tilfredsstille mig i sidste ende. Så jeg er på jagt efter dybere ting nu: Jeg må forsøge at opnå det, alle mennesker forsøger at opnå, om man så er kunstner eller postmand".

Savnet af en far

Så her sidder vi så. To meter luft og en legion af forskelle i kultur og drifter og så alligevel et fundamentalt fællesskab imellem os. Lidt mere end fem timer senere er vi i samme rum igen, på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Klart større afstand med mig på tilskuerpladserne, Rufus på scenen. Nu betragelig mere affekteret og også noget større end livet, som vi andre kender det. Solen har for længst kapituleret, vinternatten har omringet København, og han sidder sikkert stadig omringet af sine rockmytologiske spøgelser, men også gespensterne fra familieklædeskabet.

Rufus Wainwright har tidligere fortalt, at hans første erindring indeholder hans mor, sangerinden Kate McGarrigle, i færd med at flytte med Rufus og lillesøster Martha fra farmand, folk-sangeren Loudon Wainwright III. I flyttebil fra New York City til Montreal, Canada. Og få formår at dramatisere sit liv og sine familierelationer som unge Wainwright, hvilket kulminerer på nummeret "Dinner at Eight" fra Want One, skrevet efter et skænderi med faderen: "In fact you were the one long ago/Actually in the drifting white snow/You left me".

Den politiske situation

"Før Want One havde jeg hele tiden brug for at berigtige mine følelser over for ham, især på grund af hans disciplinære, lidenskabsløse, selviske opførsel, som jeg voksede op med og virkelig hadede. Men jeg indså, at jeg selv var nødt til at opføre mig sådan, hvis jeg ville nå et højere niveau, hvis jeg grundlæggende ville blive en mand. Så jeg blev rigtig hård ved mig selv, som min far også var det. Og jeg var nødt til at acceptere ham, jeg var nødt til tage de redskaber, som han havde lagt frem - selv om de havde skåret i mig før i tiden. Det var en interessant overgangsfase for mig... Men lige nu er jeg faktisk optaget af nogle helt andre ting. Lige nu handler det meget mere om verden for mig, om at håndtere den form for undtagelsestilstand vi befinder os i i USA. Jeg er ikke politisk aktivistisk som sådan, men jeg føler, at det, jeg gør, er blevet en slags mission: At sprede kærlighed, accept og menneskelig medfølelse i verden. Mens mit eget liv var på vej i ruiner i 2001, så blev New York også hårdt ramt. Og alle de værdier vi havde stået for, retfærdighed og frihed, faldt, og den mulighed som 11. september gav regeringen for at starte en serie krige har været dybt ødelæggende. Så det forsøger jeg at behandle. Og det har også at gøre med, hvor deprimerende det er, at jeg kan føle mig glad for, at det hele er ved at falde fra hinanden, for at Irak er blevet en ren katastrofe. Der er noget i mig, der råber højt hurra, men så stopper jeg op og kommer i tanke om, at det jo handler om død og ødelæggelse og røveri og løgne..."

I februar spurgte en tysk journalist Rufus Wainwright, om han følte sig som jøde i 1933. Og han svarede, at han nok snarere følte sig som homoseksuel i 1933. I det nuværende højredrejede og kristent fundamentalistiske klima i USA er det ikke nemt at være åbenlyst homoseksuel kunstner. Han får ikke noget airplay på de store mainstreamradiostationer, men til gengæld et fint lille advarselsklistermærke på sine cd'er, hvor der står "Parental advisory - Explicit content". Og han bekæmper da også ilden med benzin. Ved sine koncerter er sangen "Gay Messiah" blevet en slags liberalistisk slagsang, som i USA er blevet rundet af med opfordringer om at stemme demokratisk. Og i Det Kongelige Teater søndag aften opførte han Jesu korsfæstelse til tonerne af sangen, der begynder med ordene: "He will then be reborn/From 1970's porn".

Årene i erotisk babylonisk svir kommer Rufus Wainwright til gode, når han skal ramme dybt under bibelbæltestedet. Selv om han stadig, takket være amerikanske mediers selvcensur, især prædiker for de omvendte. Han siger selv, at han har genvundet en nødvendig barnetro og naivitet. Og måske er det sådan, hans rejse ad udskejelsernes avenue mod visdommens skyskraber ser ud. På vej, på vej. Som så uendelig mange andre. Men med klart større og mere krukkede armbevægelser end gennemsnittet, også når han beskriver Bush-administrationens magtarrogance (som altså ikke fortjener oversættelse): "It's like a fucking greek tragedy... For sure".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu