Læsetid: 3 min.

Udskiftelige mål

22. april 1999

"Kan man ved at bruge det militære instrument sikre en politisk løsning? Det er klart, at NATO har en enorm militær kapacitet i forhold til et land som Jugoslavien. Men man er jo ikke indstillet på at anvende den... Nu skal jeg passe på at formulere mig rigtigt... Man fører jo ikke i traditionel forstand krig."
Forsvarsminister Hans Hækkerup i gårsdagens Information

HVAD ER det for en "politisk løsning", som NATO kæmper for på Balkan - i det, der efter Hækkerups påpasselige formulering ikke er "en krig i traditionel forstand"?
Uden et klart defineret mål har NATO ingen mulighed for at erklære sin mission for opfyldt. Ej heller for at vælge de hensigtsmæssige midler.
Men på dette afgørende punkt er alliancens ledere tvetydige. På den ene side fastholder de det angivne formål med at indlede bombningerne for fire uger siden: At afværge en humanitær tragedie og tvinge Milosevic til at affinde sig med stormagternes betingelser, dikteret ved Rambouillet-forhandlingerne. Herunder et treårigt selvstyre for Kosovo, overvåget af en NATO-styrke, men fortsat under formel serbisk-jugoslavisk overhøjhed.
At det ikke lykkedes at afværge den humanitære tragedie, er grufuldt åbenbart. Her kan det bedste håb nu kun være, at de overlevende Kosovo-albanerne får mulighed for at vende tilbage til deres hjem, og at verden vil hjælpe dem med at genopbygge en tilværelse.
Men hvordan skal det lade sig gøre? Det spørgsmål fører tilbage til, hvilken politisk Kosovo-løsning NATO kæmper for.
Hvad virkelighed er der i at forestille sig, at Kosovo-albanerne skulle tilbage under formel serbisk-jugoslavisk overhøjhed? Det var netop dette punkt, der fik Kosovo-albanerne i Rambouillet til at irritere Vesten ved at vægre sig ved at skrive under. De ville have garanti for at slippe ud af Milosevic' tyranni: Løfte om selvstændighed eller dog i det mindste en folkeafstemning. De fik ingen af delene, men endte med at skrive under. Efter amerikansk armvridning og formentlig i den forståelse, at de derved åbnede for en militær aktion mod Serbien, som efterfølgende ville frisætte dem.

ALLIGEVEL fastholdt præsident Clinton så sent som i søndags:
"Jeg vedbliver med at tro, at det bedste svar for Kosovo er selvstyre, ikke uafhængighed. Kosovo mangler ressourcerne og infrastrukturen til at stå på egne ben. Dets uafhængighed kunne faktisk fremkalde mere ustabilitet."
Altså: Tilbage i Milosevic' favn! Eller hvad? Kosovo-albanernes skæbne har nær sammenhæng med, hvad de vestlige ledere siger ud ad den anden mundvig om det politiske mål: "At Jugoslavien overholder de demokratiske normer og bliver demokratisk. Det kræver et nyt styre i Beograd."
Sådan sagde den franske udenrigsminister Hubert Vedrine i forgårs.
"At Milosevic træder tilbage," sagde Tony Blair - og blev af sine talsmænd bagefter rettet til:
"At Milosevic bakker ud."
Endnu mere vidtgående er det krav, der stadigt hyppigere luftes af vestlige medier og politikere: At Milosevic stilles for en international domstol - krigsforbryder som han er.
Hvis et nyt styre i Beograd og tilfangetagelsen af Milosevic er NATO's politiske mål - så er midlet bydende nødvendigt: Landkrig, invasion af Serbien, besættelse indtil et fredeligt regime er stablet op.

DET KAN FRYGTES, at NATO-lederne - af kortsigtet hensyn til alliancens indre sammenhold og den offentlige opinion - bytter om på mål og midler: Landkrigen bliver iværksat, angiveligt som middel til at nå Rambouillets modsigelsesfyldte mål. Og når landkrigen raser, glider målet over til at retsforfølge Milosevic-styret og indsætte et nyt.
En sådan fremgangsmåde - en slags spin-doktorering på krigsførelsen - er farlig. Den udfordrer Ruslands balancegang. Og den belaster hurtigt NATO-sammenholdet. Grækenlands alliancetroskab er allerede tvivlsomt. Hvis Italien ikke længere vil lægge baser til, er krigens videre førelse yderst vanskelig. Følgen kan blive, at amerikanerne trækker sig hjem - og giver de svigefulde allierede skylden for fiaskoen. Så er NATO forbi.
I gårsdagens avis siger Hækkerup om NATO's fremtidige rolle - uden geografiske grænser:
"Desværre må vi nok se i øjnene, at der vil blive flere gange Bosnien og flere gange Kosovo (...) Det vil være ad hoc-beslutninger i den givne situation."
Ad hoc? Nej tak. Netop ikke. NATO må nøje fastlægge sin egen rolle - med klare, sammenhængende og offentligt vedståede mål og dertil valgte forsvarlige midler. Ellers bliver alliancen en trussel mod sig selv. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her