Læsetid: 4 min.

Udslukt legende på automatpilot

Trioen Theessink, Nalle & Møller var opvarmnings-navn for rocklegenden Jerry Lee Lewis, men det var ikke desto mindre den, der hev alle de kunstneriske stik hjem på en ellers noget forstemmende aften
2. marts 2007

Ja, så skete det altså - at opvarmningsnavnet overskyggede hovednavnet. Der er her tale om trioen Theessink, Nalle & Møller, som fuldstændig - men totalt afslappet - blæste den amerikanske rocklegende Jerry Lee Lewis af scenen ved hjælp af de mindst tænkelige virkemidler: tre stole, to guitarer og en sanger. Historierne om alle Nalles mange fortrædeligheder af den ene og den anden art er en del af den danske rocklore, men at dømme ud fra hans indsats i betonsiloen på Julius Thomsens Plads er han i den grad kommet ud på den anden side. Det skader ikke sagen, at både Knud Møller og Hans Theessink er et par solidt funderede guitarister inden for såvel den klassiske bluesmusik som det felt, vi mere bredt definerer som americana - eller at de swinger sammen, så det suser for ørerne. Ikke desto mindre er et hjørne af populærmusikken, hvor det virkelig myldrer med kompetente udøvere og uden på nogen måde at forklejne de to forrygende instrumentalister, tør vi nok påstå, at de mere holder liv i en tradition end egentlig gør forsøg på at forny den.

Det er dog i de to herrers selskab, at rockveteranen Nalle har fundet nyt liv som mere end solid fortolker af en stribe klassiske amerikanske blues-, rock- og good time-standards, hvor især han fortolkning af Sam Cookes udødelige "Bring It On Home To Me" gjorde stort indtryk. Det kræver selvfølelse at gå i lag med Cookes sange, eftersom han er en af alle tiders største vokalakrobater, men Nalle lod forbillede være forbillede og gjorde fuldstændig sangen til sin. Det var et vaskeægte ståpels-øjeblik, og dem forbinder man ikke sådan lige med koncertstedet Forum. Pudsigt nok var det også som om stedets notorisk håbløse akustik fungerede til trioens fordel; i hvert fald lød de to guitarer og Nalles ekspressive organ fremragende, fra første tone blev slået an, til dette lille eksklusive, men helt igennem vellykkede bal afsluttedes med en sympatisk swingende "See You Later, Alligator".

Vokslignende personage

På et tidspunkt introducerede Nalle et nummer med ordene: "Her kommer en sang, jeg første gang hørte i 1957. Herregud, det er ikke ret længe siden -50 år!" Og så kastede trioen sig ellers ud i en John Lee Hooker-klingende fortolkning af "Hound Dog". Gad vide, hvad den 71-årlige Jerry Lee Lewis ville have ment om Nalles påstand, hvis han ellers havde kunnet forstå den? Thi '57 var i den grad hans jubelår, hvor han brød hujende igennem med to 10-stjernede rockklassikere, sommerhittet "Whole Lotta Shakin' Goin' On" efterfulgt samme efterår af "Great Balls Of Fire". Allerede året efter kunne han se sin karriere skyllet ud i lokummet i kølvandet på sit ægteskab med sin 13-årige kusine Myra, hvad der vakte vild furore i både Europa og USA. Det ville i disse pædofili-tider næppe vække mindre opsigt, men nu var 50'erne et årti, hvor stor set alt, der omhandlede kønslivet, blev enten fejet ind under gulvtæppet eller behandlet med samme hysteri som et pestangreb. Imod alle odds rejste Lewis sig dog op og fik sig en anden, mindre opsigtsvækkende karriere inden for country-musikken, efterfulgt af et egentligt comeback, da den originale 50'er-rock fik et comeback i 70'erne. Men det blev aldrig helt, som det var.

Som den mest flamboyante førstegenerationsrocker på denne side af Little Richard blev Lewis kendt for sin hæmningsløse sceneoptræden, der gerne kulminerede med, at han satte ild til sit klaver. Intet under han fik tilnavnet The Killer! Derudover er han i besiddelse af en helt særegen spillestil, der trækker på både r&b, boogie woogie, country og gospel, men med hans elektrificerende brug af højrehånden som kendetegn. Derudover gik hans numre altid edderhurtigt - og blev ofte speedet yderligere op under fremførelsen. Det gør de i og for sig stadigvæk, men den affældige vokslignende personage, som fremførte en halv times greatest og knap så great materiale foran et solidarisk begejstret Forum, havde ikke mange lighedstegn med den gigant, om hvem både myter og gode historier står i kø for at komme til. Modsat Chuck Berry ude på Amager for godt en måned siden virkede Lewis som en mand, der allerede har den ene fod i graven, og derfor blev den eneste grund til ens tilstedeværelse, at så har man også oplevet ham. Men det var mestendels ingen fornøjelse, og allehånde lydproblemer gjorde det ikke bedre.

Måske man skulle være blevet hjemme og have set Frost på tv i stedet? Det var i hvert fald noget af en gyser at opleve denne udslukte legende på automatpilot - så selvom han stadig tærskede benhårdt i tangenterne og ind i mellem fortsat havde det der fandenivoldske blik i øjnene samt stadig som ved et trylleslag kunne pacificere en næbbet publikummer, kunne denne signatur ikke befri sig for følelsen af et uheldigt museumsbesøg. Vel, Theessink, Nalle & Møller så en chance og greb den. For Jerry Lee var det business as usual - bare på den ufede måde. Ingen uforglemmelig oplevelse.

Jerry Lee Lewis med band + Theessink, Nalle & Møller, Forum, onsdag aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu