Læsetid: 4 min.

Udstil skurken Saddam

23. februar 1998

Efter alt at dømme vil de lange og til tider meget vanskelige drøftelser denne weekend i Baghdad resultere i et dokument, som FN's generalsekretær Kofi Annan kan stå inde for. Det vil så blive fremlagt til godkendelse i Sikkerhedsrådet i denne uge.
Hvis Saddam Hussein igen lever op til sit ry som en snedig diktator, vil Irak formentlig give akkurat nok indrømmelser til at holde gryden i kog og indtil videre undgå et luftangreb. Fra Baath-regimets synspunkt er den optimale løsning, at USA's og Storbritanniens flåder bliver i den Persiske Golf i lang tid. Det holder verdens opmærksomhed rettet mod Irak. Det koster enorme summer og vil på lang sigt svække den folkelige opbakning til et luftangreb.

To af Vestens stærkeste demokratier, USA og Storbritannien, står altså her over for en lille snoldet diktator fra et land med 22 mio. indbyggere, som er sunket helt i knæ militært og økonomisk efter Golf-krigen, men som alligevel er i stand til at diktere freden. Ene og alene fordi FN's særkommission har begrundet mistanke om, at han fortsat skjuler et begrænset arsenal af kemiske og biologiske våben samt nogle Scud-missiler og nægter at følge FN's resolution 786 fra 1991, der påbød Irak at give fri og uhindret adgang til våbeninspektioner. Værre kan situationen næppe blive for det internationale samfund.
Bedst ville det være, hvis verden kunne fravriste tyrannen det, han elsker højest - magtspillet og krigen. Men det kan vi desværre ikke, for mere end Saddam står på spil. En krigsforbryder af denne støbning må ikke have lov til at overtræde internationale traktater mod masseødelæggelsesvåben, herunder FN's resolutioner. Hvis Saddam slipper billigt, så risikerer vi, at andre følger i hans spor. Det er et yderst foruroligende perspektiv. Derfor skal Irak stoppes.

En anden grund til indgriben er moralsk. Saddam er en krigsforbryder i en særlig kategori. Hans regime har begået forbrydelser mod sine egne statsborgere, herunder kurdere og shiiter, med en grusomhed set uden lige andre steder. Saddam har ladet titusinder irakiske spædbørn dø af underernæring, selv om FN med støtte fra USA tilbød humanitær hjælp fra 1993 og frem. Alt dette for at opruste, bygge opulente paladser og understøtte sin egen klan. Saddam og hans mænd skal derfor stilles for en FN-domstol, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden.
En offensiv strategi mod Saddams regime bør hvile på disse to argumenter. Det nytter ikke at begrænse sig til det første, altså Iraks overtrædelse af våbenhvilens bestemmelser om fuld inspektion af dets arsenaler, for selv amerikanske skolebørn ved idag, at et 96-timer langt luftangreb mod Irak ikke vil forbedre FN's evne til at holde Iraks masseødelæggelsesvåben i skak. Tværtimod.

Tvivlere henvises til en analyse i New York Times lørdag, hvor pålidelige kilder i Pentagon indrømmer, at USA ikke planlægger at ramme Iraks formodede lagre af biologiske og kemiske våben under et luftangreb. Årsag: Ingen ved, hvor de er, hvis de i det hele taget eksisterer. Ej heller vil man sigte mod de famøse otte paladser i og omkring Baghdad, fordi der tilsyneladende kun findes dokumenter skjult i deres kældre. Nej, hensigten er primært at ramme Saddams elitetropper, det hemmelige politi, kommandostruktur og almindelige våbenfabrikker. Diktatoren bør med rette frygte et sådant anslag mod hans magtbase, men vi andre kan med rette spørge: Hvis USA's langt mere omfattende luftangreb i 1991 ikke formåede at sætte Saddam ud af spillet - som det var hensigten - hvordan skulle fire døgns bombardement i 1998 så kunne gøre det?

Hvis USA og dets allierede i Vesten og i den arabiske verden til gengæld havde en klar strategi for, hvordan man får Irak til at overholde traktater og FN-resolutioner og samtidig kommer Baath-regimet til livs, kunne et bombeangreb af denne type give mening. Man kunne til nød sige, at et luftangreb ville være berettiget i den nuværende situation, hvis diplomatiet svigter og USA som lovet af præsident Clinton vil "kunne formindske Iraks kapacitet til at fremstille kemiske og biologiske våben betydeligt." Men det viser sig altså nu ikke at være muligt.
Alternativet må derfor være langsigtet. Uanset hvad der kommer ud af Annans mission til Bagdad, bør USA og ligesindede nationer for alvor overveje, hvad man kan gøre for at underminere Saddam. Det er netop, hvad debatten i Washington handler om nu.
I sidste uge sendte en komite af eks-ministre og embedsmænd et brev til præsident Bill Clinton, hvori de opfordrer ham til at opstille en strategisk plan, hvis langsigtet mål skal være at nedbryde Saddam-styret både indefra og udefra.
På listen står der: Lad den irakiske opposition danne en provisorisk regering i Nordirak, som udrustes og finansieres med Iraks indefrossede midler i vestlige banker, ophæv sanktionerne mod Nordirak, bloker al militær transport i Sydirak og aflegitimer Saddam med en krigsforbrydersag.
Bedre sent end aldrig. Lad diplomatiet tromle videre, mens denne plan føres ud i livet. Luftangrebet kan vente til, når tiden er moden. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her