Læsetid: 5 min.

Fra de udstødtes overdrev

Med to forrygende cd-udgivelser fremstår System Of A Down som dette års hårdtslående succeshistorie med 23 højeksplosive sprængemner fulde af holdninger, musikalitet og uhørt dynamisk sans
24. november 2005

I 1992 sendte Bruce Springsteen et two-punch på gaden i form af lp'erne Human Touch og Lucky Town, hvilket viste sig at være en lige så dårlig ide som det altid famøse dobbeltalbum, der i 99 procent af tilfældene viser sig at være et udtryk for det stadie, hvor storhedsvanviddet overtager selvkritikken i en kunstners sind.

En dårlig idé fra Bruces side, fordi summen af de to lp'er knap nok udgjorde et godt album. Men sammenlignet med Guns N'Roses, der året forinden havde udsendt de to dobbelt-lp'er Use Your Illusion I og II på gaden, virkede Bruce ligefrem som den beskedne mand, han måske/måske ikke er. Men kort sagt var der i begge tilfælde tale om, at begrænsningens svære kunst havde klædt begge navne bedre. I tilfældet Guns & (Neu)Roses - altid en yndlingsaversion og den afgørende grund til at grunge i sin tid virkede som rockmusikkens frelse! - havde en single sgu været rigeligt!

Så meget større er glæden og fornøjelsen over, at dette svære trick til overmål lykkes for Los Angeles-kvartetten System Of A Down, der formår at sprede sig over to cd'er uden på noget tidspunkt at blive hverken for meget (Guns N'Roses) eller for lidt (Springsteen). Gruppen bragede igennem i 2001 med det forrygende Toxicity og kom stærkt igen for et halvt år siden med udsendelsen af Mezmerize, 11 af de bedste sange i metalgenren hørt i årevis og uden sammenligning årets bedste plade i den tunge ende. Der er blevet gjort en del ud af gruppens kollektive rødder i det plagede og af andre nationer delvist opslugte Armenien, og rigtig er det, at de hæsblæsende, men stramt disponerede trashmetal-inspirerede passager i et væk morfer over i direkte melankolske og melodiske folkemusikalsk klingende passager, men undertegnedes kendskab til feltet rækker ikke til med sikkerhed at afgøre, hvorvidt der er tale om decideret armenske klange. Men smukt er det-

Sans for dynamik

Men sikkert er det, at balancen mellem det kompromisløst skallesmækkende og det lyrisk tilbagelænende sjældent er hørt udført med større ynde og naturlighed end her, hvor gruppen inden for sange af en længde, der aldrig overskrider en tre-fire minutters længde, gang på gang formår at komme hid og did i det musikalske spekter på en måde, der alt for sjældent høres. Gruppens sans for dynamik er simpelthen suveræn og den evner at flette tilsyneladende inkongruente størrelser sammen med, hvad vi uden tøven tør kalde legende lethed. Det er i disse genresammenstød, at gruppen for alvor bliver interessant og skiller sig mærkbart ud fra andre nü metal-bands, for selv om tempo- og stilskift er et must på scenen, fungerer det alt for sjældent så organisk og glidende som her, hvor der så også ofte efterlades plads til den der chokeffekt, der formår at få lytteren til at løfte blikket fra egen navle og ud af mod den der forbandede omverden, som man efter temperament kan vælge at skide i øjet, bare man er klar over, at man får præcis det samme retur.

Læg dertil en svidende vrede over tingenes generelt miserable tilstand og man vil forstå, at her et rockband, der rent faktisk tror på, at rock kan udrette andet end sælge tøj, læskedrikke og deodoranter til mediegennemblæste teens, der allerede er så syltede ind i forbrugersamfundets rådne præmisser, at man må sig forbarme.

System Of A Down lægger sig i en naturlig forlængelse af den oprørske ånd, der er et af metalmusikkens kendetegn, med klart og sikkert fokus på de undertrykkelsesmekanismer, der under diverse borgerlige regimer rundt om i den vestlige verden i disse år foldes ud for fuld skrue. Som sådan kan bandet måske først og fremmest ses som arvtagere til 1990'ernes Rage Against The Machine, der havde samme dagsorden, om end ikke helt samme melodiske flair. Allerede på åbningssalven "B.Y.O.B." stilles følgende spørgsmål, der vel aldrig helt mister sin relevans: "Blast off!/ It's party time/ And where the fuck are you?/ Why don't presidents fight the war?/ Why do they always send the poor?"

System Of A Down fremstår på Mezmerize som metalmusikkens svar på de såkaldte 'smart bombs', der var det helt store samtaleemne under den første golfkrig.

Overraskende facetteret

Gruppens primære tekstforfatter er guitarist og forsanger Daron Malakian, som (gerne i samarbejde med gruppens keyboardmand og anden sanger Serj Tankian) skriver de ordrige, men altid tankevækkende tekster, der rækker fra det storpolitiske over det mytisk mættede til det rent ud personlige og ind i mellem ligefrem fluktuerer ret elegant mellem disse tre størrelser, der naturligvis også hænger sammen et eller andet sted.

Som i så megen rockmusik synges der fra en position hinsides mainstream-musikkens patetiske fokus på tosomhed og andet biedermeier-lir (kommer det fra én, der til hver en tid er til fals for den grandiose kærlighedssang) og den vrede, der naturligt opstår fra følelsen af udenforståenhed, gennemsyrer tekstuniverset, som dog også levner plads til kulsort humor, selvhad og andre goodies fra de udstødtes overdrev. Der er i høj grad tale om uneasy listening, som grundet sin energi, sit attak og sin kerne af sjælfuldhed, ikke desto mindre løfter det lytteren op og ud, thi her er både transcendens og forløsning at finde, som i så meget af den bedste rockmusik.

Indspillet samtidig med Mezmerize og ligesom den produceret af legendariske Rick Rubin (på hvis selskab gruppens plader også udsendes) i samklang med Malakian, lægger det spritny Hypnotize sig helt ud i omslagsæstetikken i naturlig forlængelse af sin forgænger, og man tager ikke helt fejl, hvis man opfatter de to plader som en kantet og ind i mellem uhåndterlig helhed. Men takket være det halve år, der er gået mellem de to værker er blevet udsendt, undgås følelsen af stopfodring med efterfølgende overmæthed, og man tager med kyshånd imod Hypnotize. Der uden helt at nå forgængerens rige melodiøsitet ikke desto mindre kan en masse på egne præmisser og klart fremstår som et udløsningsklart sprængemne, der bare venter på at detonere i den lyttendes bevidsthed.

Respekten for gruppens ambitionsniveau forbliver usvækket, og eftersom vi kun har levet med Hypnotize i et par dage, hvor forgængeren har været en fast bestanddel på playlisten her i huset det sidste halve år, kan det ikke udelukkes, at Hypnotize hen ad vejen vil åbenbare sig som et mindst lige så overraskende og facetteret værk.

Der lukkes og slukkes med "Soldiers Side", som peger direkte tilbage til åbningssalven af samme titel på den første af disse to pinedødnødvendige udgivelser, hvis 23 sange kollektivt formår at pege på veje for rocken hinsides tidens trælse retro-klange. Disse fire herrer er rebeller med en sag og disse to albums udgør deres manifest. Et fantastisk lydspor til den kommende revolution.

System Of A Down: Mezmerize (American/Columbia)

System Of A Down: Hypnotize

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her