Læsetid: 4 min.

Udvid G8 i Gleneagles!

Hvis ikke G8's medlemskreds udvides med de store lande fra Det Globale Syd, giver det næppe mening, som Blair forestiller sig, at gøre klubben til en platform for etablering af et nyt globalt lederskab
7. juli 2005

GLENEAGLES - Iscenesættelsen af G8-topmødet på et afsidesliggende luksushotel, hvor verdens rige kan spille golf i blændende naturskønne områder og nyde hotelledelsens dedikerede ambition om at 'skabe lykke' er den perfekte opskrift på at fastholde indtrykket af G8 som en verdensfjern, elitær og lukket klub for verdens otte rigeste økonomiske magter. At holde topmødet her i Gleneagles, mange mil væk fra de store skotske byer, Edinburgh og Glasgow, er et forsøg på at undgå en gentagelse af de blodige gadekampe, der fandt sted ved det famøse G8-topmøde i Genova i 2001. Siden da har G8-klubben bestræbt sig på at holde topmøder så langt fra verdens urbane centre som muligt. Denne afskærmning af magten fra omverdenens pres er sket i sikkerhedens absolutte navn, og den politiske pris under topmøderne er mindre åbenhed og mere iscenesættelse.

De voldelige sammenstød mellem politifolk og aktivister, samt det trafikkaos, som har udfoldet sig op til Gleneagles-topmødet, viser, at det i det 21. århundredes globaliserede verden ikke er muligt at afskærme magten og gemme den væk i afsidesliggende naturdistrikter. Der er ikke noget gemmested mere. Uanset hvor mægtig G8-klubben er økonomisk og militært, kan den ikke undgå protestdemonstrationer, for G8 har et grundlæggende legitimitetsproblem. Og en sværm af globalt organiserede aktivister, der bruger internet, mobiltelefoner og netværkskommunikation til at sprede budskabet om modmagtens nødvendighed, kan - takket være liberaliseringerne i luftrummet - flyve på billige flybilletter til topmødelandene.

Politisk vilje

Den britiske premierminister, Tony Blair, har tydeligvis erkendt, at G8 står ved en skillevej, og klubben er nødt til at lancere nye ambitiøse planer for at fastholde lederskabet og at gøre verden bedre - om ikke mere retfærdig. Forslaget om total gældslettelse for 18 fattige ulande og en fordobling af ulands-bistanden er vigtige signaler, men det vil næppe være nok for at stille aktivisterne på gaden tilfredse. Slet ikke, fordi de globale uligheder og de riges handelsprotektionisme stadig skriger til himlen, som vilkår der venter på at blive ændre. Der er 1,1 milliard mennesker, der lever i ekstrem fattigdom og må klare sig for under en dollar om dagen, mens selv middelstanden i den rige vestlige verden lever i en overflod, som selv konger i andre århundreder ville have misundt dem.

Det er politisk og økonomisk muligt at fjerne den ekstreme fattigdom i verden inden 2025, sådan som direktøren for Earth Institute Jeffrey Sachs, så overbevisende har redegjort for i sin seneste bog, The End of Poverty, men forudsætningen er politisk vilje. G8 har magt til at tage lederskabet i den proces, men Tony Blairs ambitioner ser ud til at blive udvandet - ikke mindst efter pres fra USA's præsident George W. Bush. Og det selv om Blairs målsætninger ikke er nok til at opfylde FN's Millenium-målsætninger om halvering af fattigdommen, endsige nærme sig den i realistiske målsætning som Jeffrey Sachs har opstillet.

Derfor vil G8 næppe komme styrket ud af dette topmøde. Hvis G8 lederne trods alle uenigheder godkender Blairs dagsorden, vil det måske skabe sympati i bredere kredse. Den marginaliserede og yderligtgående venstrefløj af anarkister og anti-kapitalister, der går i spidsen for de voldelige demonstrationer her i Gleneagles, er det svært at mildne. Deres vrede synes absolut. Ufremkommelig. Men mainstream-NGO'ere som bl.a. Oxfam, Christian Aid, Greenpeace og Verdensnaturfonden ønsker alle en konstruktiv dialog med toplederne, og de udgør rygraden i det nye globale civilsamfund, der er under opbygning udenfor de afskærmede G8-topmøders virkelighed.

G8 har stadig brug for en institutionel reform. Sådan som mange andre internationale foraer og institutioner. G8's grundproblem er ikke bare et spørgsmål om politik, men også et spørgsmål om geografi. Selv om globaliseringen bryder gennem mange gamle grænser, betyder geografien stadig noget. G8 betegnes af mange stadig som verdens syv førende 'industri-lande', men den betegnelse er håbløst ude af trit med det faktum, at verden mest vækstrige og snart største industrinationer er Kina og Indien. Det er også to lande, der har solide erfaringer med ekstrem fattigdom og bekæmpelse af dem, og de globale klimaproblemer kan næppe løses uden deres medvirken. Regeringscheferne fra Kina og Indien, såvel som fra Brasilien, Mexico og Sydafrika, er fra torsdag morgen indbudt til samtaler med G8-landene. Det er en vigtig selverkendelse fra G8's side, at klubben åbner for dialog med disse nøglelande i Det Globale Syd. Fredag morgen kommer afrikanske ledere fra Algeriet, Etiopien, Ghana, Nigeria, Senegal og Tanzania også på en kort visit i G8-klubben. Det er fornuftigt, for den ekstreme fattigdom på det afrikanske kontinent, kan ikke bekæmpes uden disse centrale landes medvirken. Geografien betyder noget. Er det ikke på tide at globalisere G8-klubben og inddrage Det Globale Syd i beslutningerne? I Gleneagles burde G8 tage det fulde skridt og proklamere, at det forvandler sig til en G20-klub med deltagelse af store nationer fra alle kontinenter. Hvis ikke medlemskredsen udvides giver det næppe mening, som Blair forestiller sig, at gøre klubben til en platform for etablering af et nyt globalt lederskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her