»Hvis hele verden skulle have samme livsstil som i en amerikansk forstad, så ville der ikke være en verden at leve i.«
Yashwant Sinha, Indiens finansminister i Davos
KNAPT HAVDE Sinha talt for verdenseliten i Davos på World Economic Forums årsmøde, før jorden skælvede af raseri i den indiske delstat Gujarat. Den
rystende tragedie med over 20.000 døde som også kan ses på tv-skærme i de rige vestlige lande kalder øjeblikkeligt på menneskelig solidaritet. Den lokale katastrofe er også global. Dens hastighed, dens tyngde under de mange murbrokker og dens billedkraft får Verdensbanken, de rige stater og nødhjælpsorganisationer til at sende hjælp og penge. Og godt for det. Men hvad med klodens langsomme katastrofer, hvor sultende og udmagrede medmennesker mangler rent vand, mad og de mest elementære menneskerettigheder? Hvem reagerer på disse langsomme ofte forudsigelige katastrofer? Og hvem rejser den komplekse debat om de strukturer og den magtens korruption der fremkalder denne uendelige lidelse?
UTRÆTTELIG ER FNs generalsekretær Kofi Annan, der i Davos sagde, at halvdelen af verdens borgere må overleve for mindre end to dollar om dagen og har aldrig talt i telefon. Den ulige fordeling af gevinsterne ved globaliseringen vil »uundgåeligt fremkalde et tilbageslag og protektionisme. Og det truer med at underminere og i sidste instans optrævle den åbne verdensøkonomi, der så smertefuldt er blevet opbygget i det sidste halve århundrede,« lød hans opsang i Davos.
Det er en god ide at lytte til Annan og hans efterlysning af større solidaritet med de fattige udviklingslande. Efter al den varme luft og kådhed, der er væltet ud af dot.com-aktiemarkedet USAs fhv. finansminiser L. Summers siger, at sidste års kurstab på 90 procent svarer til det 16. århundredes spekulationsbobbel, tulipmania er det på høje tid at kigge alvorligt på den globale økonomis indretning.
Der er ikke simple svar. At brænde biler af i Zürich, som radikale aktivister gjorde, fremmer ikke debatten. At sende hele Davos-eliten væk med et rumskib, som den filippinske aktivist Walden Bello foreslog i Porto Alegre er dum pop, som om verdens tilstand afgøres af 1.000 erhvervsfolk og 250 politikere i en alpeby. Verdens tilstand med dens økologiske, sociale og digitale afgrunde skabes ikke i Davos, men i højere grad af det stærke begær efter materielt forbrug, flere statussymboler og økonomisk velstand, der hersker i Vesten og i den nye opstigende elite og middelklasse i Syd.
NOGLE Porto Alegre græsrødder er åbenbart mere fristet af anti-autoritær populisme, end Davos-menneskene lader sig friste af elitismens arrogance. Fordi deres egen følelse af afmægtighed fremkalder den ekstremisme, som er deres egen værste fjende. Da finansmanden George Soros i en satelitdebat fra Davos til Porto Alegre kom NGOerne i møde og erklærede sig som tilhænger af en Tobin-afgift på finanstransaktioner, blev han snarere hånet og kaldt en dobbeltmoralsk hykler. Set fra afmægtighedens yderposter er raseriet måske forståeligt, men der burde jubles i alle progressive kredse, når samvittighedsfølelsen slår ned i selv engang så kyniske finansspekulanter. Og hvorfor ikke tage Davos-eliten på ordet, når den siger, at den vil bygge broer over sociale og digitale kløfter?
Tobinafgiften er et vigtigt redskab til at mindske finansspekulationen, fremme langsigtethed og skabe kimen til en global solidaritet. F.eks. hvis den finansierer en Marshall-plan i Afrika. Men afgifter er ikke nok. Også generøs gældslettelse til de fattigste lande er nødvendig.
SÅ VIGTIGST af alt er dog, at den globale handelsorden trænger til en større overhaling, og den kunne passende laves på den WTO-forhandlingsrunde, der indledes i år. Men skyggen fra Seattle hænger tungt over WTO. Visse NGOere drømmer sig tilbage til lokalismens eller småstatens utopier, mens deres anti-globalisme og nådesløse modstand mod WTO fører dem på afveje. For dermed allierer de sig med protektionister og nynationalister i den rige verden, som slet ikke vil dele velstand med de fattige i Syd.
TIL illustration af det kunne man læse i Politiken i går, at EU-kommissionen efter pres fra EU-landbruget delvist vil bryde sit løfte om at give fri markedsadgang for de 48 fattigste ulandes varer. De vil give protektion til ris, sukker og bananer. Ak, hvor uforstandigt. Udenrigsminister Mogens Lykketoft tager klart
afstand fra ideen, og det er godt. Protektionisme er en fordel for de rige landes lobbyister, men ikke for de ulande, der med øget eksport og verdenshandel ville få en fair chance for at trække sig ud af fattigdomsfælden. De riges landbrugsstøtte er tre gange så stor som den totale ulandshjælp. Hvad med til en start at fjerne disse to administrationstunge stopklodser for en mere retfærdig verdensorden?
