Læsetid: 2 min.

Udviklingsfond vil gøre det bedre

Den omstridte Industrialiseringsfond for Udviklingslande afviser anklager om oppustning af antal skabte arbejds-pladser, men kender heller ikke selv det rigtige antal. Det bliver undersøgt, lover bestyrelsesformanden
27. august 2005

Påstanden er FORKERT, skriver Industrialiseringsfonden for Udviklingslande (IFU) med store bogstaver i en pressemeddelelse. De store typer gælder anklagerne fra Fagbladet 3F om, at fonden kunstigt har oppustet det antal arbejdspladser, som er skabt eller bevaret i den fattige del af verden som følge af fondens investeringer.

Som omtalt i Information i torsdags har Fagbladet 3F gennemgået knap halvdelen af fondens 528 investeringsprojekter siden 1967 og fundet frem til, at knap en tredjedel af de 100.000 påståede skabte eller bevarede jobs, fonden oplister i sin årsrapport for 2004, kun eksisterer på papiret. På den baggrund vil Rigsrevisionen nu undersøge fondens investeringer.

Men påstanden er altså FORKERT, mener IFU. Selv har fonden dog hverken et præcist eller aktuelt tal for, hvor mange job der kan henføres til fondens virksomhed: "I sidste ende er det et trosspørgsmål, for vi har aldrig analyseret alle tallene," udtaler fondens bestyrelsesformand, Johannes Poulsen, til 3F. Poulsen er næstformand i bestyrelsen for FL Smidth, en virksomhed der ofte har nydt gavn af IFU's investeringer.

Æres den, der æres bør

"For at undgå fremtidige diskussioner vil jeg drøfte med bestyrelsen, at vi til næste år får tilføjet de aktuelle beskæftigelsestal for aktive projekter," fortsætter Johannes Poulsen, der også medgiver, at det er en smule manipulatorisk, når IFU i sin årsrapport for 2004 medtæller forventede job fra projekter, selv om de ikke bliver til noget:

"Vi kan selvfølgelig ikke tage æren for at have skabt arbejdspladser i projekter, hvor vi aldrig har investeret en krone. Det er vildledende og en klar fejl," siger Johannes Poulsen. Dermed erkender bestyrelsesformanden, at der er et vist hold i kritikken fra Fagbladet 3F og er derfor i modsætning til fondens direktør, Sven Riskær, der i en tidligere pressemeddelelse fra IFU har kaldt anklagerne om joboppustning for "helt urimelige".

IFU's pressemeddelelse slutter med en 'eftertanke', hvori fonden lover en "opstramning", der kan "sikre, at de retningslinjer, vi udstikker, også efterleves i de konkrete projekter rundt om i verden."

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra IFU-direktør Sven Riskær.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu