Læsetid: 3 min.

Udviklingstankens talebanere

10. august 2006

Til tider kan en videnskabelig diskussion vinde ved at presse kerneargumenterne ad infinitum. Således er big-bang-kulten afhængig af en stiltiende aftale om at se bort fra, hvad der var før og udenom kosmos, og tilsvarende er de 'nye' kreationister, i deres forkrampede insisteren på at konstruktionen 'intelligent design' skulle være en videnskab, helt afhængige af, at der ikke spørges til, hvorfra designeren kom - så det gør vi.

Designeren kender vi på vedkommendes forkærlighed for konstruktioner så komplekse, at vi, der ikke bare er designede men også så helvedes intelligente, må afstå fra andre forklaringer end sådanne, som ophøjer uforståeligheden til argument i sig selv. Uforståelighed er ganske enkelt uacceptabelt, og derfor konstruerer vi hovedløse forklaringer på det, vi ikke forstår, forklaringer, som hvad ufattelighed angår, langt overstiger det problem, som skulle forklares.

I tilfældet intelligent design forlener den slags os med en skaber, og lur mig om det ikke er manøvrens formål! Fundamentalisme ad bagdøren kunne man hævde. Overtro i videnskabelige gevanter, men videnskab forpligter. Vil man den vej, så er der ting man ikke kan, f.eks at slutte fra det vi ikke forstår til eksistensen af noget så overdrevet, som en intelligent designer.

For det er slet ikke designeren, der er intelligent, men os. Og det er os, som når vi ramler ind i en proteinsyntese, vi med al vor intelligens ikke kan forstå, konstruerer en forklaring, som er endnu mere ufattelig, end det den skal forklare. Gennem en fuldstændig latterlig overvurdering af egen intelligens, bruger vi samme til at opfinde uintelligente forklaringer - på det vi ikke forstår.

Irreducibel kompleksitet

Et trick ved intelligent design er, at man baserer sin argumentation på specifikke eksempler af det, man kalder 'irreducibel kompleksitet.' Her er der tale om virkeligt giftige biologiske strukturer, sådan hvad intellektuel tilgængelighed angår, og det selv om vi er omgivet af irreducibiliteter til op over begge ører.

En anemone f.eks, eller Søren Karup, er præcis lige så irreducible som de af biokemiens horror-eksempler, man argumenterer ud fra, men tilsyneladende ikke så udfordrende for intelligensen - altså vores, må man tro. Og det er i grunden sært.

Evolutionsteorien beskæftiger sig nemlig udelukkende med irreducibiliteter, og derved adskiller den sig fra det meste naturvidenskab. Det gør Leif Asmark Jensen også, altså adskiller sig fra naturvidenskaben, ja fra enhver videnskab som helst, også den om argumentation: "Det eneste, vi kender der kan forårsage 'irreducibel kompleksitet', er en intelligent årsag" (indlæg den 1. august), og så er sagen jo klar.

Sammenhænge der overstiger vores noget så fænomenale intelligens, kalder vi for irredicibelt komplekse, og den størrelse har vi defineret som noget, der forudsætter en intelligent skaber. Således deducerer vi fra vores uvidenhed på specifikke, og meget begrænsede problemer, til grundlæggende påstande af altomfattende kosmologisk art.

Det er simpelthen barnagtigt pjat, på linje med kødets opstandelse og det evige liv. Leif Asmark og hans trosfæller er filtret ind i noget så konventionelt som et rationelt gudsbevis. Men det går ikke at opstille relationer, som begrunder sig selv, eller endnu værre, løser et problem ved at hitte på en forklaring, som er et endnu større problem, end det man søgte at løse. Og det er, hvad Leif Asmark og hans teologiske venner bedriver.

Ved at kanonisere specifikke og for os uforståelige processer eller strukturer fra den mest komplekse biokemi, som 'irreducibelt komplekse', og samtidig at definere det 'irreducibelt komplekse' som hinsides evolutionens formåen, så er man der, hvor uvidenhed om torden og lynild ophøjes til gyldigt argument for eksistensen af den gode ase Tor. Tilbage står, at formuleringen af teorier så radikale som påstanden om en intelligent skaberkraft (det hedder Gud) ikke lader sig begrunde alene ved den omstændighed, at vores intelligens rækker til at finde eksempler, den ikke forstår. Denne selvbevidsthed, altså intelligensens indsigt i egen ufuldkommenhed, er intelligensens sokratiske fuldkommengørelse, og en indsigt som forholdt de nye kreationister og deres højreradikale allierede.

Der er blæst til værdikamp, og den bør føres til bunds. Vi er oppe imod udviklingstankens talibanere, og vi vil gerne vide, hvem/hvad der designede designeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu