Læsetid: 2 min.

En uendelig sær tourné

Små teatre, afdankede kasinoer og som opvarmning til 2. divisions baseball. Jo længere Bob Dylans Never Ending Tour bliver, jo mere mærkelig bliver den
15. juni 2005

Rockikoner kan godt være lidt karrige med deres liveoptrædener. Som regel går de på tourné i forbindelse med pladeudgivelser engang hvert andet eller tredje år, og når det sker, er det med et gigantshow i en arena i Paris eller et fodboldstation i München. Det gælder for folk som U2, Bruce Springsteen og Rollings Stones, men ikke for rockikonet over dem alle Bob Dylan.

Som det har været kendt siden 1988, er Bob Dylan i gang med den såkaldte Never Ending Tour. Mere end 1.700 koncerter på de 17 år er det blevet til, og det sker efterhånden i mere og mere mærkværdige omgivelser og afskygninger. Selvfølgelig spiller den 64-årige Dylan på store steder i store byer, men i højere og højere grad vælger han de særeste spillesteder. Byfester langt ude på landet, små teatre i den amerikanske provins, små klubber, gadefester og fallerede kasinoer i Las Vegas og Reno. Således turnerer han lige nu med Willie Nelson på diverse anden divisions baseball stadier over hele USA.

Dylan selv er som altid mytisk stille, og der bliver af alverdens Dylan-loger gættet på, hvad den sære rockpoet har gang i.

Det er velkendt, at Bob Dylan aldrig har være Paul McCartney-rig, og nogle mener, at to ægteskaber, børn og en elskerinde er dyre i drift, og at det er af økonomiske grunde, at han turnerer så heftigt. Men koncerterne er sjældent særlig dyre og er arrangeret på den mest uøkonomiske vis. Det sker for eksempel, at Dylan spiller flere dage i træk i samme by, men i stedet for at afvikle alle koncerterne på samme spillested pakker han hele cirkuset ned for at pakke det ud igen få kilometer længere væk, hvilket er aldeles bekosteligt.

På scenen

Selve showet på scenen tyder heller ikke på, at Dylan er i et økonomisk ærinde. Han spiller ikke bare en greatest hit-kavalkade, men gerne mindre kendte numre og de store hits i ukendelige versioner (sådan har det i øvrigt altid været med Dylans live-show). Han tækker ikke publikum med kække bemærkninger. Siger stort set aldrig noget på scenen, og når han gør, er det mærkværdige sætninger, som "I had a big brass bed, but I sold it" (sikkert som sær henvisning til nummeret Lay, Lady, Lay).

I løbet af de senere år har han tilmed smidt guitaren gennem store dele af sine shows, og har stillet sig bag keyboardet, hvilket har fået mange til at gætte på, at Dylan har problemer med ryggen - tusinde af koncerter og 45 år i rockens tjeneste sætter sine spor.

Men touren fortsætter uden stop for Bob Dylan. Han er stadig on the road, og udlever rockmusikkens myte helt igennem. Blandt fans og kommentatorer gættes der ofte på, hvad der driver ham. Flygter han på vejene, eller er det her, han er hjemme. På scenen og på vejene. Som forfatteren og rock journalisten Paul Williams beskriver det i New York Times.

"Når han synger sit største hit Like a Rolling Stone, hvis omkvæd lyder "With no direction home", så taler han om at være en fortabt fremmed i et fremmed land. Ironisk nok er det sådan, han har valgt at leve sit liv."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu