Læsetid: 6 min.

Uformidlet Napoleon

Hvordan forvalter vi kulturarven? Det Kgl. Bibliotek har netop nu en udstilling om datidens magtspil i forholdet Frankrig-Danmark- som formanden for Den danske Napoleonsforening mildt sagt ikke finder tilfredsstillende
17. december 2005

Den aktuelle udstilling på Det kongelige Bibliotek Magtspillet. Danmark og Napoleon er ikke hvad den udgiver sig for at være - eller nemt kunne og burde være, nemlig en udstilling med udgangspunkt i de dansk-franske relationer under Napoleon (1799-1815), men den er i stedet et enestående eksempel på, hvor galt det går, når formidling af historie baseres på et utilstrækkeligt grundlag og et forældet historiesyn. Konsekvensen er, at offentligheden og ikke mindst den kollektive historiske forståelse lades i stikken.

Det kongelige Bibliotek åbnede fredag den 2. december 2005 udstillingen Magtspillet. Danmark og Napoleon, der alene på baggrund af titlen giver store forhåbninger om formidling af en relativt overset del af dansk historie - nemlig forholdet til Napoleon.

Forventningerne får yderligere næring af den utraditionelle, overdimensionerede udstillingsreklame, der viser Napoleon i hans arbejdsværelse på Tuillerierne, som er opsat over bibliotekets hovedindgang - og ikke mindst af forordet i udstillingskataloget (ved direktør Erland Kolding Nielsen. red.), hvor det hedder "det har længe været min idé at vise en [-] udstilling omkring temaet Danmark og Napoleon, idet netop Napoleonskrigene i fortsættelse af revolutionskrigene storpolitisk førte til de mest fatale konsekvenser for datidens Danmark."

Motivationen og den historiske relevans er oplagt og klar. Alt taler derfor for en velforberedt, lødig og veltilrettelagt historieformidling fra en af landets mest betydningsfulde historiske institutioner.

Men man skal ikke have orienteret sig særlig længe i Det kongelige Biblioteks aktuelle udstilling før alvorlige bekymringer og bristede forventninger melder sig. Hvor er den fælles dansk-franske historiske dimension egentligt henne, set i en rimelig målestok til kejseren på facadeblikfanget?

Ikke overbevisende

Og det er jo bestemt ikke, fordi den dansk-franske historiske dimension ikke eksisterer - fysisk. Rigsarkivets bugner med udstillingsbrugbare arkivalier, som kunne fortælle den 'storpolitiske' historie - og det oven i købet med et meget klart, relevant og naturligt nationalt afsæt i udstillingens hovedperson - Napoleon. Retfærdigvis skal det siges, at enkelte effekter, som den dansk-franske alliancetraktat fra 1807, og tekstmateriale, som omhandler relationen til Frankrig, har fundet vej til udstillingen, men dette indgår i en perifer og ikke klart overbevisende kontekst, da det dansk-franske forhold i perioden 1799-1815 ikke tilnærmelsesvist bliver ordentligt belyst. Udstillingen efterlader derfor flere spørgsmål end svar for den historieinteresserede og historievidende besøgende, der er den primære målgruppe for udstillingen.

Hvorfor gøres der ikke opmærksom på, at Napoleon i flere perioder af sin regeringstid var særdeles interesseret i Danmark? Og at det ikke kun var i forbindelse med Tilsitfreden (juli 1807), at den franske kejser fattede interesse for Danmark - som udstillingen ellers giver indtryk af. Hvorfor formidles det ikke, at han f.eks. allerede umiddelbart efter sin magtovertagelse i november 1799 var særlig positivt opmærksom på dobbeltmonarkiet? At han omkring årsskiftet 1800-1801 forsøgte at lade Frankrig optage i Det væbnede Neutralitetsforbund - og at denne henvendelse gik gennem Christian Bernstorff, den danske udenrigsminister? At Napoleon i samme periode havde brug for Danmark i sine bestræbelser på at nærme sig det krigsførende Rusland - og at den danske regering - velvilligt - lod sig bruge som informationskanal i disse bestræbelser? Hvorfor udstiller man ikke Napoleons brev til kronprins Frederik, dateret Fontainebleau den 30. september 1807, som omhandler Napoleons reaktion på Københavns bombardement og udleveringen af den danske orlogsflåde? Eller Marskal Bernadottes breve til den danske kronprins - og senere Frederik VI - som f.eks. brevet dateret Odense den 4. maj 1808, som bekendtgør overførelsen af de spanske hjælpetropper til Sjælland - som senere gjorde oprør i Roskilde? Eller f.eks. de fremtrædende franske generaler (senere marskaler af kejserriget) Victor og Macdonalds ambassadørakkreditiver - som var gesandter i København, før de blev Napoleons marskaler? Og listen over det ubenyttede men relevante materiale fra Rigsarkivet er meget længere.

Dreyers indberetning

Et andet eksempel som illustrerer udstillingens flimrende fokus, er at man ikke anvender Dreyers, den danske gesandt i Paris, indberetning om Napoleons kejserkroning. En indberetning, der er en helt unik kilde til denne centrale Napoleon-begivenhed - set med danske øjne, da den danske gesandt forholder sig meget personligt til begivenheden. At Dreyers gesandtuniform, der blev anvendt under kejserkroningen - og som udstilles - ikke ledsages af hverken en (mindre) gengivelse af Davids maleri af kroningsceremonien fra 1808 - hvor man kunne have udpeget hans placering - man kender den nemlig - eller af et par ord om hans personlige oplevelse, virker mærkværdigt, da udstillingen bl.a. sælges på den. På arkivaliesiden forundres man ligeledes over valget af franske arkivalier, som bl.a. lånet af den hemmelige protokol til Tilsittraktaten, et dokument, som absolut ingen relevans har for det officielle dansk-franske forhold, men som kun afspejler Napoleons uofficielle udenrigspolitiske overvejelser - set i en fransk-russisk kontekst - hvilket tydeligt bør forklares, når man nu har valgt at udstille netop denne genstand.

På det øvrige genstandsfelt må man også konstatere udstillingens forbavsende prioriteringer - hvor er f.eks. Tøjhusmuseets Napoleonsfaneørn? Materiale og historie er der med andre ord nok af, men udstillingen fortæller ikke historien om Napoleon og Danmark.

Forældet historiesyn

Det står ikke klart hvad det egentligt er for en historie, som Det kongelige Bibliotek forsøger at formidle gennem en udstillingen, der peger i mange retninger, og som ikke formår at materialisere udstillingens hovedperson. At selve tekstmaterialet skæmmes af flere faktuelle fejl er det mindste i det store billede af en udstilling som fremstår som et udtryk for et forældet historiesyn.

Resultatet og konsekvenserne er på den anden side langt mere håndgribelige, nemlig at vores historiske forståelse af det dansk-franske forhold under Napoleon i det store og hele fastholdes i den sidste del af det 19. århundredes historieskrivning.

Sidstnævnte er markant udtrykt i udstillingskataloget, hvor der er genoptrykt en perspektiverende artikel, som må være mere end fem år gammel. Bidragets alder er en vigtig faktor. Indholdet, der i det store og hele repræsenterer et forældet Napoleon-syn, tager sit udgangspunkt i det 19. århundredes udenrigspolitiske konsensusforståelse, der baseres på en forklaring af det fransk-danske forhold, som kan udtrykkes ved den populære metafor 'En lus mellem to negle'.

Det dansk-franske forhold er langt mere nuanceret end den hidtidige forestilling om Danmark som en lus mellem to negle i et storpolitisk spil. Disse nuancer burde udstillingen have belyst.

Dystert perspektiv

Af en forskningsinstitution, som Det kongelige Bibliotek jo også er, må man kunne forvente at blive præsenteret for den nyeste forskning - og i denne sammenhæng særligt i forhold til Napoleons udenrigspolitik. Og netop Napoleons udenrigspolitik er et forskningsfelt under rivende udvikling, der de seneste år har budt på et væld af nye forskningsresultater og publikationer, som bl.a. også behandler relationen til småstater såsom Danmark-Norge. Tag f.eks. blot Napoléon et l'Europe fra senforåret (T. Lentz, red., Éditions Fayard, Paris 2005), hvor 28 historikere præsenterer deres specialefelter og de nyeste forskningsresultater i relation til Napoleons udenrigspolitik.

At Det kongelige Bibliotek gør sig skyldig i det man måske kan fristes til at kalde falsk varedeklaration er et aspekt - men et andet og langt mere dystert perspektiv er, at Det kongelige Bibliotek med Magtspillet. Danmark og Napoleon tydeligvis har givet køb på sin faglighed - og det er ikke et særlig heldigt signal at sende fra en af vores vigtigste kulturelle og historiske institutioner - i en tid hvor de humanistiske fag så at sige har kniven for struben.

Eric Lerdrup Bourgois er cand. mag. i historie og fransk samt formand for Den danske Napoleonsforening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her