Læsetid: 7 min.

De uforsonlige

31. marts 2006

Han ved godt, at det er forkert, og at han burde kæmpe imod. Men for Berlingske Tidendes klummeskribent Claes Kastholm har Muhammed-debatten betydet, at han er blevet uforsonlig. Og det er kommet bag på ham, forsikrer han.

"Jeg er overrasket over min egen reaktion, det kan jeg lige så godt være ærlig og sige. Jeg har hidtil levet med den opfattelse, at vi her i landet godt kan skælde hinanden ud og være uenige og så alligevel mødes om det samme bord til sidst. Men jeg må konstatere, at der er mennesker, jeg ikke længere ønsker at tale med, fordi vi ikke har noget at tale om," siger Claes Kastholm.

Og han er ikke den eneste, der har opgivet dialogen. Mens Danmark de seneste måneder har arbejdet på at genopbygge de brændte broer udadtil, har Muhammed-debatten indadtil afsløret uforenelige menigsforskelle mellem to fløje, der har fået sværere og sværere ved at tale med hinanden. På den ene side står dem, der mener, at ytringsfriheden er absolut, og på den anden side dem, der mener, at ytringsfriheden er under ansvar. Med statsministerens ord er det forskellen på får og bukke.

Claes Kastholm hører til i den første kategori. Han er en af de borgerlige meningsdannere, som den seneste tid har skruet op for retorikken Og han har, som han selv formulerer det, ikke andet end "foragt" til overs for de politikere, kulturpersoner og erhvervsfolk, der har gjort sig til fortalere for en anstændig brug af ytringsfriheden.

"Det er en abstrakt bekendelse til ytringsfriheden - et salmevers, som enhver kan lire af - og det giver jeg ikke noget for. Det er i det praktiske forhold, at det skal vise sig, hvor meget man står inde for ytringsfriheden, og jeg er rystet over, hvor mange der her har været villige til at gå på kompromis," siger Claes Kastholm.

Den vurdering bakkes op af lektor på Aarhus Universitet Hans Hauge. Også han har deltaget flittigt i ytringsfriheds-debatten med kronikker og klummer i Jyllands-Posten, hvor han har forfægtet det samme synspunkt. Ifølge ham er ytringsfrihed ikke noget værd, hvis man kun bruger den til at tale andre efter munden med.

"Hvis man siger det, alle er enige i, så er det ikke ytringsfrihed, men bare en slags konformisme. Man er pr. definition et dumt svin, når man bruger sin ytringsfrihed, for ytringsfrihedens funktion er at være overskridende. Og hvis vi kun kan bruge den med respekt og ansvar, så har vi den slet ikke," siger Hans Hauge.

Historiker og journalist Lars Hedegaard, der skriver i Berlingske Tidende, har tidligere markeret sig med islamkritik. Og han er ikke bleg for at gå skridtet videre: Når man lægger bånd på sig selv af hensyn til muslimers "finere følelser", er man nemlig godt i gang med at indordne sig under sharialovgivningen, mener han.

"Når Uffe Ellemann og Grundfos, og jeg ved snart ikke hvem, begynder at tale om, hvilken opførsel vi skylder islam, så kan jeg ikke se det som andet end et vejvalg. De vælger en kurs, der består i at tilnærme sig shariaens normer og giver pokker i grundlovens ånd," siger Lars Hedegaard.

Ifølge ham har den såkaldte 'borgerlige anstændighed' blot indoptaget sharialovgivningens dogmer i sin argumentation. Og det er en "fejhed", for knæfaldet skyldes kun, at der er vrede muslimer, der er villige til at gribe til ekstrem vold, mener han.

"Hvis nu Jehovas Vidner eller Scientology var rede til at sprænge bomber, ville der hurtigt opstå et krav om fornyet respekt for deres trossætninger også," siger Lars Hedegaard.

Helt så dramatisk opfatter Claes Kastholm dog ikke situationen, men han medgiver, at debatten i alt for høj grad har fokuseret på forbeholdene i forbindelse med ytringsfriheden. Og det er et farligt skråplan, mener han.

"Jeg har hæftet mig ved, at dem, statsministeren kalder bukkene, har været meget mere interesseret i at tale om det berømte 'men'. Men idet man prioriterer den afstandtagen højere end selve princippet - altså ytringsfriheden - så synes jeg godt nok, at man er ude på en glidebane. Det står for mig som et mareridt, hvis vi ikke længere må lave satire og skabe debat, fordi man skal tage hensyn til bestemte trosretningers følelser," siger Claes Kastholm.

Det er ifølge Hans Hauge tankevækkende, at de mest kritiske røster over for Jyllands-Postens tegninger er kommet fra den såkaldte venstrefløj, som ellers har været frontløbere i religionskritikken herhjemme. At netop de nu plæderer for større hensyn til religiøse følelser, kan han ikke opfatte som andet end hykleri:

"Det er jo helt fantastisk, at det er de kulturradikale, hvis mål ellers har været at afkristne Danmark og udrydde religionen, som nu vil beskytte islam. Brandes har selv sagt, at religion er overtro og mystik, og nu er det hans børn, der forsvarer det religiøse med respekt. Det har jeg meget svært ved at forstå," siger han.

Ifølge Claes Kastholm er de voksende krav om "særlige hensyn" udtryk for, at islamismen ikke bare er en fjern og potentiel trussel, men at den allerede har påvirket vores måde at leve og tænke på. Det er ikke mindst debatten om ytringsfriheden et bevis på. Men også terrorloven, der har til formål at beskytte os, men som samtidig betyder en række indskrænkninger i vores frihedsrettigheder, er et eksempel på, at ekstremismen allerede øver indflydelse på vores levevis, mener han.

Den vurdering er Lars Hedegaard enig i. Han mener dog ikke kun, at påvirkningen kommer udefra i form af den ekstreme islam. Han ser nemlig flere tendenser på, at også herboende muslimers normer langsomt vinder indpas i samfundet.

"Vi har for eksempel accepteret, at der skal ske en kønsopdeling i svømmehaller, og vi har accepteret at se små piger gå rundt fuldstændigt tildækket i gaderne. Og når sådan noget kan lade sig gøre i Danmark på et tidspunkt, hvor der findes mellem fire-fem procent muslimer i samfundet, kan jeg udmærket forestille mig, hvordan samfundet kommer til at se ud, når vi er oppe på 10 eller 15 procent om ganske få år. Så begynder vi for alvor at sælge ud af arvegodset og af vores frihedsrettigheder," siger Lars Hedegaard.

Modsat den dominerende opfattelse blandt historikere og religionsforskere ser han ikke noget skel imellem islam og islamisme - imellem religionen og den ekstremistiske bevægelse. Islamisterne udtrykker nemlig selve kernen i islam, mener han. Det er dem, der har forstået religionen, mens afvigerne er dem, der mener, at islam er forenelig med demokratiet, lyder det.

"Hvis man kigger efter i koranen, har muslimer principielt tre muligheder for at forholde sig til ikke-muslimer, altså vantro som os. Det ene er et tilbud om konvertering til islam. Hvis ikke de vil det, skal de have mulighed for at betale en tribut til det muslimske samfund. Og vil man ikke det, skal man ombringes ved sværdet. Så derfor siger jeg, at det ikke er Abu Laban, men demokratiske, fredelige og tolerante muslimer, der er afvigerne fra trosgrundlaget," siger Lars Hedegaard.

Men det er noget sludder, mener Hans Hauge. Der findes nemlig ikke en ren lære eller en uren lære af islam, som man kan skille ud fra dem, der udøver den. Religion eksisterer kun i levende menneskers ord og handlinger, mener han.

"Derfor giver det ikke mening at tale om islam i sig selv. Islam er, hvad folk gør det til, den er de mennesker, der udøver den. I sig selv er den hverken voldelig eller fredelig. Eller rettere: Den kan være begge dele. Lige som kristendommen både var apartheid og modstand mod apartheid," siger han.

Også Claes Kastholm mener, det er afgørende at sondre mellem islam og islamisme, men han fastholder, at den ekstreme, totalitære islam er en reel trussel for de vestlige demokratier, som vi ikke har råd til at lyve væk eller drysse sukker på.

"Der er en åbenlys konflikt mellem islamiske synsmåder og så den vestlige sekularisme. Og den er vi nødt til at konfrontere. Du kan ikke lave et kompromis mellem visse islamiske kredses påstand om, at man ikke må krænke Muhammed. Og så vores - hidtil gældende opfattelse af - at ingen dogmer er hævet over kritik. Der er ingen kompromis muligt. Det er enten eller," siger han.

- Har du på noget tidspunkt tænkt, at du måske var ved at grave dig ned i en skyggegrav. Den måde, som du forsvarer ytringsfriheden på, er jo meget dogmatisk ikke?

"Jo, det er den. Det er fuldstændigt rigtigt. Jeg har også ved nogle lejligheder sagt, at på det område, er vi fundamentalister. Det er to fundamentalistiske grundholdninger, der står over for hinanden. Grundlæggende betyder ytringsfriheden jo, at vi kan satirisere over og debattere et hvilket som helst dogme. Og på den måde er jeg dogmatiker," siger Claes Kastholm.

Ifølge Hans Hauge er den største konflikt, som Muhammed-krisen har blotlagt, imidlertid ikke den imellem 'os' og 'dem', imellem Vesten og resten. De største modsætninger finder man i den hjemlige debat, hvor offentligheden er blevet revet midt over i en grad, så vi knapt nok længere "taler det samme sprog". Midt i den uforsonlige debat har Muhammed-krisen dog medført mindst én ting, der er værd at glæde sig over, mener han. Krisen har nemlig gjort, at den nationale identitet gradvist må omdefineres, og det er slet ikke så dårligt endda, siger Hans Hauge.

"Nu skal vi danskere prøve, hvordan det er ikke rigtigt at kunne sige, hvor vi kommer fra, når vi er i udlandet. Hvor vi hidtil har været af den overbevisning, at alle elskede os, har vi nu fundet ud af, at der faktisk er nogen, der synes, at vi er nogle dumme svin. Vi skal prøve at være jøder, og det er en sund læreproces. Før gik vi med palæstinensertørklæder, nu skal vi prøve at gå med jødehatte."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu