Læsetid: 4 min.

Uforudsigelighedens strategi

Lou Reed gik tirsdag aften langt for ikke at indfri publikums forventninger; i stedet leverede han 15 af sine mere obskure kompositioner for en lydhør sal
6. maj 2005

Lagde man nakken tilbage i plyssædet, kunne loftmalerierne af muserne studeres nærmere. Deres udsendte havde således fint udsyn til Thalia, der så vidt erindres er muse for komediedigtningen. Ja ja, hendes inspiration kunne vi måske godt have ønsket os lidt mere af denne tirsdag aften i Det Kongelige, hvor Lou Reed stillede op i sit alvorligste hjørne og så oven i købet med et repertoire så sært og obskurt, at man måtte sig forbarme. Ikke fordi denne signatur mødte op med ønsket om endnu et 'greatest-hits-from-the-past-wish', men i lyset af at Reed de seneste par år radikalt har genfortolket flere af sine klassiske kompositioner på scenen, hvorved han har formået disse slidstærke sange til at fremstå i et ofte nyt og overraskende lys, virkede tanken ikke hverken nedslående eller som en falliterklæring.

På det punkt kan Reed til tider minde lidt om Dylan, der åbenbart heller ikke kan blive træt af at vride nye betydninger og nuancer ud af sange, der ofte har over 40 år på bagen. Ofte med chokerende strålende resultater og andre gange som det rene jammer. Men det er så en helt anden historie.

Sidst Reed besøgte os for præcis to år siden leverede han en af karrierens bedre koncerter ved hjælp af en afvekslende sætliste - og et formidabelt band - der trak ligeligt på såvel årgangs-Lou som mere lyssky kompositioner fra den absolutte yderkant af repertoiret. Et perfekt miks, der kun blev bedre af den trommeløse opstilling og Reeds egen udstråling af at være rette mand på rette sted til rette tid.

Denne gang blæste han til gengæld fuldstændig på genkendelighed og spillede i stedet et sæt, der var støvsuget for såvel sange fra Velvet Underground-kataloget som hans kommercielle storhedstid som solist i 1970'erne. Fraset lige en bizart synkoperet version af "Charley's Girl" samt ekstranummeret "Perfect Day", som det ser ud som om solisten gør en aktiv indsats for at gøre til sin signatursang på bekostning af "Sweet Jane". Alt i alt en mere kuriøs end egentlig uundværlig forestilling, der dog skal roses for ikke at opfylde så meget som én af de fremmødtes forventninger. Tværtimod, fristes vi til at sige.

Reed lagde ud med to af de mere karakterløse sange fra det ellers udmærkede Set The Twilight Reeling fra 1996: "Adventurer" og "The Proposition", hvilket skulle vise sig at udgøre et glimrende pejlemærke for resten af det to timer lange forløb, der fulgte. Lange, ofte næsten formløse instrumentalpassager, suppleret med, hvad der kunne minde om en poesioplæsning (der var ikke færre end to telepromptere i gang på scenen!) og så lige indimellem blandet op med en mere kontant komposition, der til forveksling lignede en sang. Holdopstillingen var ellers klassisk Reed: våbenfællen Mike Rathke på eminent underspillet guitar og alskens andet hejs, den evige Fernando Saunders på bas og guitar, Jane Scarpantoni på cello og Tony 'Thunder' Smith på trommer med kapelmesteren selv på elektrisk forstærket guitar og sågar bas på "Guilty". Musikernes kompetence er hinsides diskussion, men det kan diskuteres hvor meget de fik at arbejde med på de ofte næsten formløse kompositioner. At dømme ud fra koncentrationen og minespillene på scenen var alt dog nøje planlagt og spontaneitet ikke inkluderet i de indgåede aftaler.

Tunge øjenlåg

Fra og med tredje nummer, det stadig bedårende "My House" fra comeback-lp'en Blue Mask (1982), kom der en større sikkerhed over proceduren, uden at koncerten på noget tidspunkt decideret løftede sig. I stedet kunne man lade sig synke tilbage i sædet for at fundere over repertoirevalget, thi der findes et hav af obskure Reed-sange Deres udsendte hellere ville have hørt end de fleste af af dem, Lou & Co diskede op med. Vi vil således derfor heller ikke undskylde, at øjenlågene på et tidspunkt blev så tunge, at det førte til en sviptur til drømmeland, thi da de blev slået op igen, lød det som om tiden havde stået stille på scenen. Og for at føje spot til skade fandt han også lige plads til to sange fra operaen Time Rocker, og man forstod på en studs, hvorfor de aldrig var blevet udsendt på plade.

Det var i det hele taget meget svært blot tilnærmelsesvist at begejstres, selv om hele det kontrære set-up selvfølgelig på et eller andet plan fortjener respekt. Det er fuldt forståeligt, hvis ikke Reed orker at lire alle de gamle sang af for Gud ved hvilken gang. Men hvis han derimod ville pege på, at nogen blandt publikum muligvis har overhørt hans seneste tre albums - udover Set The Twilight Reeling taler vi om Ecstasy fra 2000 og den uhyrlige dobbelt-cd med Poe-fortolkninger, The Raven (2003) - gjorde han vist de benævnte album en bjørnetjeneste, thi ovenpå den omgang var det lige hjem og fyre Conet Island Baby på grammofutten. Sorry, Lou, men pervers som aftenen var, vil den stadig kun fremstå som en parentes, næste gang vi kommer i klammeri over den bedste Lou Reed-koncert på dansk jord nogensinde! Uforudsigelighedens strategi førte i hvert fald ikke til sejr denne gang, om end vi da godt kan indgå våbenhvile. Ind til næste gang, i hvert fald.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her