Læsetid: 3 min.

Den ufuldendte

2. juni 1999

KLOKKEN ER 14.15, og dette er dømt til at ende galt. Én time og 45 minutter til den mindste skal hentes. Turen gennem myldretidstrafikken tager en halv time, hvis Rådhuspladsen krydses, og der skæres et hjørne gennem parken. Altså én time og et kvarter tilbage. Til en leder om det moderne menneskes forhold til tid, arbejde, teknologi, penge og frihed. Som sløjfe på den serie om Tid eller penge, som Mette-Line Thorup runder af i dagens avis.
Pling! En e-mail fra indenrigsredaktøren, fortæller computerskærmen. Læse nu eller lade vær'? Den elektroniske post er asynkron i modsætning til det synkrone telefonopkald. Dvs. modtageren behøver ikke at svare, straks afsenderen tager kontakt. Det rummer en ny frihed til at forvalte tiden mere hensigtsmæssigt. Indenrigsredaktøren må vente.
Frihed? På denne lille arbejdsplads med 75 ansatte sendes eller læses omkring én million e-mails om året. Internt. Så mange opringninger var der ikke før, endsige personmøder i huset. Hvad er der sket?
"Selv om teknik sparer tid, så tager teknik tid," skrev filosoffen Ole Thyssen i fredagsavisen. "Selv om hver teknik sparer tid i forhold til sin forgænger, så sparer hele det tekniske system ikke tid. At udvikle systemet, opretholde det og bruge det kræver enorme mængder af tid. Og det ender med et pres på selve tiden."
(En stigende andel af de interne e-mails afsendes af kolleger, der udtrykker frustration over hele tiden at skulle åbne et stigende antal uvedkommende e-mails fra andre kolleger på bladhusets elektroniske opslagstavle. Tidsfælden klapper...)
Teknologirådet fortæller, at danskerne - hvis overenskomster taler klarsprog om kortere aftalt arbejdstid - gennem de seneste årtier har fået mindre fri tid. "En gennemsnitsdansker har i dag henved en halv times mindre tid om dagen end i midten af 1960'erne," skriver rådet. Et monumentalt tilbageskridt i forhold til gamle dage - f.eks. i jæger-samler epoken, hvor den ugentlige arbejdstid hævdes at have været sølle 15 timer.
Pointen er jo, at moderne mennesker vil mere og derfor siden jæger-samler tilværelsen har udviklet teknologi - og derigennem økonomi - til at kunne mere. Det var i hvert fald pointen. Spørgsmålet er, om det stadig er det? Ligesom Ole Thyssen rejser den britiske politolog Geoff Mulgan (når man søger 'Geoff Mulgan' på Internettet for at få hans titel, tilbydes man 207 hjemmesider. Der forsvandt et kvarter...) spørgsmålet om, hvem - eller hvad - der bestemmer i dag? Om ikke den tekno-økonomiske kapitalisme, der blev skabt af mennesker for (i alt fald visse) mennesker er blevet et selvkørende system, der i dag dikterer mennesker deres livsform, herunder deres forvaltning af tiden?
"Hvorfor er der så bemærkelsesværdigt få mennesker, der oplever glæde ved de goder, forandringerne indebærer," spørger Mulgan. "Det er ironisk, at både de overarbejdede og de arbejdsløse oplever, at deres situation er ufrivillig."

PLING! E-mail fra udenrigsredaktøren. Tråden tabt. Åbne og læse. Om en medarbejder, der må søge orlov, fordi kommunen ikke kan stille en vuggestueplads. Pladsgarantien holder ikke. Hvad hvis finansministeren, der vil have danskerne til at arbejde hårdere for at sikre velfærden - herunder vuggestuepladserne - tilbød en tidsgaranti? En ret til at trække sig tilbage på borgerløn, når man har ydet samfundet et vist antal arbejdstimer - som man så kan fordele over livet efter behag?
Mulgan, der i dag er rådgiver for Tony Blair, vil ligefrem have en 'tidspolitik'. Men at udtænke den - eller blot skrive en leder om den - kræver tid. Som ikke er der. Halv fire! Mangler citat fra Intels chef Andrew Gore om, at "vi alle nu er sat i stand til at arbejde os ihjel, fordi arbejdet altid er med os via de allestedsnærværende computere."
Det lykkes ikke. Den lille venter. Det her ender galt.
Eller?jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her