Læsetid: 7 min.

Uganda - en prøvesag for international retsorden

De internationale domstole skal sikre, at de mest ansvarlige får deres retfærdige straf, at ofrene ikke oplever, at det, de har været udsat for, går upåtalt hen, at sandheden kommer frem, og at retsopgøret skaber en nødvendig forudsætning for forsoning
5. marts 2007

Er den internationale retsorden, som den kommer til udtryk gennem de internationale straffedomstole, fleksibel nok til at opfylde målsætningen om at bidrage til fred og forsoning. Det kan vi måske få svaret på gennem den igangværende fredsforhandling i Uganda.

Erfaringen viser, at i en væbnet konflikt begår alle parter krigsforbrydelser. Den humanitære folkeret sætter nogle grænser for den tilladte umenneskelighed, men de bliver overtrådt, og til efterfølgende at straffe det skete har det internationale samfund skabt krigsforbryderdomstolene. Kronen på værket er nu den permanente domstol i Haag, The International Criminal Court, der dog lider af den svaghed, at den ikke anerkendes af USA.

De mål, der skal realiseres gennem de internationale domstole, er at sikre, at de mest ansvarlige får deres retfærdige straf, at ofrene ikke oplever, at det, de har været udsat for, går upåtalt hen, at sandheden kommer frem, og at retsopgøret skaber en nødvendig forudsætning for forsoning mellem krigens parter. Men når sandt skal siges, er det tvivlsomt, i hvilket omfang et retsopgør kan opfylde disse gode formål.

Det vil kun være et fåtal af de skyldige, man vil kunne forfølge, og hvem det er, vil være stærkt afhængig af den politiske situation efter konflikten. Håbet er naturligvis, at der skal ske en ligelig forfølgning af skyldige fra alle sider, og at det i fremtiden skal holde militære chefer og ledere af modstandsbevægelser fra at overtræde - eller at se igennem fingre med at underordnede overtræder - den humanitære folkerets grænser. En sådan humanisering af krig har vi imidlertid endnu ikke set, og at fæste større lid til en generalpræventiv effekt ville også være naivt ud fra, hvad vi fra kriminologien ved om virkning af straf.

Tanken om, at en strafforfølgning af krigsforbryderne er det afgørende for ofrene, er lige så virkelighedsfjern. Det, ofrene vil opleve gennem et retsopgør er, at langt, langt de fleste af de direkte gerningsmænd alligevel går uden om forfølgelse. Det kan ingen lave om på.

Men et andet klagepunkt man hører fra ofre, kunne der gøres noget ved. De klager over, at de ikke har fået nogen virkelig hjælp til at genopbygge deres tilværelse. Jeg har i Bosnien set, hvordan huse og landsbyer stadig ligger som ruiner her 15 år efter ødelæggelserne. Det er overalt det samme. Behovet for direkte støtte til dem, der virkelig har været ramt af krigen, bliver aldrig opfyldt.

Forsoning kræver tid

Strafforfølgning ved en international domstol er heller ikke det bedste middel til at få et sandt billede af, hvad der er sket. Her spiller det ind, at procesformen er domineret af det angelsaksiske Common Law-system. Et sæt meget formelle regler præger afhøringen af vidnerne, og retssagens forløb er bestemt af advokaternes tilrettelæggelse og styring. Vidnerne opfordres til så vidt muligt at svare ja eller nej til den afhørende advokats spørgsmål. Er det sandheden, man søger, kan en sandheds- og forsoningskommission komme tættere på målet.

Det gælder naturligvis også målsætningen om forsoning. Det er ganske vist ofte hævdet, at udsoning efter en krig forudsætter et retsopgør. Men det er ikke rigtigt. De fleste konflikter, der er sluttet med en aftale - og ikke med en sejrherre og en besejret - er endt uden strafforfølgning af lederne. Og er der en sejrherre, er det oftest kun de besejredes forbrydelser, der forfølges. Der er yderligere den hage ved et retsopgør, at det tager så lang tid. De sager, der nu behandles ved Krigsforbrydertribunalet i Haag, ligger 12-15 år tilbage i tiden. At fremmane disse forhold nu, med den ensidige pressedækning, der sker fra de to sider, er efter min erfaring med til at holde hadet levende.

Forsoning fremmes ikke ved straf. Forsoning kræver fred, tid og formidling af kontakt. Det er ikke nogen let sag.

Det internationale samfund søger i stigende grad at anvende et internationalt retshåndhævelsessystem for at skabe fred og sikkerhed , og som led i det er det fastslået, at der ikke må ske straffritagelse for dem, der er ansvarlige for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden eller andre alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret. Det forhold har imidlertid vist sig at være en hæmsko i de igangværende fredsbestræbelser i Uganda, og Uganda kan blive en prøve på, om fred kan forenes med kravet om et retsopgør med de skyldige på begge sider.

Ugandas tragedie

I det nordlige Uganda har der nu været borgerkrig i 20 år. Roden til konflikten mellem de nordlige stammer, specielt Acholierne og den Bantu-dominerede befolkning sydpå ligger langt tilbage i tiden. Den går tilbage til den diskrimination af de nordlige stammer, der skete i den engelske kolonitid. Det er ikke en konflikt, der har påkaldt sig verdensopinionens opmærksomhed. Til trods for at der er tale om titusindvis af døde, og at 1,7 millioner mennesker er blevet fordrevet fra hus og hjem.

Oprørerne, The Lords Resistance Army, LRA, ledet af Joseph Koni, har begået de værst tænkelige grusomheder, men der er også rejst uhyggelige beskyldninger mod regeringsstyrkers optræden.

Der har været gjort mange forsøg på at finde en fredelig løsning. Man var tæt på i slutningen af 1993, hvor en særlig minister for fredeliggørelse af regionen, Betty Bigombe, fik forhandlet en våbenhvile på plads. Befolkningen kunne det ene år glæde sig over en fredelig jul. Fredsforhandlingerne fortsatte til begyndelsen af februar 1994, hvor præsident Yoweri Museveni stillede et ultimatum, der gav oprørerne syv dage til at overgive sig. Svaret var et voldsomt angreb fra oprørernes side med massevis af bortførelser, også af børn.

I år 2000 blev der efter betydeligt pres fra lokale ledere gjort et nyt forsøg, og som led i det vedtog det ugandiske parlament en amnestilov. Man ønskede fred. Loven førte til, at omkring 5.000 af oprørssoldaterne vendte hjem, men i marts 2003 lancerede den ugandiske hær operation Jernnæven (Iron Fist). Så gik det galt igen, og Joseph Koni og hans kommandanter fortsatte kampen. Den spredte sig nu udover Sydsudan også til Congo. Sammenbruddet i fredsbestræbelserne var på dette tidspunkt så markant, at Museveni truede medlemmer af parlamentet med dødsstraf for forræderi, hvis de overhovedet kommunikerede med oprørerne. Samtidig placerede USA oprørerne på listen over terrororganisationer. Nogen militær løsning på konflikten lykkedes det dog ikke at opnå, heller ikke selv om den støtte, oprørerne havde fået fra regeringen i Khartoum, ophørte.

Juridisk uholdbart

Den i forvejen fastlåste situation blev senere i 2003 yderligere kompliceret ved, at Museveni anmeldte oprørsbevægelsen til ICC i Haag. Den internationale Domstol har efterfølgende udstedt arrestordre mod Koni og fire af hans kommandanter. Det har så igen ført til ændring af den ugandiske amnestilov, således at de anklagede blev undtaget.

Midt i den ellers fastlåste situation er det alligevel lykkedes Sudan at få gang i fredsforhandlinger i den Sydsudanske by Juba, og en skrøbelig våbenhvile er nok engang stablet på benene. Hvordan man skal komme videre er imidlertid vanskeligt at se. Et springende punkt er blevet arrestordren fra ICC, idet det som man kan forestille sig er en betingelse for oprørerne, at de ikke bliver retsforfulgt. Der er kommet uklare og selvmodsigende tilkendegivelser fra den ugandiske regering. Præsident Museveni har talt om, at LRA kan få generel amnesti, og at ingen af de anklagede vil blive sendt til Haag. Efter ICC's statutter er dette standpunkt juridisk uholdbart. Uganda kan ikke nu, hvor anklagen er rejst, indrømme amnesti. I realiteten har Museveni alligevel herredømme over situationen, da ICC ikke har sin egen politistyrke, men er afhængig af at den ugandiske hær finder og arresterer de anklagede.

Under disse forhold, hvor alle bestræbelser må udfoldes, for at freden ikke endnu engang skal glippe, har det ugandiske institut for menneskerettigheder (Foundation for Human Rights Initiative) prøvet at finde en formel, der på samme tid imødekommer Koni og de andres krav om ikke at komme for retten i Haag og verdenssamfundets krav om, at grove menneskerettighedskrænkelser ikke går ustraffet hen. Den mulighed, der peges på, er et retsopgør efter Archoliernes traditionelle retssystem, 'Mato Oput', der bygger på godtgørelse, forsoning og reintegration, det jurister nu kalder Restorative Justice. Processen anvender gamle ritualer som 'gomo tong' (at bøje spyddet), der fortsat nyder befolkningen og de lokale lederes tillid. Tanken er så videre den, at ICC med støtte af Sikkerhedsrådet skulle benytte sig af den mulighed der er for at overlade retsforfølgningen til et ugandisk retssystem. Vel vidende, at sagen ville blive behandlet efter traditionel ret og ikke i det formelle domstolssystem.

Det lyder naturligvis frygtelig naivt. Det er næsten ikke til at forestille sig, at det internationale samfund og dets straffedomstol skulle stille sig tilfreds med et retsopgør i form af en traditionel forsoningsproces under anvendelse af primitive ritualer. På den anden side: Hvis det kunne bringe fred, og det er en fremgangsmåde, de direkte berørte kan anerkende, må vi udenforstående kunne strække os langt. Så længe vi ikke kan komme op med noget bedre, og vi vel alle kan blive enige om, at fred efter de mange års krig er det vigtigste.

Hans Henrik Brydensholt er tidligere landsdommer og tidligere dommer ved ICTY (Krigsforbryderdomstolen vedrørende det tidligere Jugoslavien.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu