Læsetid: 2 min.

Uge 34

29. august 2005

Hvad kan man lige nu udlede af ugens kulturelle begivenheder om nationens tilstand? Billedet er broget, men her er ugens markante begivenheder:

Triple A: Lotte Mejlhede trækker sig som souschef for TV2 efter indslag om banden Triple A, der vil overtage 'fucking' Sjælland og København. Sagen giver ridser i tv-stationens troværdighed. Sagen handler om manglende journalistisk standart, men også om hastigheden i nyhedsverdenen og desperate jagt på skarpt vinklede solonyheder.

Plummer: DR's nye generaldirektør, der kommer fra en kommerciel virksomhed, kritiserer P1 og rager uklar med medarbejderne. Det er ikke klart, om der er tale om bevidst strategi eller en klodset debut. Sagen handler principielt om forskellige ledelsesstrategier i en stor offentlig, kulturbærende virksomhed.

Kulturpolitik: I finanslovsforslaget er der sat penge af til at sikre gratis entre for alle til Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, og til børn under 18 år til over 100 statslige eller statsanerkendte museer. Sagen handler om bedre adgang til kulturarven.

Kierkegaard: Peter Tudvad siger sin stilling op som videnskabelig medarbejder på Kierkegaard-centret i protest mod, at Joachim Garff fortsat sidder i redaktionen af centrets udgivelse af Søren Kierkegaard Skifter. Sagen handler om forskningsetik.

Boberg: Digteren Thomas Boberg bryder gennem ligegyldighedens mur med en ny digtsamling, der står i kras og ironisk opposition til modeordet livsstil. Sagen handler om, at digtning igen på kvalificeret vis kan være politisk.

Gyldendal: Der hersker med det hæderkronede forlags dominans monopollignende tilstande inden for skønlitteratur. Det er en sag om kulturel monopol og risiko for litterær ensretning.

Biblioteker: Gyldendals litterære direktør Johannes Riis langer til forlagets efterårsreception kraftigt ud efter biblioteker, der bruger for mange penge på computere og for få på bogindkøb. Sagen er kulturpolitisk.

Peter Høeg: Bestselleren opsøges af en svensk journalist og nyheden om, at han snart udgiver en stor roman cirkulerer. Sagen er kulørt journalistik.

En uge i Danmark af stort og småt. Der er principielle mediehistorier, kulturpolitiske slagsmål, diskussioner om humanistisk forskningsetik og kunstnerisk innovation. Dertil kommer bl.a. stor filmfestival, en ny stor dansk film (Drabet), Århus Festuge og litterære kalorier i kraft af nye bøger på dansk af Peter Handke, Fernando Savater og Herta Müller.

Konklusionen er, at det ikke er muligt entydigt at konkludere på tilstanden i dansk kultur. Men meget er i bevægelse. Sager af stor principiel betydning for fremtidens kulturelle billede, som det er vigtigt at følge nøje i den kommende tid. Der er med andre ord gang i kulturen. Og kedeligt, det har det ikke været!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her