Læsetid: 6 min.

En uge i Høegs tegn

Er Høeg simpelt hen noget hø - eller har bogen nogen særlige kvaliteter, som blot ikke er forløst så godt? De danske anmeldere er ikke helt enige om Peter Høegs 'Den stille pige'
19. maj 2006

En stor dansk forfatter har været væk fra spotlysene i 10 år. Forinden var han nået at blive en international bestsellerforfatter. Måske den største internationale danske forfatter siden H. C. Andersen og Karen Blixen. Sådan så man i hvert fald Peter Høeg, indtil især Informations Erik Skyum-Nielsen begyndte at kradse i lakken på forfatterskabet.

Efter sin sidste roman Kvinden og aben, der ikke fik så god modtagelse, forsvandt Peter Høeg mere eller mindre fra den danske offentlighed i 10 år. Hvad skete der med ham? Forsvandt han ind i en åndelig verden?

For nogle uger siden vendte han så sensationelt tilbage i interview og boguddrag. Og hele medieapparatet var stillet op og klar til at modtage den første roman i 10 år fra Peter Høeg.

Romanen udkommer i dag. Men ikke alle kunne vente.

Det blev B.T., der snød sig til at åbne ballet. Med et falsk påskud om at man havde set Peter Høegs roman Den stille pige hos en boghandler i Grenå, besluttede familieavisen at anmelde bogen. Anmelder Birgitte Grue havde bundet sig selv til en stol og tvang sig igennem de første 60 sider af Høegs roman og fik så gradvist smag for det hun læste:

"Det er en meget lang og meget ujævn roman, og den mister pusten. [...] Men på den anden side: uden alle disse finurlige filosofiske kraftspring ville romanen skrumpe til en banal spændingsroman til en banal spændingsroman. Nu er den et begavet eksempel på den høegsk lydhørhed over for universets store åndedræt, fuld af hans ofte galgenhumoristiske løssluppenhed og ærlig over for hans private interesse for meditationens træning af hjerne og bevidstheden."

Fem af seks mulige stjerner fra Fru Grue.

Ekstra Bladet turde ikke lade være at gøre som B.T. gør, så John Chr. Jørgensen blev bedt om at speede op og til mandagens avis have sin dom klar. Den var kort og hård:

"Man keder sig på et højt niveau. Peter Høegs nye roman er interessant som livsfilosofi. Men den fungerer ikke som roman." Og han uddyber: "Nogle vil tage den til sig som en kultbog. Der vil blive skrevet afhandlinger om den. Men nogen folkebog bliver den aldrig. Dertil er den for meget lærdoms- og vækkelsesskrift - og for lidt fortællekunst."

Spionage

Mandag var der panik rundt omkring på avisernes kulturredaktioner. Når nu boulevardpressen havde brudt klausulen og anmeldt Høeg før tid, skulle de andre så følge trop? Mødeaktiviteten var stor. Redaktørerne satte under påskud om at ville skrive en historie om al Høeg-hysteriet deres arme kulturmedarbejdere til at ringe til de andre aviser for at spionere lidt.

Her på avisen var holdningen klar, at man ikke ville bryde klausulen, fordi det på længere sigt ville forringe anmeldelsernes vilkår og gøre anmeldelserne dårligere. Men derfor var det alligevel spændende at høre, hvad de andre gjorde.

Kulturredaktør på Berlingske Tidende Jakob Høyer var hele mandag i syv sind og gik rundt om sig selv ovre i Pilestræde. Skulle han eller skulle han ikke følge med i slipstrømmen? Til Informations journalist Rasmus Bo Sørensen siger han, at B.T.'s argument for at anmelde før tid er tyndt, men at han selv overvejer, hvorvidt Berlingske Tidende også skal se stort på aftalen med forlaget Rosinante.

Grunden til at Høyer i særlig grad snurrer rundt om sig selv er også det es, han har i ærmet: altid skarpe og velskrivende Jens Andersen! Resultatet kunne man læse næste dag. På forsiden af avisen i et bredt rødt bånd så man en fritskrabet Jens Andersen sat over for Peter Høegs roman, som han med en nådesløs dom over bogen tildeler sølle to stjerner. Og inde i kultursektionen fortsætter Jens Andersen over hele tre sider sin gennemgang af det, han kalder Peter Høegs ørkenvandring:

"Med Den stille pige synes Peter Høeg at afskrive sig selv som kunstner. Den spiritualistiske thriller er en stor skuffelse, som ikke kan skjule en forfatter, der efter 10 års litterær tavshed er strandet i sit indre og har svært ved at fortælle en længere historie på skrift."

Sådan! Det er imidlertid ikke lemfældig kritik af Høegs roman, men en indgående og udførlig gennemgang af den. Det er sådan en anmeldelse, som i sin udførlighed fuldstændig kan lamme andre anmeldere og tage gode pointer ud af munden på dem. Når nu man så ukollegialt bryder klausul og anmelder før tid.

Efter denne massive tyvstart kunne man have forventet, at resten af pressen lige så stille og roligt ville være fulgt efter. Men nej. Herfra holdt disciplinen, således at denne fredag alligevel blev dagen, hvor de fleste aviser valgte at anmelde Peter Høegs roman.

Mange havde måske forventet - eller frygtet - at Erik Skyum-Nielsen for den her avis skulle anmelde Den stille pige. Nu blev det i stedet Marianne Ping Huang, som her på siderne peger på, at Peter Høegs nye roman "snarere viser tilbage på en stor svaghed i forfatterskabet, end den viser fremad." Og at den artistiske timing, der ellers er Peter Høegs særkende, i denne roman ikke lykkes.

Ellers er der blandt anmelderne uenighed om romanen. Mest positiv er Kristeligt Dagblads Svend Skriver, der ligefrem skriver, at Den stille pige er uden for enhver tvivl den stærkeste og mest velfunderede udgivelse fra hans hånd."

Skriver fortsætter: "Handlingsforløbet er således yderst veltilrettelagt og overbevisende. I fortælleteknisk forstand er bogen mere end fremragende", men har dog så et lille forbehold midt i begejstringen: "Kun persontegningen kan af og til forekomme lidt svag, men måske er der blot tale om et særlig karikeret spil med de psykologiske aspekter".

Lige efter følger Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen. Han er sådan både-og: "Ligesom sin hovedperson er Peter Høegs nye roman skiftevis brillant, bevægende, selvsmagende og irriterende. Indimellem ikke til at holde ud, og i det lange løb ikke noget man vil være foruden."

Sådan både-og, men mest til den negative sider er også Politikens Bjørn Bredal. Han starter sin anmeldelse sådan:

"Hun har format, Den stille pige. Selvfølgelig. Bogen er stor og generøs, vild og kogende, den har punch og sprog og mere humor, end Høeg plejer at have."

Men så er det positive også sagt, for herefter er Bredal nådesløs: "for bogen er samtidig salvesesfuld og politisk korrekt, den er gabende gennemtænkt og fyldt med gamle numre, den strømmer ikke og skaber ikke kontakt, fordi den hele tiden taler om nærvær og dybde på en fraværende, overfladisk og toptrænet måde". Og så får Bredal også lige tilføjet: "Peter Høegs gigantiske talent forspildes i en prædikensamling forklædt som roman".

I kritisk særklasse er Weekendavisens egen sprogartist, Lars Bukdahl. I sin anmeldelse "Hø over Hø" er der ikke et eneste forsonende moment:

"Aldrig har man da læst magen til forævlet, excentrisk og groft udspekuleret kitsch som Peter Høegs nye roman." Lidt mere billedrigt fortsætter Bukdahl: "er bogen at sammenligne med James Bond-temaet truttet på lange bedehorn af en falanks af tibetanske munke i meget, meget lang tid (i Nørre Snede)".

Bukdahl gætter på, at danskerne i hobetal vil købe romanen, men at de "efter endt læsning af den hele eller halve eller kvarte bog vil sidde tilbage med en stor og meget lidt spirituel måben: What the Fuck?"

Hvis man skal konkludere, kom Peter Høegs roman ud over rampen, men nogen entydig begejstring er der langt fra tale om. Men hvis nu Erik Skyum-Nielsen godt kan lide bogen og efterfølgende skriver om bogen her i avisen, så har vi en ny situation...

Peter Høegs 'Den stille pige' anmeldes af Marianne Ping Huang på modstående side

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu