Læsetid: 3 min.

Ugengældt kærlighed

12. december 2002

Mens teatermiljøet og avisredaktionerne svirrer af gisninger om den kommende teaterchef på Kgs. Nytorv – navnet præsenteres tættere på den 24. december, så kan vi jo håbe, det ligner en julegave – kunne man passende tage et vue ud over, hvad der med den nuværende siges farvel til. Klaus Hoffmeyer, der pt. har siddet i stolen i seks år, men fik en prøvetur som konstitueret skuespilchef i 1990-91, har haft en del modvind ikke bare på det sidste, men faktisk i hele den sidste tredjedel af regeringstiden. Hvorfor?
Ingen har haft grund til at betvivle Hoffmeyers kærlighed til det, han er/var sat til at bestyre og det på dronningerigets ypperste plads, men har formidlingsevnen, publikumsplejen og provokationslysten været ubetvivlelig? Og har han bogstaveligt talt haft nosser til at stå distancen og slås for sine valg over for en stærk teaterchef?
Udadtil har parløbet set nærmest idyllisk ud, men Michael Christiansen, der ikke just er kendt for sin underspillede lederstil, bidrog selv til billedet af en svag skuespilchef, da han i sommer gik på tv for at ’forklare’ forløbet omkring den famøse ikke-Hamlet. Kunne man forestille sig det samme om en turbulens i Kasper Holtens lille operabutik? Næh.

Før matheden fra teatrets repertoire bredte sig til sæderne og anmelderne, hvad var der da at glædes over? Mens erindringen om Hoffmeyers passionerede opvækkelse af det afskrevne arvesølv – Oehlenschlægers Kjartan og Gudrun opsat i 1993 – endnu var varm, fik den en æresrunde samtidigt med, at chefen introducerede en af nutidens store dramatikere med en virtuos opsætning af Howard Barkers Scener fra en henrettelse og senere sammes Rædsel for natten. Koltès, Arthur Miller, David Hare, Brian Friel, Patrick Marber og Sergi Belbel rundede også Kgs. Nytorv (hvor var tyskerne?), mens tilbageblikket især havde held med Molière, John Ford og den Holberg, som Hoffmeyer trofast har røgtet – for det meste godt.
Mindre held havde Hoffmeyer med de dagsaktuelle danske dramatikere, som teatret har fundatsmæssig pligt til at tilgodese. Hvor Henrik Krogsholt var en hurtigudskrevet døgnflue, svigtede værkkronologien både Peter Asmussen, Jokum Rohde og Juliane Preisler; alle var så uheldige at mangle den rigtigt velskrevne tekst på det rigtige tidspunkt.
Ensemblet var endnu elastisk, senere stivnede det i de midaldrende skuespilleres rækker og gik helt i stå i toppen – hvis ikke Ghita Nørby havde hovedrollen, så havde Jørgen Reenberg – man så endnu ikke for meget til Kirsten Olesen og for lidt til Søren Spanning (navnene brugt halvsymbolsk for spillere inden for murene kontra savnede talenter udenfor), men den dag kom! Kun de unge skuespillere blev plukket i tide, ofte lige fra skolerne, og danner i dag en ensemblebasis, som den kommende chef kan være mere end glad for.
Formidlingsevnen har imidlertid bogstaveligt talt ikke været noget at skrive hjem om. Åbne prøver, som har været kendt og brugt i mange år i udlandet, og som man fra direktionkontorerne kun behøvede at skæve til Sverige for at opsnuse kendskab til, er aldrig blevet taget i brug som et velkommen-signal til nye publikummere.
Fænomenet har imidlertid mange fordele for ikke-rutinerede teatergængere – man kommer, som man er, man lærer meget om instruktør-skuespiller relationen og om den ’usynlige’ teknik, og man når at føle sig knap så fremmed i et stort teaterhus før selve forestillingen. Bagdelen er selvfølgelig, at prøverne ligger i midt i den almindelig lønslavearbejdstid.

At mere utraditionelle formidlings- og publikumspleje-initiativer ikke står i kø, siger næsten sig selv. Matinéer spilles så godt som aldrig, mød-skuespillerne-arrangementer eller mød-scenografen heller aldrig. Mød-instruktøren-arrangementer begynder at dukke op, men hjemmesiden byder, ud over studenterwebklubben Kliken, ikke på de åbne-arme-initiativer, der er så almindelige f.eks. i engelsk teaterliv.
Skulle man forme et motto for teaterchefens sidste år på Det Kgl., kunne det være det ikke særligt elskværdige ’for sent’. De gamle Ørnsbo-spil Astma 5 og Majonæse (det sidste en åbenbaring i sin første skikkelse på Aveny i ’88 i Hoffmeyers instruktion, såmænd) var i den grad mega-post-festum, da de ramte Det Kgl. Teater omkring milleniet. Depressionsikonet Sarah Kane ramte godt nok Det Kongelige, men først året efter sin død.
Den nylige teatralisering af Panduros Farvel, Thomas ramte, pånær Henrik Koefoeds præstation i titelrollen, ingen nutidig nerve hos modtagerne, og sidste uges trætte reprise af en 21 år gammel feel-good mainstream Hollywood-produktion er rent ud uforståelig. Hvad laver den på nationalscenen???
Det er for sent for Hoffmeyer at gå, mens han er elsket – der har simpelthen manglet powernapping på direktionsstolen i årevis – men det er ikke for sent at vække skuespilafdelingen. For teatret sover ikke, det er bare noget, det spiller.

nd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu