Læsetid: 3 min.

Uh, hvor det støver, når Christian IV tramper over Tryggevælde Å

Folkesagnet er meget farligere end den kongelige udgave
20. maj 2005

For et halvt århundrede siden var jeg i Det Kgl. Teater og se Elverhøj. Forinden havde de voksne nødtørftigt forberedt mig på stykkets intriger. Der var noget pjat med nogle forbyttede børn, og så var der, hvad jeg opfattede som den store alvor: Hvis danskekongen går over Tryggevælde Å, udfordrer han elverkongen, som hersker mellem åen og Stevns Klint.

Uhh, hvor var det spændende. På scenen sang en halvskør Mor Karen anelsesfulde ord til sin datter om elverkongen, og rigtig gang i den kom der, da Poul Reumert gjorde entre som Christian IV. Det trak op mod det dramatiske højdepunkt, hvor kongen krydser Tryggevælde Å. Poul Reumert rungede sine linjer:

Vel er jeg ikke Cæsar,/og disse bølger ikke Rubicon;/men dog jeg siger: jacta est alea./Terningerne ere kastede.

Og så trampede han over kulissebroen med et sådant eftertryk, at en umådelig støvsky rejste sig på scenen og brød enhver illusion.

Hvor var jeg skuffet.

Alle disse mange år efter kan jeg stadig høre Reumerts ord. De giver genlyd, når jeg på cykeltur passerer Tryggevælde Å. Til opmuntring under turen kan man deklamere dem i spøgefulde varianter - i stil med: Vel er jeg ikke Poul Reumert,/og denne å ej kulisse,/men dog jeg siger: Nej, hvor det støver!/- eller hvad det nu hedder på latin.

For nyligt cyklede jeg på den klintvendte side af Tryggevælde Å, og på vej ud af Hellested fik jeg øje på et skilt med henvisningen "Elverhøj". Tænk dog, den findes i virkeligheden, sagde jeg og cykelmakkeren til hinanden, og kort efter knejsede den ind i vort åsyn: en majestætisk bronzealderhøj på et bakkedrag over ådalen. Flot, flot, en værdig inspiration for en national digter.

Vor benovelse rakte, til vi var gået ad markstien og op til højen og havde læst det lille museumsskilt. Af skiltet fremgik, at højens egentlige navn er Ellehøj, og at den først har fået navnet Elverhøj, efter Heiberg i 1828 fik publikumssucces med sit skuespil.

Det var altså ikke kunsten, der lod sig påvirke af virkeligheden, men omvendt. Det er tvivlsomt, om Heiberg nogensinde har været på Stevns. Nogle forskere mener, at hvis han overhovedet har ladet sig inspirere af nogen oldtidshøj, er det én, der ligger ved Frederiksdal ved Furesøen.

Og den rigtige konge, der aflagde pompøst besøg på Stevns og lod sig hylde som elverkongens banemand, var slet ikke Christian IV, men Christian V, i november 1685.

For at fuldstændiggøre de kongelige desillusioner bør det nævnes, at stykket blev skrevet som festligholdelse af et kronprinsebryllup: den senere Frederik VII's giftermål med sin kusine, Frederik VI's datter Vilhelmine. Ægteskabet gik imidlertid hurtigt i opløsning på grund af gommens druk og seksuelle udskejelser. Fru Heiberg - Johanne Louise - bemærkede syrligt i sine erindringer, at det eneste udbytte, der kom ud af det kongelige ægteskab, var skuespillet.

Men hvor havde hr. Heiberg stykket fra, når han ikke havde set højen? Jo, han havde set noget andet. Nemlig den nedfældning af folkeviser, der i 1600-tallet var foretaget af præsten i Hellested - også kendt som Peder Syv. Præsten havde blandt andet fanget linjen: "Jeg lagde mit hoved til Elverhøj", som Heiberg lægger i munden på Mor Karen.

Det dramatiske stof om elverkongen, der ingen anden konge tåler i sit rige, havde Heiberg fra et folkesagn. Sin lidenskabsløse sædvane tro gjorde Heiberg elverværket harmløst - til drømmesyn og tankespind for gamle koner. Hans stykke bliver en pæn hyldest til danskekongen som repræsentant for den sunde fornuft, der sætter alt på rette plads, også de forbyttede børn.

Dermed forråder Heiberg det, der egentlig pirrer i hans materiale: Urforestillingen om kræfter, der hærger hinsides borgerlig orden. Tænk, om nu Elverhøj havde rejst sig på gloende pæle og elverkongen slået tilbage mod Christian IV, som jo i sit virkelige liv oftest led nederlag - både privat og på slagmarken.

En opgør med de mørkets magter, som Christian IV kun kendte alt for godt, ville for alvor have sat fut i Elverhøj. Det ville have knyttet spænding til svaret på spørgsmålet i stykkets kendteste strofe, som Heiberg lånte fra Johs. Ewald:

Hvo står for Danmarks Christian

i kamp?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu