Læsetid: 3 min.

En uhellig alliance

15. oktober 2005

Der er en lang og ubehagelig tradition for, at kvindebevægelsen går sammen med de mest reaktionære kræfter om at fornægte det sexuelle. Det er en fortrængning, som er virkelig farlig for frihed og lighed mellem kønnene.

Sarah Højgaard Cawood og Anette Dina Sørensen angriber os i går i Information for at plædere for, at man som kunstner er fritaget fra at stå moralsk til ansvar for sine gerninger. Anledningen er vores kronik "At læse Leth" (Information den 11. oktober), hvor vi forsøger at nuancere udlægningen af de passager i Leths bog, som har vakt forargelse i pressen.

Vi har imidlertid ikke plæderet for at friholde kunstneren fra moralsk ansvar, men søgt at påvise, at den moralske fordømmelse sker på et falsk grundlag. Som Tomas Gislason demonstrerede i DR2-debatten torsdag aften i denne uge, er hadekampagnen fra Ekstra Bladets side lanceret ved hjælp af omfattende manipulation med citater og billeder kombineret med misvisende overskrifter.

Leths erotiske spil

Gislasons eksempel var et stillbillede fra Gislasons film om Leth, som forestiller Leth og hans faste kæreste gennem flere år. Billedet har Ekstra Bladet ulovligt taget ud af filmen og gengivet på forsiden med overskriften "Leth havde flere sex-slaver".

Der er intet i bogen, der legitimerer de firkantede læsninger, man har lagt til grund for den hetz, vi har været vidne til. Der er intet, der legitimerer den censur, som er på spil, når man fyrer manden med henvisning til folkestemningen, og ud over at fratage Leth alle hans poster og stillinger i landet kræver stop for statsstøtten til hans film.

Vi forsøgte i kronikken at læse de meget citerede passager i bogens større sammenhæng og se på, hvordan Jørgen Leth iscenesætter sin erotiske lyst i et spil mellem fantasi og virkelighed.

I modsætning til de vulgariserende læsninger er Leths udsagn en nuanceret kortlægning af det erotiske spil. Vi er helt med på at diskutere de maskuline og koloniale dominansformer, som Leths skildring vel at mærke selv lægger op til - andet ved offentligheden jo ikke om sagen.

Os bekendt foreligger der ikke belæg for, at Leth har holdt sex-slaver eller misbrugt unge kvinder. Ikke desto mindre taler man videre, som om det var beviste kendsgerninger. Derfor er det hetz.

Fantasi og gerninger

Leth har skrevet en selvbiografi, hvor han blotlægger sit eget begær. Det kan man så tage afstand fra og finde problematisk.

Men det kan ikke være rigtigt, at erfaringer fra den sexuelle frigørelses eksperimenter skal henvises til "glemslens og fortrængningens nådefulde mørke", som Elisabeth Møller Jensen skriver i sin anmeldelse på Kvinfos hjemmeside.

Imidlertid har debatten om Leths bog netop været karakteriseret af ulysten til at se sit eget begær i øjnene i dets muligvis politisk ukorrekte former. Det er jo ikke kun mænd, men også kvinder, der har erotiske fantasier af ikke-viktoriansk art (jf. salig Freud).

Fantasier, som vel at mærke ikke skal forveksles med ønsker om tilsvarende sociale forhold mellem kønnene. Imellem fantasi og gerninger er der et bredt felt af nuancer, som vi forsøgte at gøre gældende i vores kronik.

Dæmonisering af begær

Hvis man som Cawood og Sørensen m.fl. stiller feltet op som et enten-eller, umuliggør man en åben og nuanceret diskussion af sexualitet og skaber en uhellig alliance mellem feminisme og småborgerlig puritanisme.

Frem for at dæmonisere det mandlige begær og samle aggressionerne om den, der beskriver ulige magtforhold i kønnenes omgang med hinanden, forekommer det os mere relevant at bruge Leths beskrivelser til at tage hul på en tiltrængt debat om forholdet mellem sociale relationer og sexuelle fantasier.

For slet ikke at tale om den kløft mellem en stadigt stigende pornografisering af det offentlige rum på den ene side og den skinhellige moralisme eller forløjede genromantisering af ægteskab og hjem på den anden side, der har åbnet sig under debatten om Leths bog. Den kløft er da et backlash, der vil noget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her