Et uhelligt broderskab

Omkring 20 Hells Angels-medlemmer og venner sidder døsige i aftensolen foran klubhuset på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter. De sidder på terrassen, som er enorm - måske 150 kvadratmeter. En flok piger i stramtsiddende og farverigt tøj kommer gående op ad trappen og slår sig ned ved et bord for sig selv. De fleste af dem er kærester til medlemmer, andre er veninder.

Kort efter ankommer Jønke og Horn, to af klubbens ældste medlemmer. Jønke er blandt de fire tilbageværende grundlæggere af Hells Angels i Danmark. Horn kom med i 1987.

Jønke henter vand i baren og sætter sig i skyggen af de store parasoller.

"Dennis, kan du ikke lige gå ind med de her vandflasker - så de ikke flyver rundt?" spørger han, da han har hældt flaskerne på glas. Dennis er der straks. Han er hangaround, en person, der færdes i miljøet i håb om at blive prospect - prøvemedlem - og med tiden fuldgyldigt medlem af klubben. Sammen med Ronnie, en kammerat, står Dennis for maden, og de to lægger 20 kilo kul i en kolossal Weber-grill. Hierarkiet i Hells Angels er ikke til at tage fejl af:

"Du kommer heller ikke på fodboldlandsholdet uden først at gøre dig fortjent til det. Der skal ikke komme hvem som helst ind. Vi har et godt fællesskab her, og det skal et eller andet fæhoved ikke komme valsende ind og ødelægge," siger Jønke.

De to omtaler konsekvent medlemmerne som 'brødre'. Og det skal tages helt bogstaveligt, for der er ikke plads til piger i Hells Angels: "Det er et broderskab - ikke et søsterskab. Der er masser af kvinder i vores liv, men det her er en klub for mænd - det er ikke noget feministisk foretagende," siger Jønke.

Loyalitet og ære

De dominerende værdier i klubben er klassiske dyder som respekt, ære og loyalitet.

"Ude i samfundet er det jo ikke længere populært at dyrke fællesskabet. Det opfattes som noget gammeldags, men det er noget vi holder fast i," siger Jønke.

Der er intet over eller ved siden af klubben, forklarer de to. Heller ikke kærester eller familie - det valg har de alle taget for længe siden:

"Hvis det bliver sat på spidsen, så vil jeg vælge klubben - til hver en tid," siger Jønke, og Horn følger trop:

"Det er jo hele ens netværk. Du kan altid få en ny kæreste, men du kan ikke få en ny klub," siger han og vifter med armen:

"Dennis, kan du ikke lige komme med en kop kaffe?" Dennis skynder sig ind i klubhuset:

- Kunne det ske, at han bad dig om at komme med en kop kaffe?

"Det kunne det vel godt, men det var ikke sikkert, han fik den," svarer Horn.

Stort synderegister

Jønke er netop blevet løsladt efter endnu et af sine mange ophold inden for det danske fængselsvæsen. Det længste af slagsen pådrog han sig efter det berygtede mord på Makrellen - præsidenten for den dengang rivaliserende rockerklub Bullshit. Mordet fandt sted den 25. maj 1984, og samme dag gik Jønke under jorden. Fire år senere blev han idømt 16 års fængsel for drabet.

Han er langt fra den eneste i Hells Angels, der har lignende domme bag sig. Klubbens synderegister tæller foruden domme for vold og mord også handel med amfetamin, hash og våben. Men man bliver ikke smidt ud af Hells Angels, selv om ens straffeattest er plastret til med domsafsigelser. Tværtimod tager klubben sig godt af de brødre, der sidder inde:

"Vi sørger for, at de får en hilsen, et brev eller et besøg i ny og næ, ligesom vi også hjælper dem økonomisk. Det er klart - man hjælper altid sin familie," siger Jønke.

En ren straffeattest er heller ikke et krav, når der skal optages nye medlemmer, fortæller han:

"Vores medlemmer står til ansvar over for straffeloven ligesom alle andre. Men hvis de har betalt deres gæld til samfundet, er de også velkomne her. Man slår jo heller ikke hånden af familiemedlemmer, fordi de er blevet dømt," siger Jønke. Horn supplerer:

"Der synes jeg vores vicestatsminister har været et glimrende forbillede. Han tog en uges ferie med familien, da hans søn blev dømt, og så var den klaret," siger han smøret og tænder en cigaret. Jønke tager over:

"Vi prøver ikke at bilde nogen ind, at vi er søndagsskolebørn. Vi er ikke noget helligt broderskab, vi er rødder - bevares."

Klubben ejer logoet

Det begynder at dufte godt af grill på terrassen, og flere medlemmer gør så småt klar til at spise. Mange er i afslappet tøj, korte bukser, sandaler, T-shirt eller skjorte. Kun en enkelt har taget sin Hells Angels vest på:

"Det er for varmt, og her i klubben er det heller ikke lige så nødvendigt at vise, hvor man hører til, som det er udenfor," siger Jønke.

De fleste bærer dog smykker og tatoveringer med HA-logoer, som viser deres tilhørsforhold til klubben. Hells Angels' navn er dog kun til låns og tilhører i sidste ende broderskabet.

Når et medlem dropper ud eller bliver bortvist, skal smykker, veste og deslige afleveres tilbage.

Horn viser en tatovering frem på undersiden af sin arm, 31.12.87 står der, den eksakte dato for hans indmeldelse i klubben.

"Hvis jeg forlod klubben i morgen, ville man kræve, at jeg fik tatoveret en udmeldelsesdato ved siden af," forklarer han.

"Vi bryder os ikke om, at folk uden for fællesskabet misbruger vores navn."

- Der findes eksempler på medlemmer, der har fået slebet deres tatoveringer af med en vinkelsliber, fordi de var faldet i unåde - hvordan kan det forsvares?

"Det er rigtigt, at der har været et par eksempler på den slags, blandt andet i Sverige. Det må have været en, der har opført sig umådeligt dårligt," siger Jønke.

- Men selv om han havde forbrudt sig mod fællesskabet, kan det så forsvares?

"Jeg kender ikke den konkrete sag, jeg kan bare sige, at han virkelig må have opført sig dårligt."

Jønke kommer i tanke om, at han har glemt at bestille bord på en restaurant til dagen efter, hvor han skal til Robbie Williams-koncert og ud at spise med en kammerat. Han griber sin mobiltelefon. Der er ikke plads på restauranten, men Jønke kender ejeren.

Røvfuld

Hverken Horn eller Jønke er meget for at tale om eventuelle sanktioner, hvis et medlem forbryder sig mod broderskabet. Men de lægger ikke skjul på, at det har konsekvenser:

"Hvis man har lavet noget, som er så groft, at man mange andre steder ville få en røvfuld, så får man også en røvfuld her," siger Jønke og uddyber:

"Men det gør man jo også ude i samfundet, dér har den bare en anden karakter."

- Kan I give et eksempel på noget, I vil betegne som en grov forbrydelse mod fællesskabet?

"Det er for eksempel, hvis man er stikker. Vi har den samme indstilling til stikkersvin, som man havde under anden verdenskrig, og som Biblen har til Judas. Dan Lynge er måske Danmarks mest berømte stikkersvin, men han var ikke medlem af vores klub, da han stak," siger Jønke.

Ifølge ham skelner HA dog skarpt mellem vidner og stikkere:

"Hvis en tilfældig person har overværet en forbrydelse og vidner mod os i retten, så opfylder han bare sin borgerpligt. Det ville min far også gøre. Vidnefrygten er skabt af politiet og medierne," siger han.

Ronnie og Dennis har gjort det godt, og deres grillbuffet høster stor anerkendelse rundt omkring ved bordene. Der er svinenakker, spareribs, flere slags pølser, to hjemmelavede kartoffelsalater, brød, ovnkartofler med og uden ostetoppings samt salater. Jønke er tilfreds:

"De er sateme gode, de ben her," siger han med spareribs i hånden.

Stemningen er afslappet, men sådan har det ikke altid været for medlemmerne af Hells Angels.

Krigen mod Bandidos

I årene 1996-97, da krigen mod Bandidos var på sit højeste, blev der både anvendt håndvåben, panserværnsraketter og sprængstoffer. Jønke blev i statsfængslet i Jyderup beskudt med maskinpistol, og der blev kastet håndgranater foran hans celle. Sidste episode i den voldelige konflikt kom i 1997 i Liseleje, hvor et Bandidosmedlem blev dræbt og tre såret under et attentat.

Siden fulgte rockerloven, og miljøet har de senere år været under skarpt opsyn af PET. Men det får ikke Jønke til at skælve:

"Vi er urørlige, det er vores liv det her, og det kan de ikke tage fra os - så skal de slå os ihjel."

- Hvordan har jeres forældre det egentlig med, at I er medlemmer af Hells Angels?

"Mine forældre var ikke så glade for det, da jeg var yngre. Der var jo for eksempel mange, der løb rundt med hagekors på for at provokere borgerskabet. Men nu er de imponerede over, hvor godt klubben har taget sig af mig i de år, jeg har været i spjældet," siger Jønke.

Flirten med nazismen og hagekorsene er også et overstået kapitel for de fleste af medlemmerne, fortæller han.

"Det er kun nogle ganske få, der sympatiserer med den yderste højrefløj. Langt hovedparten af vores medlemmer stemmer faktisk Radikalt og til venstre for midten - sågar på Enhedslisten," siger han.

Dødningehoved-stuk

Efter maden viser Jønke rundt i klubhuset. Det er en stor ejendom i fire etager. Nederst er der værksted, hvor flere store Harley Davidson motorcykler står parkeret. På første sal er der café og diskotek, og her er loftet pyntet med en specialdesignet stuk af dødningehoveder:

"Det er en stukkatør, der har lavet det," fortæller Jønke stolt.

På anden sal er der mødelokale og internetcafé, hvor tre af medlemmernes børn sidder og spiller computer. Over dem hænger en storskærm, der skiftevis viser kamerabilleder fra indgangen og terrassen.

"Vi frygter ikke nogen, men vi vil gerne holde lidt øje med, hvem der kommer og går," siger Jønke.

På øverste sal er der værelser til gæster og overnattende medlemmer. Og langs trappen, som fører derop, hænger talrige gaver fra andre HA-klubber verden over. Træudskæringer, billeder og logoer med inskriptioner. Flere af dem er givet i forbindelse med klubbens 25 års-jubilæum sidste år, men andre går længere tilbage.

Jønke viser vej tilbage til terrassen. På vejen ud står Ronnie og Dennis og sveder over opvasken i caféen:

"Vi kunne sgu få job på D'Angleterre," siger Ronny.

"Ja, eller i hvert fald på Oslobåden," griner Jønke.

Han siger pænt farvel på terrassen, hvor solen og en del medlemmer er forsvundet. Det er hverdagsaften og de fleste af klubbens 23 medlemmer har borgerlige jobs, som skal passes - og det er ikke altid lige nemt, fortæller Horn, som selv arbejder i en garage:

"Hvis man gerne vil beholde sit job, er man nødt til at holde det hemmeligt, at man er medlem af klubben," siger han.

"Jeg var pædagog i fem år - det forventer jeg ikke at blive igen."