Læsetid: 4 min.

De uhjælpsomme bedsteforældre

10. maj 2006

Ib Lucas giver i en kronik den 4. maj os mulighed for at se i hans udkast til en Håndbog for bedsteforældre. Han beskriver bedsteforældrenes genvordigheder med altid at skulle passe børnebørnene.

Ib Lucas mener, at bedsteforældrene bliver sorteper i samfundets stesssamfund, hvor der ikke er tid til de små børn. De voksne børn har hundredevis af grunde til, at bedsteforældrene bør passe deres små børn. Og her er det Ib Lucas har hjælpen til bedsteforældrene. Lav lange lister med gode undskyldninger for ikke at passe børnebørnene. Og hvis det ulyksalige skulle ske, og dine undskyldninger er sluppet op, og børnebørnene pludselig invaderer det gode seniorliv, da passificér dem med tv og computerspil og vent på, at de skal smides i seng, så seniorlykken kan genindfinde sig.

Nu ville jeg måske synes, at kronikken var sjov med dens twistede tilgang, der præsenterer bedsteforældrene som ofre, hvis ikke det var fordi, mine børn selv har sådanne bedsteforældre. De har dog været langt mere konsekvente og kan føje en ny regel til Ib Lucas Håndbog til bedsteforældre. Regel nr. et - sig hurtigst muligt, at vi ikke vil passe børnebørn.

Det er den tydelige besked, som vi søskende har fået, hvergang en lille ny har været på vej. Jeg kan huske min far stå med tårer i øjnene. Nej hvor er det dejligt, hvor skønt. Men vi vil altså ikke passe ham.

Sådan, så var den håndbog overflødig. Og så er det at harmen langsomt kan eskalere. For når dem, som man troede var allernærmest, er uden for rækkevidde til at hjælpe, hvem har man så, når børnene vitterligt er syge, og når der er brug for støtte og hjælp? For der har virkelige ofte været brug for hjælp. Både ved hospitalsindlæggelser, langtidssygdomme, og ja bare for at få lidt tid til hinanden i det samfund, som vi har bygget op, og som Ib Lucas fint har set problemerne i.

Så mens børnenes familer er ved at gå ned i stress, overarbejde, umuligheden af at nå at hente børn, så nyder Ib Lucas ligesom mine børns bedsteforældre deres seniorliv. De tager på lange rejser, de går til alle ferniseringer, de fortæller om de sjove middagsselskaber, de går til. Og det under man dem jo gerne. Men derfor kunne der måske godt være tid til lidt hjælp alligevel.

Og så alligevel for at det ikke skal være nok, så synes de ligesom Ib Lucas, at det er vigtigt at informere omverdenen om deres valg med ikke at gide passe deres børns børn. Så de har vidt og bredt fortalt om det i bedsteforældreblade, i aviser og endog på DR i bedste sendetid.

Jeg undres

Og hvad er det så for et budskab de så gerne vil sælge, Ib Lucas og de andre bedsteforældre? Pas jer selv! Nu har vi gjort vores. Nu vil vi nyde vores gode middage og lange rejser i fred. Jeg under mine børns bedsteforældre al mulig glæde og gode rejser. Men jeg synes, det er sørgeligt, at man ikke kan se behovet for at støtte og hjælpe sin egen familie og endda egne børn.

Men problemet er nok, at de bedsteforældre, som der her er tale om, er så selvoptagede, at hjælpen ligger udenfor deres horisont, med mindre den kan overståes med lidt ord i telefonen og et par hundredekronesedler til en dvd. Fordi det at involvere sig med børnene åbenbart er så uoverskueligt eller konfliktfyldt, at de ikke orker. Og børnebørnene, dem kan man ikke tale med. De larmer og griser, og børnene har selv valgt at formere sig. Så det er jo deres problem.

Jeg undrer mig over, hvad er det for et liv, som Ib Lucas og mine forældre så gerne vil have. Hvad er det for en drøm om lykke og udfoldelse af livspotentiale, hvor livet kun angår én selv og til nød en partner. Børnene fik man åbenbart kun for at tale om, ikke for at tage del i dem.

Jeg tror, det må være svært at finde kulturer, hvor disse karaktértræk er gældende, hvor familien er til besvær og ikke er nødvendig. Kun i en ganske lille sprække i en kultur hvor sikkerheden i velfærdsstaten er så stor, og der for dem, som har økonomien på det tørre, ikke er grund til at bekymre sig for næsten. Selvom det er hans barn.

Ellers ville Ib Lucas og mine bedsteforældre nære bekymringer for deres egen alderdom, for hvem der mon skulle passe dem, hvis de blev syge eller svagtgående. For det er da svært at forestille sig, at man med årevis af afvisninger og manglende deltagelse i børnenes liv kan opretholde et forhold, hvor man som bedsteforældre selv kan forvente hjælp, når tiden kommer dertil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu