Læsetid: 4 min.

Uhøfligt latterkor

22. februar 1997

I 1986 BESØGTE EN gymnasieklasse fra Silkeborg Amtsgymnasium regeringsavisen Rudé Právo i Prag, nu hovedstad i Tjekkiet, dengang hovedstad i det kommunistiske Tjekkoslovakiet.
Foran de 24 2. g'ere stod tre redaktører/parti-medlemmer og svarede på gode, kritiske spørgsmål fra gymnasieeleverne om censur, propaganda, avisens redaktionelle linje m.v. Man kom også ind på det daværende Sovjetunionens invasion i Afghanistan, og hvorfor avisen kritikløst refererede Kremls synspunkter i den konflikt, som blandt andet førte til, at USA boykottede de olympiske lege i Moskva i 1980. Da en af redaktørerne sagde, at de sovjetiske tropper var rykket ind, fordi de var blevet "inviteret af den afghanske regering", udbrød der et latterbrøl blandt de 24 unge danskere. De vidste godt, at dette naturligvis ikke engang var den halve sandhed, og i øvrigt havde de tre redaktører netop blotlagt, hvordan de passede meninger og holdninger i avisens spalter ind efter partilinjen. Alligevel var elevernes historielærer bagefter lidt ophidset over latterbrølet. "Man kan jo ikke udelukke, at redaktørerne selv tror på det, de siger", sagde læreren og krævede mere høflighed i stedet for at gøre grin med dem. "Også selv om I ved bedre selv", sagde læreren til eleverne.

PÅ PRINCIPIELT samme måde, som de tjekkiske redaktører blev det i 1986, blev Storbritanniens udenrigsminister Malcolm Rifkind i denne uge også latterliggjort, omend i en noget mere betydningsfuld forsamling. Det skete, da han han som repræsentant for landets EU-skeptiske konservative regering havde bevæget sig ind i løvens hule, den principielt mest integrationsvenlige hovedstad i EU, Bonn.
Da Rifkind under en tale i Konrad-Adenauer Stiftung sagde, at Storbritannien er det mindst nationalistiske af EU's medlemmer, brød hele den brogede tilhørerflok af tyske politikere, bureaukrater og journalister ud i høj latter. Rifkind argumenterede for, at etableringen af en økonomisk og monetær union (ØMU) ikke ville forene - men snarere dele - EU's medlemslande. Han advarede mod, at europæiske ledere var ved at miste fornemmelsen af, "hvad almindelige mennesker i Storbritannien eller Frankrig eller Tyskland eller Italien tænker og taler om og siger".
Rifkinds tale var naturligvis også designet til den hjemlige britiske valgkamp, hvor ethvert EU-venligt udsagn omgående vil blive brugt imod afsenderen. Ikke desto mindre, kan man ikke udelukke, at Rifkind faktisk mener det, når han siger at han ikke deler forbundskansler Helmut Kohls analyse om, at ØMU'en er et spørgsmål om krig og fred i Europa. Måske mener Rifkind det, han siger. Også selv om tilhørerne lo, fordi de vidste bedre.

EGENTLIG HAVDE Konrad-Adenauer Stiftungs præsident, Gert Langguth, det lidt dårligt med, at tilhørerne lo af Rifkind. Langguth var uenig med den britiske minister på mange punkter, men sagde bagefter: "Vi må være høflige, for briterne er mestre i høflighed".
Og der var endda et par af tilhørerne i Bonn, som - i det mindste - påskønnede Rifkinds ligefremhed.
"Der er ingen debat i Tyskland længere. Hvis du siger noget, bliver du stemplet som en dårlig europæer", sagde en pensioneret soldat bagefter til nyhedsbureauet Reuter. Godt sagt.
Det er nemlig lykkedes for en del regeringsledere i EU-landene at koge diskussionen om Europa i det 21. århundrede ned til et enten-eller spørgsmål: Enten får vi ØMU'en, eller også ryger Europa tilbage i destruktiv nationalisme, som i forrige århundrede og i første halvdel af dette århundrede. Enten integrerer vi os så meget som overhovedet muligt, eller også kan vi risikere at få krig i Europa igen.
Kohl og Frankrigs præsident Chirac har således påtaget sig det tunge - men historisk nødvendige - ansvar som det er at forene europæerne. Hvad er motivet? Er det blot, at de har fået en idé, som så skal tromles igennem, så de får en plads i historiebøgerne? Eller er det vitterligt, fordi det er det bedste for Europa, og folk bare ikke har indset det endnu, fordi de er dumme?
Uanset motivet, så er der i langt de fleste hovedstæder opstået en holdning, som går ud på, at den bedste taktik er at undgå grundig og åben debat og få sat projektet på skinner så hurtigt som muligt. Det er nu eller aldrig. Taktikken er lykkedes så godt, at både journalister og politikere griner af Rifkind, når han taler i Bonn.
Men taktikken er farlig og dømt til at mislykkes.

NUVEL, DET KAN da godt være, at befolkningen i mange europæiske lande i forvejen resignerer over deres egne politikere - "det gør jo ingen forskel, hvad vi mener". Man kan vel dårligt bebrejde eksempelvis belgierne at have den holdning. Og det kan også godt være, at de fleste mennesker er mere interesseret i deres egen dagligdag end store linjer og storpolitik. Måske er det virkelig sådan, at folk bare brokker sig og glemmer, at de fleste politikere rent faktisk gør, hvad de tror der er bedst for den befolkning, de repræsenterer.
Men hvis folk resignerer overfor politik, så er det jo netop fordi de ikke bliver inddraget i debatten. Hvis der overhovedet er en debat. Og det går simpelthen ikke i længden at lægge låg på debat-gryden, for den vil uvægerligt koge over på et tidspunkt.
Det gjorde den med fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet i 1989. Det vil den også gøre i Danmark og resten af EU om ti år, hvis man forsøger at grine anderledes holdninger ihjel og dermed begå et kollektivt debatmord. Og så er det for alvor, at man risikerer destruktiv nationalisme a la Front National i Frankrig. Derfor må vi kræve en åben og høflig debat, tak.

brun (Henrik Brun)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu