Læsetid: 6 min.

Den uinformerede retsfølelse

Justitsministeren har tænkt om - eller tænkt - efter rapporten om den mindre kriminalitet
14. januar 2006

Man var lige ved at gå bagover med gyngestol og det hele. For åben skærm indrømmede justitsministeren i anledning af Britta Kyvsgaards og Flemming Balvigs rapport om kriminalitetsudviklingen i Danmark, at hun har taget fejl. At hun har overreageret retspolitisk og ladet sig forføre af sine egne stærke følelser og stemninger. At hun er faret ud med brask og bram og krav om hjul og stejle, så snart en eller anden farverig sag i formiddagsaviserne kaldte til mandig dåd.

Det stod Lene Espersen nok så frejdigt og fortalte i tv. Ikke lige med de ord, men meningen var klar nok. Og mere sagde hun heller ikke, endsige uddybede sin nu aflagte dårskab, eftersom intervieweren i TV-Avisen, eller var det TV 2?, som sædvanlig ikke fulgte op på denne ganske stærke indrømmelse, som burde få konsekvenser.

En seriøs ansvarlig politikers nærliggende konklusion på en så eklatant fejltagelse i de politiske grundværdier kunne passende være: Da jeg således har ladet mine retspolitiske holdninger lede af usaglige fornemmelser og sensationspressens forargelse i enkeltsager, finder jeg det på denne baggrund rigtigt at bede statsministeren om at fritage mig for mit ministeransvar. Jeg har nu i flere år som justitsminister hævdet det modsatte af realiteterne, som i øvrigt var tilgængelige for enhver, der gad spørge. Jeg har påstået og handlet, som om kriminaliteten var en stadig voksende trussel, og at kun skærpet straf og nultolerance kunne hamle op med forbryderne. Min afgang som minister er så meget desto mere påkrævet, som at rapporten samtidigt godtgør at strengere straffe ikke afhjælper kriminalitet, hvor jeg både i ord og handling har udvirket det modsatte og skærpet straf og vilkår for de kriminelle.

Jeg vil i samme åndedrag, som at jeg herefter af egen drift afskriver min politiske karriere til fordel for frivilligt arbejde blandt tidligere strafafsonere, anbefale statsministeren, at denne ved sit møde med dronningen bebuder hele regeringens afgang. Den benhårde kriminalitetsbekæmpelse og noget-for-noget-politik er jo en væsentlig del af regeringsgrundlaget, ja selve filosofien bag.

Populistisk Espersen

Dette sagde justitsminister Lene Espersen ikke, og redaktionen fulgte som sagt ikke op på disse afgørende spørgsmål om rimelig og forsvarlig retspolitik baseret på viden frem for følelse.

Moralen heraf er den enkle at public service, der ikke går til de ansvarlige politikere med den kritiske opfølgning, som brugerne pr. licensen har krav på, er mere skadelig for meningsdannelsen og samfundsdebatten end ingen public service.

Lene Espersen slap således af sted med sin nyvundne erkendelse, og fremstod som den, der er blevet overrasket og klogere, skønt det er hendes klare og indiskutable ansvar at være blevet dette for længst og have sat sig ind i retskundskabens indhøstede viden og erfaring, da hun påtog sig sit ansvarsfulde hverv for år tilbage.

Det er en ministers ansvar at vide besked med elementære fænomener inden for sit stofområde.

Måske minister Espersen i sin gryende forståelse af egne fejltagelser, der dog ikke synes at få større betydning, skulle uddybe erkendelsen ved at studere filosoffen, professor dr. phil. Jesper Rybergs fortrinlige lille bog Retsfølelsen - en bog om straf og etik (Roskilde Universitetsforlag 2006).

Jesper Ryberg, der er doktor på en afhandling om begreberne straf og retfærdighed, gør i den nye bog meget ud af den retsfølelse, som ofte har været regeringens og Lene Espersens hovedargument for skærpelser af straffene.

Retsfølelsen kræver dit og dat, lyder det jævnligt fra Espersen og andre straffeivrige politikere, der ved hver indvending atter henviser til dette udefinerede og vage begreb. Man kan operere med et par hovedtyper af retsfølelse: den informerede og den uinformerede.

Hårdere straffe gentages

Den informerede vil typisk i sine formuleringer af for eksempel ideer om forbrydelse og straf og under henvisning til konkret viden om disse fænomener kunne henvise til den ovennævnte vigende kriminalitet i samfundet, til voldsforbrydelsers relative sjældenhed, til den minimale risiko for at blive udsat for voldskriminalitet og til hårdere strafs generelle uhensigtsmæssighed.

Den informerede retsfølelse er for eksempel den domsmænd og nævninge lægger for dagen, og som oftest resulterer i lavere straffastsættelse. Den uinformerede retsfølelse vil omvendt tage for givet, som justitsministeren hidtil har gjort, og når indslaget i tv er glemt, fremover vil gøre, at kriminaliteten er et stigende problem i samfundet, at volden bliver bestandigt grovere, at gamle damer ikke kan færdes trygt på gaden, og at strenge straffe ikke alene er samfundets, borgernes, retsfølelsens, krav om hævn, men tillige både har general- og specialpræventiv effekt.

Denne retsfølelse eller henvisningen til den vil logisk stille krav om stadig strengere straf og være parat til at lufte kravet i særligt grove sager som for eksempel i forbindelse med seksuelle overgreb mod børn, som justitsministeren også allerede gjorde det i forgårs. Retsfølelsen kræver det - den uinformerede - den retsfølelse, som i sin yderste konsekvens er parat til at lade staten myrde mordere.

Eftersom justitsminister Lene Espersen som sagt lod sig overraske af Balvigs undersøgelse, skønt der for den informerede i og for sig var intet eller meget lidt overraskende at hente, kan man som antydet tillade sig at slutte at den retsfølelse ministeren henviser til, er den uinformerede, hvilket ikke for borgerne kan siges at være en udpræget tryg fornemmelse.

Ikke når landets justitsminister funderer sine retsopfattelser på en uinformeret retsfølelse, der forbliver udefineret i ministerens mund. Der var en tid, da De Konservative stillede visse fordringer om almen dannelse og oplysthed til partiets toppolitikere. Den tid er forbi, fordringen behøver man heller ikke at stille, og slet ikke på retsområdet, fordi flertallet er sikret af et andet parti, der i endnu højere grad og sikkert fuldt bevidst opererer med den uinformerede retsfølelse som direktivt ideal.

Kynikeren Kjærsgaard

Et krav om informerthed og argumentation på et informeret grundlag kan man selvfølgelig altid stille Pia Kjærsgaard, hvis man gerne vil have en opvisning i partilederens brutalitet. Rimelighed og anstændighed preller af på dette demagogiske, uomtvisteligt politiske supertalent af en populistisk kyniker.

Egenskaber, der har bragt Kjærsgaard og hendes topfolk i partiet så langt, at de i realiteten, men jo også med statsministerens samtykke, regerer landet. Udfaldenes yderligere forsimpling og forgrovning på vejen mod endnu mere håndfaste foranstaltninger mod de uønskede, er en logisk, men skæbnesvanger udvikling.

Med Pia Kjærsgaards retsfølelse og sans for mandatgevinst leveret af de generelt uinformerede, tager hun således nu ordet 'landsforræder' i sin mund. Trods hendes partis påståede hudløse ømhed over for ytringsfriheden, når denne er vendt mod muslimer og såkaldt fremmede, er netop sådanne folk, der ud fra deres begreber og erfaringer beretter om forholdene i Danmark, ifølge Pia landsforrædere.

Denne betegnelse, uanset visse tilsyneladende tåbeligheder på udebane, er meget Den informerede retsfølelse kan få én til at håbe, at Kjærsgaard bliver dømt for udtalelsen, skønt en lige så informeret retsfølelse ved, at en injuriedom ikke har effekt.

Det betænkelige, ved at der næppe heller kommer nogen sag, er unægteligt, at landsforræderibegrebet herved udvides til det groteske. Klummisten for eksempel rejser så meget som muligt og taler med udenlandske folk, thi sådanne bor i udlandet.

Under gode konversationer falder også knubbede ord om tingenes tilstand i fædrelandet: om de primitive præster i dansk politik, om en justitsministers uinformerede retsfølelse, om en statsministers kreative bogføring, og om en fremtrædende partileder, der kalder kritikere af fædrelandet landsforrædere.

En sådan beskrivelse af Danmark over en kop god vin bør i den uinformerede retsfølelses navn jo fremover betegnes landsforræderi. Straffen er for tiden at være dansker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her