Læsetid: 5 min.

Mod en ukendt fjende

Den Kolde Krig er slut. Begyndt er Krigen mod Terror. Agenten Carl Hamilton er tilbage, for den aktuelle verdenssituation er lige så spændt som under Den Kolde Krig, mener Jan Guillou. Men den er langt farligere, for vi kæmper en illegitim krig mod en fjende vi ikke kender. Snart bliver det os selv
18. november 2006

Han så det allerede ske i begyndelsen af 90'erne. Efter Sovjetunionens fald. I Storbritanninen diskuterede man, hvorvidt man skulle opretholde den meget tunge militære oprustning.

"Det var i 1991. Disse våben kunne med lethed udradere store dele af Sovjetunionen, og det var jo derfor, man havde dem. Men hvad nu? The Evil Empire var jo faldet. Skulle man afskaffe Trident, der hvert år kostede skatteyderne millionvis af pund? Nej, besluttede man. For nu var der en ny fjende: islam. Samme melding kom fra Washington."

Dengang syntes ingen at reagere på den svært definerbare fjende, man brugte som argument for at bevare det tunge skyts.

"Jeg havde det, som om jeg befandt mig i et mareridt. Var jeg den eneste, der synes, at det var ejendommeligt at ville kernevåbenbombe islam?", spørger Jan Guillou og kaster armene ud til siden og smiler det smil, der giver én den opfattelse, at han sidder inde med hele sandheden om krigen mod terror og efterretningstjenestens operationer i forbindelse med den. Det gør han ikke.

Absurditeter

Men han har evnen til at udstille absurditeten i den politiske verdensorden og dens beslutningstagere. I hans nye bog Madame Terror beskriver han, hvordan Dick Cheney og Donald Rumsfeld opfører sig som et par store hangorillaer, der skiftes til at slå sig på brystet. En karikatur. Men noget bedre billede på de to mænds politiske metoder, skal man lede længe efter.

Og det samme skal man efter en mere politisk engageret forfatter end Jan Guillou. Det er umuligt at undgå politik, når man taler med ham. Og det er stadig indignation, der er brændstoffet, når han skriver romaner.

"At bekæmpe islam er ikke en realpolitisk idé. Det er en religiøs idé."

Dengang besluttede Jan Guillou at skrive romaner om de store korstog "det største fælles europæiske projekt nogensinde," bemærker han.

"Dengang mødte vi som aggresorer en civilisation, der var os overlegen både økonomisk og videnskabeligt, og vi tabte. Men det, vi tog med os derfra, var grundlaget for renæssancen."

Vi skaber dem

Vi er stadig aggressorer. Men nu er det os, der er de overlegne økonomisk og videnskabeligt.

"Men spørgsmålet er, hvad vi vil efterlade muslimerne med? For det har jo vist sig, at man ikke bliver demokrat af at blive bombet i hovedet. Man bliver vred."

Jan Guillou er ikke i tvivl om at det er vores handlinger i den vestlige verden, der skaber terrorister.

"Det kan man ikke bortforklare. Det er vores støtte til Israel. Det er vores krig i Irak. Og også hjemme i vore egne lande gælder det. I Danmark er det de uretfærdige love - der helt efter hensigten rammer de, der ikke ligner os - der skaber grobunden for terrorisme."

Krigen mod terror er en vi selv har skabt, så enkelt er det ifølge Jan Guillou.

"Men hvem er denne terrorist? Vi kender alle stereotypen: den ekstreme muslim med tørklæde om hovedet og Kalashnikov på skulderen. Men den eneste definition på en terrorist, der findes hos FN og EU er én, der myrder eller truer civile for at nå politiske mål. Og hør her", siger Jan Guillou og læner sig lidt frem og nærmest hvisker:

"Hvis en palæstinenser går ind i en bus og detonerer en bombe, der dræber ham selv og otte andre, så kan du være sikker på, at der inden for to timer vil lette to Apache-helikoptere, der affyrer Hellfire-missiler ned i en palæstinensisk landsby og dræber måske 60 civile. Hvem er her terrorist, og hvem er ikke terrorist? Har de ikke begge politiske mål?"

Udefinerbar fjende

Vi fører krig mod en fjende, vi ikke kan definere. Det er Jan Guillous pointe. Og derfor er der mere end rigeligt at tage sig til for Carl Hamilton.

Han er vendt tilbage efter at have været gået under jorden, fordi et hævntogt af dimensioner mod dem, der myrdede hans familie, skaffede ham en livstidsdom hjemme i Sverige.

Han flygtede til San Diego i Californien, hvor han bliver opsøgt af den smukke veninde fra PLO, Mouna (Madame Terror), der gør ham til leder af den palæstinensiske flåde. Ja, den palæstinensiske! Med den nye titel, angriber han Gaza med en topmoderniseret ubåd, og verdenssituationen bliver vendt på hovedet.

Hvordan forholder man sig til en palæstinensisk flåde med den slags maskinel? Er det fortsat den sejrende, der får lov til at definere historien?

For Jan Guillou er scenariet ikke så urealistisk.

"Alt drejer sig om Israel. Europa bør virkelig hænge på de erklæringer fra USA, der tyder på, at de er begyndt at nærme sig Syrien. Hvis vi får en aftale om en palæstinensisk stat og en tilbagetrækning fra de besatte områder, så vil vi fjerne grundlaget for konflikterne. Men det gør man ikke - alene af frygten for, at hvis man giver dem en lillefinger, så tager de hele armen. Men det er netop her, vi må stå fast."

En europæisk linje

Men Jan Guillou tvivler: "Så længe vi ikke har en fælles europæisk linje, har vi ikke noget at byde ind med i international politik. Vi kan ikke gøre en forskel over for amerikanerne. Men det betyder ikke, at vi ikke har en betydning, og at vore handlinger ikke har konsekvenser. Det er ikke en lille beslutning hr. Anders Fogh Rasmussen har taget på et illegitimt grundlag. Det er en beslutning, der gør, at der kommer danske soldater hjem i sorte plasticsække. Og for hvad? For en ulovlig krig. Eftertiden vil måske dømme dem som krigsforbrydere."

Men samarbejdet med de europæiske 'medløbere' som Guillou kalder dem, er helt afgørende for amerikanerne.

For selv om verden igen er defineret i sort og hvidt som under Den Kolde Krig, så er der en væsentlig forskel på den verden, som Hamilton opererede i under Den Kolde Krig og den, der gør sig gældende i dag:

"Jeg mødte for kort tid siden i Heathrow lufthavn to af de mest højtstående officerer inden for den svenske efterretningstjeneste. De havde været til møde hos det britiske MI6. Og jeg kan fortælle dig, at hvis der er svenskere, er der også danskere. Samarbejdet mellem efterretningstjenesterne er intensiveret. Før i tiden ville man for eksempel ikke samarbejde med finnerne, fordi man mente, de var dybt infiltreret af russerne, og svenskerne var man heller ikke glad for. For de var også kontaminerede. Men nu samarbejder man jo også med russerne!" siger Jan Guillou, der ikke kan lade være med at tilføje:

"Og derved legitimerer man jo også det, russerne foretager sig i Tjetjenien."

Vi underminerer selv de værdier, vi skal forestille at ville udbrede.

Med øjenbrynene forsat løftede lover han, at Hamilton er back for good - også han har øjenbrynene løftede. Men Jan Guillou håber, at han snart ikke vil få mere skrivemateriale fra krigen mod terror. Og han er glad for den udvikling, der er sket i USA, hvor Donald Rumsfelds afgang kan ses som en indirekte konsekvens af amerikanernes modstand mod krigen i Irak.

Også i Madame Terror må Rumsfeld gå af som forsvarsminister.

"For en gang skyld tilhører jeg majoriteten. Det er helt nyt for mig," siger Jan Guillou og griner det dér grin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu