Læsetid: 4 min.

Ukontrollerbart anarki i Rusland

17. oktober 2005

DA NYHEDEN OM, at en stor gruppe terrorister i torsdags havde angrebet den kaukasiske republik Karbadino-Balkarijas hovedstad, Naltjik, nåede Kreml i Moskva, reagerede præsident Vladimir Putin prompte. Under et tv-transmitteret møde, gav en sammenbidt Putin ordre til at omringe byen, så ingen kunne undslippe, og at skyde for at dræbe mod alle, der gjorde modstand. De foreløbige dødstal er på 85, hvoraf de fleste er terrorister, men også mellem 20 og 30 politifolk døde under skudvekslingerne. Samtidig er op mod en snes terrorister blevet arresteret.

Man forstår godt den russiske præsidents og den russiske befolknings sammenbidte vrede, når man tænker på listen over grufulde og dødbringende tjetjenske terroraktioner fra Budjonnovsk over Dubrovka-teatret i Moskva til Beslan i Nordossetien og talrige andre, som har bragt lidelse og død med sig. Man forstår vreden og fristelsen til at slå hårdt og brutalt ned på terroristerne, som Putin udtrykte det allerede i 1999 ved at forfølge dem og udrydde dem "om de så befinder sig på lokummet".

"Indtagelsen af Naltjik er en direkte følge af myndighedernes hårdnakkede modvilje imod at føre samtaler med separatisterne, og ønsket om at tvinge separatisterne og hele Nordkaukasus i knæ. Myndighederne kan simpelthen ikke forstå, at man ikke kan besejre ekstremisme med magt... Indtagelsen af Naltjik er et vidnesbyrd om, at hele Nordkaukasus ulmer, der er uro i alle kaukasusrepublikkerne: Dagestan, Karbadino-Balkarija, Karatjajevo-Tjerkesija og i de tilstødende regioner, og den af myndighederne erklærede afslutning på krigen i Tjetjenien svarer ikke til virkeligheden," siger Sergej Kovaljov, menneskerettighedskommissær under Boris Jeltsin.

LIGE SOM ANDRE lande, der er ramt af terrorisme, så er det en fast russisk linje ikke at forhandle med terrorister. Men ligesom mange andre steder, så ligger der en lang og kompliceret historie bag, hvor ledelsen i Moskva ofte har spillet en lidet flatterende rolle, hvilket er kulmineret i Stalins folkeforvisninger og i den russiske hærs mange og brutale forbrydelser under krigene i Tjetjenien.

Kreml har ikke været i stand til at modernisere, civilisere og kontrollere sin hær og dermed forhindre krigsforbrydelserne og overgrebene imod menneskerettighederne. Og ligesom i mange andre terrorramte lande har den russiske ledelse ikke formået at gøre det, der samtidig er nødvendig for at bevæge sig i retning af en løsning.

Vold mod vold gør det ikke alene. Der må en dybtgående analyse af den grundlæggende konflikt til, efterfulgt af en målrettet og uden tvivl omkostningsfuld politik.

Den eneste løsning på de ulmende konflikter i især Kauksus, som nu og da truer med at bryde ud i lys lue i form af en stor kaukasisk krig mellem kristne og muslimer, er at sætte en målrettet og dyr og langvarig proces i gang med en økonomisk, social og politisk udvikling af de krise - og krigsramte republikker. Det fremhæver både Putin og mange andre russiske politikere da også altid i skål- og valgtaler, men realiteten er, at Nordkaukasus ligger hen i dyb fattigdom, arbejdsløshed og håbløshed.

I RUSLAND ER DER en yderligere alvorlig forhindring for en sådan løsning, nemlig den omfattende korruption, som gennemsyrer hele statsadministrationen og landet, fra Kreml til det lokale bystyre, fra Sikkerhedspolitiet FSB's hovedkvarter Lubjanka i Moskva til den lokale politistation i Naltjik. De midler, som Moskva faktisk bevilger til genopbygning og udvikling i Kauksus, synes simpelthen at forsvinde ud i den blå luft eller ned i lommerne på embedsmænd på alle niveauer.

Putins udnævnelse af sin nærmeste medarbejder Dmitrij Kosak til netop at kontrollere og fremme den økonomiske udvikling har hidtil ikke ført til nogen forbedringer. Og når Sjamil Basajevs terrorgrupper uden videre kunne dukke op i Naltjik, Beslan og selv i Moskva, så skyldes det, at de blot ved at stikke politibetjentene nogle rubler ved kontrolposterne gennem hele Rusland har kunnet køre videre uden gennemsyn.

Putin har, ligseom alle sine forgængere som leder i Rusland, gang på gang bebudet omfattende kampagner imod korruptionen. Lige meget - eller lige lidt - hjælper det, for ingen tør eller kan tage det store opgør med landets egentlige magthaver, det overudviklede og snyltende bureaukrati.

Heller ikke den på papiret så magtfulde og enerådende præsident Putin har haft reel magt til dette opgør. Og det er en væsentlig hindring for en løsning på de mange konflikter i Kaukasus, som ulmer og gløder og føder en strøm af desillusionerede lette ofre for ekstremisternes forlokkende lette løsninger.

Lige meget, hvor mange guvernører og andre provinsledere, Putin nu selv har tiltaget sig magt til at udpege, lige meget hvor meget han kontrollerer medierne og det politiske og økonomiske liv i sit såkaldte 'kontrollerbare demokrati', han ligner alligevel i virkeligheden mere og mere en svag leder i et ukontrollerbart anarki.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her