Læsetid: 3 min.

Ukrudt

12. juli 2002

DET VAR EN en septemberdag i 1972. Vinden susede udenfor på gårdspladsen, og der var halvkoldt i værkstedet. Men træstangen skulle saves til, og spånpladen sættes på. Til sidst kom klistermærket og en bemærkning om, at »det her bliver godt for landbruget.« Lidt efter blev skiltet med teksten »Ja til EF« i grønne bogstaver sat op ved indkørslen til gården. En måned senere i oktober var der tilfredshed i stuehuset – 63,3 procent af danskerne havde sagt ja til Det Europæiske Fællesskab – baconeksporten og støtte »dernede fra EF« var sikret.
Her næsten 30 år senere er der god grund til at betvivle, om de ellers så snusfornuftige danske landmænd gjorde klogt i massivt at stemme ja. For det, de sagde ja til, har vist sig at være et planøkonomisk system af ordninger, der ligger milevidt fra alle tanker om et liberalt erhverv, og som ikke belønner de driftige og dygtige bønder, der ellers er så mange af i Danmark.

DET VÆRSTE af det hele er, at støttecirkuset nu næsten er gjort permanent. Det skete tirsdag, da EU-kommissær Franz Fischler fremlagde sit forslag til reform af landbrugspolitikken. Bundlinjen i kommissionens pakke er, at vi er så glade for landmændene, at de nu skal på varig bistand.
Hvis blot de lover at behandle dyrene ordentligt og ikke bruger for meget gødning og sprøjtegift, så skal EU nok støtte dem. Kommissionen har tilsyneladende opgivet det helt afgørende – at nedskære den samlede landbrugsstøtte, der for skatteborgerne koster den nette sum af ca. 300 milliarder kroner årligt.
Dertil kommer, at borgerne som følge af toldmure og kvoteordninger ifølge den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, betaler 41
procent over verdensmarkedsprisen for deres fødevarer.
Man må undre sig over, hvorfor netop landmændene, der udgør en stadig mindre erhvervsgruppe, skal kunstvandes med penge. Følger man logikken, burde andre selvstændige som bagermestre, kioskejere og freelance-konsulenter også være på EU-bistand.

ÅRSAGEN til forkærligheden for landmændene finder man ikke i kontorerne i Bruxelles. I EU-hovedstaden spiller man nemlig mest af alt efter de noder, som bliver stukket ud af medlemslandene, og her er det især nodearket fra Frankrig, der er værd at studere.
De evigt demonstrerende franske landmænd og deres præsident og tidligere landbrugsminister, Jacques Chirac, vil ikke vide af landbrugsreformer. Sammen med andre sydeuropæiske lande – i Bruxelles-slang kaldet Club Med – kæmper Frankrig med næb og kløer for hver en euro fra EU. Et af argumenterne er, at EU ikke skal skære ned, når nu USA lige har bevilget 1.300 milliarder kr. i statsstøtte over de næste ti år til sit landbrug.

SELV OM småbønderne i Frankrig næsten ikke berøres af Kommissionens forslag, hvis det gennemføres, så har de alligevel allerede protesteret offentligt. I modsætning til bønderne i Danmark der for hovedpartens vedkommende vil få mindre EU-støtte. I gennemsnit 25.000-30.000 kr. mindre om året.
Politikernes angst for vælgerreaktionen ser desværre ud til i lang tid fremover at forhindre en afvikling af støttesystemet. Selv om Danmark, Storbritannien, Tyskland og Holland presser på for grundlæggende reformer, så kommer de ikke nogen vegne, så længe Frankrig, Italien, Irland, Finland og Grækenland træder på bremsen.
Tilsyneladende har den danske regering og statsminister Anders Fogh Rasmussen valgt at acceptere nøleriet, når det gælder landbrugsreformer. Frygten er, at alt for megen polemik vil sætte en kæp i hjulet på østudvidelsen.
Nu skal den lidet slagkraftige fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) forsøge at strikke et kompromis sammen. Dermed kommer regeringen til at spille en måske taktisk klog, men meget lidt glorværdig rolle. Regeringen forbigår en enestående mulighed for at skubbe det forkætrede system nærmere graven. Det ville ellers være forfriskende, hvis Venstre turde tage en konfrontation med partiets gamle bagland i form af fodslæberne i Landbrugsraadet.

DER ER visse progressive tiltag i Fischlers forslag. For eksempel er der fornuft i at gøre landbrugsstøtten uafhængig af, om landmanden satser på dyrehold, kornavl eller ganske enkelt at sidde på sofaen. Det nuværende system med hektar- og dyrepræmier ødelægger markedsmekanismerne. Fornuftigt er det også, at der i højere grad skal lægges vægt på dyrevelfærd, fødevarekvalitet og naturbeskyttelse.
Fischler har forsøgt at luge ud i vildnisset af støtteordninger. Men den grimme mark står der endnu. Gad vide om nogle danske landmænd i 1972 tænkte på, at de 30 år senere ville fremstå som bistands-narkomaner?

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu