Læsetid: 4 min.

Uldent kompromis

7. april 1999

Libyen har udleveret de to mistænkte for Lockerbie-katastrofen til retsforfølgelse i Holland men under skotsk lov - Lockerbie, hvor flyet styrtede ned, ligger i Skotland. Udmærket. Så kan de efterladte til de 270 ofre for flybomben i Pan Am-flyet dengang for over ti år siden i det mindste få at vide, hvilke beviser, diverse efterretningsfolk har samlet sammen.
Til gengæld for udleveringen er FN's sanktioner mod libyerne blevet suspenderet. Hvis Libyens leder, Oberst Moammar Gaddafi inden 90 måneder overbeviser FN's generalsekretær, Kofi Annan, om, at landet skam ikke støtter international terrorisme og i øvrigt erklærer sig villigt til at betale erstatning, hvis de to Lockerbie-mistænkte bliver fundet skyldige, ja så bliver ophævelsen af sanktionerne gjort permanent. Det synes at være så godt som sikkert.
EU er allerede gået i gang med at få ophævet de regler, der implementerer FN-sanktionerne, og vil ifølge britiske kilder også se på tidligere sanktioner, der f.eks. forbyder våbeneksport til Libyen. USA har dog stadig unilaterale sanktioner mod Libyen.
Det er uden tvivl en diplomatisk succes, som ikke mindst den britiske udenrigsminister Robin Cook her har hentet sig. Ligeledes er konstruktionen med en skotsk rettergang placeret i et tredjeland, der opfattes som pålideligt og neutralt, en juridisk opfindelse af de kreative og brugbare. Også FN får et hårdt tiltrængt plus i bogen.
Men en sejr for diplomatiet betyder ikke nødvendigvis en sejr for retfærdigheden.

Det har en række familiemedlemmer til amerikanske ofre allerede gjort opmærksom på. Mens de britiske familier generelt har hilst retssagen mod de to mistænkte fra Libyen velkommen, har flere af amerikanerne givet udtryk for deres frygt for, at retssagen i Holland bliver en skueplads for et beskidt spil, der i realiteten sikrer, at de egentlige bødler aldrig bliver stillet for en dommer.
Der er noget om kritikken.
For det internationale samfund har jo indgået en handel med Oberst Gaddafi. De to mistænkte til gengæld for ophævelsen af de strammende sanktioner, tak.
Det britiske udenrigsministerium afviser, at der er tale om nogen 'handel' men siger, at "vi har gjort det klart, at det er de to eftersøgte, vi vil stille for en dommer - ikke den libyske regering - og at vi ikke har nogen skjult dagsorden", som en talsmand udtrykker det.
Adspurgt hvad der så vil ske, hvis de to mistænkte siger, at de bare fulgte ordrer fra højere oppe eller ligefrem Gaddafi himself, lyder svaret, at udenrigsministeriet aldrig begiver sig af med spekulation - en sådan mulig udvikling er en sag for retsvæsenet.
Uanset det udenrigsministerielle spin har medierne de seneste dage rapporteret, at en del af ikke-handelen - vi kan jo kalde den for noget-for-noget aftalen - bl.a. består i et løfte til Gaddafi om, at ingen andre i det libyske sikkerhedsapparat vil blive retsforfulgt endsige indkaldt som vidner under retssagen mod de to mistænkte.
Er det korrekt, er der risiko for, at retssamfundet belønner bagmændene - ved at ophæve sanktionerne - mens de små fisk straffes.
Et mærkeligt signal at sende lige midt i en tid, hvor en anden dom netop har slået fast, at et tidligere statsoverhovede - in casu Chiles eks-diktator Augusto Pinochet - kan retsforfølges for grumheder begået under hans regime, selv om han har indgået en 'handel' med det chilenske folk om immunitet til gengæld for demokrati.

Overordnet set repræsenterer retssagen i Holland muligheden for, at Libyen rent faktisk har til sinds at melde sig ind i det gode selskab, afsige terrorismen og al dens væsen og i stedet vende sig mod Mammon og udenlandske investeringer. Det skorter ikke på interesse.
En normalisering vil naturligvis være glædeligt for verdenssikkerheden i al almindelighed og flypassagerer i særdeleshed. Men til den ende har verden brug for en syndebuk. Det kan blive de to mistænkte i Holland - uanset, om beviserne holder og de findes skyldige eller ej. For Libyen har jo vist sin gode vilje ved at udlevere dem, ikke?
I forvejen har verden fået en vis indsigt i libysk involvering i terrorisme via en parallel retssag i Frankrig, hvor selveste Gaddafis svoger og fem andre for nylig blev dømt i forbindelse med en anden flysprængning - af en UTA maskine over Niger i 1989. De seks blev dømt in absentia, og der er ringe chance for, at de faktisk kommer til at tage deres straf.
Den ypperste retfærdighed er det ikke. Men for ofrenes familier må det være en trøst, at sagerne fra Niger og Lockerbie overhovedet kommer for en ret.
Glipper alt, kan de håbe på et positivt udkomme af en helt anden retssag, som en række af Lockerbie-ofrenes efterladte har rejst i New York. Her kræver de en kæmpeerstatning fra Libyen. Den sag vil ikke kunne sende de skyldige bag tremmer, men har i det mindste potentiale til at placere et ansvar.beb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu