Læsetid: 4 min.

Ulighed og dynamik

Det kunne jo tænkes, at det ikke er Danmark, der har for meget lighed, men de andre, der har for lidt
24. oktober 2005

Inden socialminister Eva Kjer Hansen måtte trække i land, fik hun sagt, at uligheden gerne må blive større. Det skete med henvisning til, at ulighed skaber dynamik i samfundet. Ideen er altså, at ulighed skaber incitamenter til at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, hvilket øger produktiviteten til gavn for borgerne. Siden har også andre debattører ilet til forsvar for dynamikargumentet.

Argumentet er imidlertid underbelyst i den forstand, at debattørerne (med enkelte undtagelser) ikke gør klart, hvad formålet dybest set er med den ekstra indtjening, der skabes på baggrund af ulighed. Før vi har et svar på det spørgsmål kan vi ikke tage stilling til, hvilken grad af ulighed, vi har grund til at acceptere.

Hvad er så formålet med ulighed? Én mulighed er, at målet simpelthen er at øge den samlede mængde ressourcer i samfundet. Hermed øges nemlig den gennemsnitlige mængde goder, som den enkelte borger har til rådighed. Men det er selvfølgelig foreneligt med, at goderne er meget ulige fordelt. Så længe man kun fokuserer på den samlede sum af goder, så er det i princippet ligegyldigt, hvordan denne sum er fordelt på de enkelte borgere. Det er f.eks. ligegyldigt, om nogle er endog meget dårligt stillede, så længe der er nogle, der er tilstrækkelig godt stillede. Problemet med at forstå dynamikargumentet på denne måde er derfor, at det ikke kun begrunder ulighed - det kan i princippet også begrunde stor fattigdom.

Hvem vinder hvor meget?

En anden fortolkning af argumentet er, at ulighed er godt, så længe den indebærer, at alle oplever fremgang og øget økonomisk råderum. Det synes at være skatteminister Kristian Jensens synspunkt (Politiken 9.8).

Der kan imidlertid være grund til at tænke lidt nærmere over det fordelingsprincip, Kristian Jensen her bringer på banen. Princippet ser måske i første omgang tilforladeligt ud, da det lægger op til, at alle skal opleve fremgang. Men det er en sandhed med modifikationer. Et alternativ til, at f.eks. velstillede boligejere scorer store gevinster er jo omfordeling til fordel for dem, der i højere grad har brug for ressourcerne.

Der er også et andet, mere grundlæggende problem med Kristian Jensens princip. Hvis man kun fokuserer på, om alle oplever fremgang, vil man være ligeglad med, hvem der vinder hvor meget. Der er således ingen grund til at foretrække, at de fattigste får et stort løft og de rigeste kun et mindre løft, frem for at de i forvejen rigeste bliver meget rigere, og de fattigste kun får en anelse mere at gøre godt med. Der er med andre ord ikke nogen øvre grænse for, hvor meget ulighed man kan acceptere, på baggrund af Kristian Jensens fordelingsprincip.

Endelig kan man forstå dynamikargumentet således, at ulighed er acceptabelt, så længe den fører til, at de dårligst stillede stilles bedst muligt. Dette synspunkt kendes bl.a. fra den amerikanske politiske filosof, John Rawls, og det er for nylig blevet fremført som forsvar for ulighed af Henrik Gade Jensen (Berlingske Tidende, 25.9). Tanken er, at ved at tilbyde særlige incitamenter for de mest talentfulde og arbejdsomme, kan man øge deres produktivitet, og derefter omfordele en del af overskuddet til fordel for de dårligst stillede.

Gevinster uden arbejde

Der er imidlertid en række problemer forbundet med, at fremføre Rawls' fordelingsprincip som forsvar for den stigning i uligheden, som vi har set i Danmark.

For det første stiller øget ulighed jo ikke nødvendigvis de dårligst stillede bedre. For at indse det, behøver man blot at se på lande som USA og England.

For det andet er det ikke tilstrækkelig, at en given stigning i ulighed forbedrer de dårligst stilledes situation. Det kan jo godt være, at man kan opnå en endnu bedre situation for de dårligst stillede ved at omfordele nogle af de ressourcer, der i forvejen skabes i samfundet.

For det tredje er det værd at bemærke, at den vigtigste årsag til den stigende ulighed i Danmark er den eksplosive udvikling i priserne på ejerboliger. Og netop boligejernes gevinster er jo ikke med til at fremme deres produktivitet. Hvor en højere løn kan være en måde, hvorpå man kan stimulere mennesker til at yde en ekstra indsats, opnår boligejerne gevinster som følge af ejendomsværdistigninger helt uafhængigt af, hvor produktive de er.

Uanset hvordan vi forstår dynamikargumentet er det altså ikke så oplagt, at det er et godt argument for den voksende ulighed i Danmark. Nogle debattører vil så pege på, at Danmark faktisk allerede er det mest lige land i verden og at der derfor ikke er grund til bekymring. Men det er jo kun et argument for ulighed, hvis vi desuden forudsætter, at de andre lande faktisk har nok lighed. Og det kunne jo tværtimod tænkes, at det ikke er Danmark, der har for meget lighed, men de andre, der har for lidt.

Nils Holtug er lektor i filosofi på Københavns Universitet

Serie

Debattørerne

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her