Læsetid: 4 min.

Ulighed uden dynamik

22. september 2005

Da socialminister Eva Kjer Hansen i går trak sine udtalelser om ulighedens gavnlige virkninger tilbage, måtte det uundgåeligt rejse spørgsmålet om, hvad en sådan retræte egentlig betyder. Sagt er sagt, og ministeren har ikke på nogen måde tilkendegivet, at hun er kommet på andre tanker. Skal der være mening i hendes verbale tilbagetog, må den derfor bestå i, at hun ikke agter at omsætte sine tanker om ulighedens positive virkninger i politisk handling. At det ikke vil ske, var dog allerede gjort klart tirsdag af hendes chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen. Retræten kan derfor snarere tages til udtryk for, at Eva Kjer Hansen sætter stor pris på sin ministerpost.

Ganske utvivlsomt mener hun fortsat, at større ulighed vil skabe dynamik i samfundet. Det er en tese, der med stor ihærdighed forfægtes af de sande liberalister. Formodningen er, at hvis de, der i forvejen har en god indtjening, får lettet deres skatter og andre offentligt belagte byrder, så vil de arbejde endnu mere. Og i kraft af deres indsats vil der blive skabt øget velstand helt generelt, så også de lavere indkomstgrupper får bedre vilkår. Meningen er nemlig ikke, som ministeren flere gang understregede i løbet af sine 48 timer på politisk fri fod, at uligheden skal forøges ved at de fattige bliver endnu fattigere.

Denne forsikring var imidlertid ikke nok til at formilde statsministeren. Med en klokkeklar udtalelse slog han fast, at Kjer Hansens udtalelser ikke er dækkende for regeringens politik. Tværtimod fremhævede han det som en styrke for det danske samfund, at "der ikke er for stor ulighed". Det skete på baggrund af, at alle andre partier - indbefattet den konservative regeringspartner - med varierende stemmestyrke havde taget afstand fra socialministerens udtalelser.

MESTMARKANTi den forbindelse var Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Hun truede med at trække al støtte til regeringen tilbage, hvis den fulgte den linje, som Eva Kjer Hansen havde angivet. Det fik straks Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, til at bebude et mistillidsvotum. Anders Fogh Rasmussen var derfor nødt til at gribe ind med sin forsikring om, at han så sandelig har i sinde at bevare status quo. Omvendt må Eva Kjer Hansen nu indstille sig på, at hun fra sin post som socialminister faktisk ikke kan føre den politik, hun finder rigtig.

Det er til gengæld godt det samme. Hendes præmisser for at ønske større ulighed i dynamikkens navn er nemlig særdeles tvivlsomme. Allerede i valget af de to centrale ord ligger der en uklarhed. Hvad vil "større ulighed" egentlig sige? Er det større indkomstforskelle, eller dækker begrebet en bredere vifte af livsvilkår? Og hvad ligger der i ordet "dynamik"? Umiddelbart leder det vel tankerne hen på et samfund, der bevæger sig i fuld fart fremad, og her vil den første målestok altid være vækstraterne. Men i et land på et økonomisk niveau som det danske vil det være ganske illusorisk at forestille sig samme procentvise vækstrater som i de buldrende økonomier i det østlige og sydlige Asien.

Og selv i disse nationer er prioriteringen af den dynamiske vækst allerede begyndt at give problemer. I går offentliggjorde Kinas arbejdsministerium en undersøgelse, der viser, at forskellen mellem rig og fattig i Kina vokser så meget, at den udgør en alvorlig trussel mod den sociale stabilitet. I samme region af verden har to andre nationer været inde i en vidt forskellg udvikling. For et halvt århundrede siden befandt Sydkorea og Filippinerne sig stort set på samme økonomiske og sociale niveau. Siden har Sydkorea bragt sig tæt på et europæisk niveau, mens Filippinerne stadig er et u-land. Professor i udviklingsøkonomi fra Københavns Universitet, Finn Tarp, fremhæver i den sammenhæng, at Sydkorea - i modsætning til Filippinerne - bevidst begrænsede uligheden.

PROBLEMSTILLINGEN KAN imidlertid også anskues ud fra en rent dansk synsvinkel. Ideen om at øge uligheden er ældre end både VK-regeringen og Eva Kjer Hansens udnævnelse til socialminister. SR-regeringen under Poul Nyrup Rasmussen begrænsede efterlønsordningen, afskaffede formueskatten, reducerede marginalbeskatningen og halverede dagpengeperioden. Altsammen var det til fordel for de mere velstående danskere - og på nogle punkter til direkte skade for dem, der har mindre.

Denne tendens er fortsat under VK-regeringen med skattestop, restriktioner i kontanthjælpen og skærpet kontrol med mennesker på overførselsindkomster - alt sammen med støtte fra Dansk Folkeparti, hvis formand nu taler så forarget over en minister, der på sin vis kun har sat ord på de faktiske handlinger. Fra 1997 til 2003 er nettoindkomsten for de dårligst stillede faldet med tre procent, mens den er steget med 20 procent for de mest velstående.

Skulle Eva Kjer Hansens forestillinger om sammenhængen mellem ulighed og større dynamik holde stik, måtte det betyde, at Danmark i samme periode var blevet et særdeles dynamisk samfund. Selv om der kan være forskellige opfattelser af, hvad det begreb indebærer, er det næppe mange, der vil forbinde lige præcis den betegnelse med Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her