Læsetid: 3 min.

Ulovlig slik

29. juli 2002

For fjerde år i træk har amerikaneren Lance Armstrong vundet verdens vigtigste cykelløb, og det er der mange, der har haft ondt af, lige siden han gjorde det første gang.
Da han i 1999 vandt prologen til Tour de France og iførte sig sin første gule trøje, blev det fejret som selve livets triumf over døden. Manden, der vendte tilbage til livet og en fortsat idrætskarriere efter operation og kemoterapi for en livstruende cancer, var en forbløffende god og menneskelig historie i alle medier, men da han fortsatte med at køre i gult og vise sig uovervindelig dette og de følgende år blev han ikke længere betragtet som menneskelig, men betænkeligt overmenneskelig. Det kunne ikke passe, at nogen var så meget bedre end de næstbedste. Det måtte være snyd. Doping.
I USA, hvor kendskabet til cykelsport er beskedent og holdningen til doping liberal, er Lance Armstrong og hans fond til kræftbekæmpelse blevet et nationalt symbol, men i Europa, i Frankrig især, er hans præstationer blevet mødt med voksende mistænksomhed. Kulminerende fornylig, da Armstrong på Mont Ventoux kørte op gennem en allé af tilskuere, der råbte doper og snyder efter ham. Inspirerede af en fransk presse, der er ham fjendtlig stemt, og af hidtil resultatløse politiefterforskninger.

Hvad man kan dokumentere om Lance Armstrong med hensyn til doping er, at han som træningsrådgiver har brugt den italienske læge Michele Ferrari, der er sigtet i en stor dopingsag, men det alene gør ham ikke skyldig i ulovligheder, og som meget vindende rytter er han også en af de mest kontrollerede.
Hvad man kan dokumentere om Lance Armstrong som idrætsmand er, at han er en af cykelsportens største talenter nogensinde, der allerede som 21-årig vandt en etape i Tour de France og senere samme år, 1993, blev historiens yngste verdensmester. Som den fysisk og mentalt nok stærkeste rytter i det professionelle cykelfelt er der logik i, at han også har udviklet sig til sin generations bedste etapeløbsrytter. Man behøver ikke doping som forklaring på Armstrongs resultater.
Tour de France er blevet kørt uden dopingsager, men det vil være letsindigt at tro eller hævde, at cykelsporten nu er ren. Dertil har der hidtil i år været for mange belastende sager, især i Italien, men selv i dem kan man se sundhedstegn.
Den italienske favorit til at vinde Giro d’Italia og udfordrer til Lance Armstrong i Tour de France, Gilberto Simoni, fik i april uanmeldt besøg af dopingkontrollen uden for konkurrence. Han blev testet positiv for kokain og senere smidt ud af Giro d’Italia.
Hans forklaring om en tandbehandling blev skudt ned af alverdens tandlæger, og senere historier om, at han havde drukket noget sydamerikansk te og spist nogle bolsjer fra Peru, som måske indeholdt kokain, og som han havde fået af sin tante, vakte kun latter. Tvivlen kom ham ikke til gode. Han blev undsagt af sit hold, som også blev udelukket fra at deltage i Tour de France. Men i lørdags fik Simoni oprejsning og blev frikendt for alle dopinganklager: En laboratorieundersøgelse viste, at de peruvianske helse-bolsjer, han havde spist i god tro, faktisk indeholdt spor af kokain!

Hvis der er en morale i denne bittersøde historie, så er det, at de hyppige dopingkontroller uden for konkurrence åbenbart virker så godt, at de også kan afsløre selv bolsjeindtagelse og må formodes at have stor afskrækkende effekt. Ikke over for brug af luftvejslindrende slik, men over for præstationsfremmende ulovlige midler.
Med skærpet lovgivning, retsforfølgelse af dopingformidlere og brugere, samt skrappere karantæner, er det forbundet med stor risiko for tab af erhverv for en idrætsudøver at blive nuppet ved en antidoping-kontrol eller fundet i besiddelse af forbudte stoffer ved de politirazziaer, som – først og fremmest i Italien – iværksættes med stor hyppighed.
Men vigtigere end afskrækkelse, og mere sympatisk, er den selvjustits, som cykelsporten selv må udøve. Et cykelhold er en virksomhed med et budget på op til 50-60 millioner og udelukkende sponsorfinansieret. Og skaden ved en dopingsag kan ikke opvejes af sportslige resultater, så sponsorerne bliver færre og færre og mindre og mindre risikovillige. Cykelsportens selvjustits og frivillige eller nødtvungne ændring af en gammel medicinkultur er den eneste sikring for, at doping bliver undtagelse og ikke regel og systematisk brug, således som det var tilfældet før Festina-skandalen i 1998.
At tvivlen ikke kommer den siden da anklagede cykelsport til gode, er den selv skyld i, og vejen er lang til at rette op på et blakket image.
Men at tvivlen ikke kommer Lance Armstrong til gode, er han uden skyld i, og det er urimeligt.

jul

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu