Læsetid: 5 min.

Ultimatium til Kina

Hvis ikke Kina vil medvirke til at stoppe folkedrabet i Darfur ved at ophøre med at holde hånden over folkemorderregimet i Khartoum, skal det ikke regne med et succesrigt værtskab for De Olympiske Sommerlege i 2008. Dagens kronik er et åbent brev til Darfur-aktivister og støttegrupper
26. februar 2007

Inden længe vil verdensoffentligheden blive ramt af en omfattende og organiseret kampagne, der stiller skarpt på Kinas pinagtige meddelagtighed i det igangværende folkemord i Darfur. Hvis vi vil redde Darfurs befolkning fra folkemord, er det ikke længere nok at sælge grønne armbånd og skrive breve til vestlige politikere, som ikke vil lade handling følge ord, for det står nu klart, at de vestlige ledere svigter deres ansvar og undviger situationens centrale udfordring: At ændre den internationale diplomatiske dynamik, således at der banes vej for en international diplomatisk fredsoperation for Darfur, der kan skabe sikkerhed for civile og humanitære hjælpearbejdere.

Lykkes det ikke at skabe denne sikkerhed, vil endnu flere humanitære organisationer trække sig ud af Darfur, og yderligere tusindvis af darfurianere miste livet. Det er derfor, vi må skifte strategi. Vi må nu koncentrere os om at udskamme Kinas rolle. Vi må gøre udtvetydigt klart over for regimet Beijing, at hvis det skal gøre sig håb om at kunne sole sig ærefuldt i et succesfuldt værtskab for den absolutte globale megabegivenhed i 2008 - De Olympiske Sommerlege - så må det først vise, at det kan optræde som en ansvarlig international partner. Kinas slogan for disse Olympiske Lege: En verden, én drøm, er en grusom ironi i lyset af Beijings åbenlyse medansvar for folkedrabet i Darfur. Den kinesiske ledelse må forstå, at dersom den nægter at bruge sin unikke politiske, økonomiske og diplomatiske indflydelse i Khartoum til at sikre adgang for den styrke, som i henhold til Sikkerhedsrådets resolution 1706 er bemyndiget til at rykke ind i Darfur, så vil den blive mødt af en intensiv, målrettet og allestedsnærværende kampagne, der vil vanære den i verdensopinionens øjne.

Skal en sådan kampagne blive en succes, må den få størst mulig international spændvidde. Jo flere nationer og befolkninger, der kan bringes til at indse den problematiske forbindelse mellem Kina som vært for OL og Kina som stiltiende partner i folkedrabet i Darfur, desto større vil vores chance være for at udløse omfattende protester imod denne skændige dobbeltrolle.

Bring skam over Kina

Hvordan kommer vi videre? Den første og vigtigste opgave må være at videregive viden til alle, som i øjeblikket er uvidende om Kinas rolle i Sudan i almindelighed, og Darfur i særdeleshed.

På den anden side bør en kampagne for at udskamme Kina ikke udvikle sig til en decideret boykot af olympiaden, for et sådan boykotforsøg risikerer at modarbejde kampagnens formål og skabe splittelse. Og selv hvis en boykot skulle blive tilstrækkeligt omfattende, hvilket må anses for usandsynligt, vil det betyde, at vi mister den politiske platform for at udfordre Kina. Udfordringen er at bringe skam over Kina, at holde Beijings ledere ansvarlige, at få dem til at begribe, at hvis de ikke lægger det nødvendige pres på Khartoum, vil udskamningskampagnen blot vokse i styrke og synlighed, helt frem til åbningsceremonien.

Heller ikke olympiadedeltagerne er målet. Naturligvis kan man opfordre alle idrætsfolk til at bære en grøn stribe på deres dragter som symbol på deres støtte til Darfurs folk og til at udtale sig offentligt om Darfur. Men de olympiske deltagere er ikke målet. Beijing-regimet er målet, for kun dette regime har magt til at tvinge Khartoum tvinges til at åbne landet for de styrker, der kan redde ofrene for det igangværende folkedrab.

Hvad bliver de vigtigste indledende opgaver? Der er vide rammer for kreativiteten, herunder for anvendelse af internet, audiovisuelle kommunikationsmidler, grafisk design, støtteskrivelser og støttegrupper.

Daglige demonstrationer

Hvad vil der f.eks. ske, hvis tusinder af aktivister og studerende afholder daglige demonstrationer foran kinesiske ambassader i en række af verdens hovedstæder og med bannere, plakater og T-shirts gør klart, at Kina må påregne at blive holdt ansvarlig for sin meddelagtighed i Darfur-folke-drabet? Hvad vil der ske, hvis sådanne demonstrationer fortsætter, vokser i omfang og breder sig til kinesiske ambassader i endnu flere lande? Hvad vil der ske, hvis kinesiske diplomater og politikere, uanset hvor de bevæger sig rundt, bliver mødt af fredsforstyrrere, som insisterer på at henlede opmærksomheden på Kinas rolle i Darfur-folkedrabet?

Dokumentarister vil kunne gøre fuld brug af omfattende og tilgængelige foto og videoarkiver, og producere kortfilm og kampagnevideoer, der fokuserer på De Olympiske Leges tradition, Darfur-folkedrabet og Kinas rolle heri. Det vil ikke være malplaceret at krydsklippe til materiale fra De Olympiske Lege i 1936 i Nazityskland. Mulighederne for grafiske kunstnere er også utallige. Alt fra screensavers, klistermærker, postere, T-shirts og kaffekrus vil kunne sprede budskabet - det er bare at komme i gang.

Af største vigtighed er det, at dette ikke bliver en amerikansk eller rent vestlig kampagne. Kina bør føle sig tynget af et ydmygende pres fra hele verden. En væsentlig opgave ligger derfor i at knytte kontakter til aktivister i hele verden, skabe netværk og vise disses tilstedeværelse på så mange internationale fronter som muligt. Human Rights i Kina kan være en organisation, der har potentiale til at introducere kampagnen i selve Kina. Der findes også andre muligheder for at bringe budskabet direkte til landet.

Det kunne være breve og støtteerklæringer, der gør Den internationale Olympiske Komite opmærksom på det ekstremt pinlige i Kinas dobbeltrolle - at man støtter et folkemorderregime, samtidig med at man afholder OL. Lignende kampagner, der opfordrer olympiske sponsorer til at gøre deres indflydelse gældende over for kineserne kunne også få effekt.

Smædekampagne

For at denne kampagne skal blive en succes, må man anvende 'viral' markedsføring: Den skal være potent, kreativ, fokuseret og ukontrollabel. Den må drage alle fordele af de forskellige muligheder den elektroniske kommunikation tilbyder. Jeg har samlet nogle nyttige links til formålet på min hjemmeside, www.sudanreeves.org. Kineserne må presses til at forstå det valg, de står overfor: Enten udnytter de deres indflydelse i Khartoum og sikrer at regimet accepterer indsættelse af en fredsstyrke i FN-regi. Eller også bliver de mål for en af historiens kraftigste smædekampagner til dato. Kineserne må bringes til at forstå, at der ikke gives nogen tredje mulighed.

Den generelle mangel på effektive støtteaktioner og initiativer er ikke gået hen over hovedet på Khartoums skånselsløse folkemordere. Trods af den amerikanske Darfur-bevægelses klare profilering og slagkraft må presset øges væsentligt. Tyske Siemens og schweiziske ABB Ltd. har begge for nyligt indstillet alle aktiviteter i Sudan, som krævet af vores kampagne, og flere koncerner overvejer at følge trop. Sådanne stadige tab af europæiske handels- og kapitalinvesteringer er noget, der gør indtryk. Men de må følges op med sideløbende diplomatisk pres på kineserne, Khartoums vigtigste økonomiske partner, militære støtte og hidtil urokkelige diplomatiske beskytter.

Kære danskere. Opgaven vil måske forekomme jer frygtindgydende stor, men jeg tror, den er gennemførlig Lad kampagnen begynde!

Dr. Eric Reeves er professor i engelsk litteratur på Smith College i Northampton, Massachusetts, USA. De seneste syv år han har dog brugt hovedparten af sin tid på at efterforske forholdene i Sudan.

Oversat af Ebbe Rossander og Niels Ivar Larsen

Kronikken tirsdag: OverskudsDanmark i stedet for UnderskudsDanmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu