Læsetid: 7 min.

Den ultimative Churchill

Mastodontisk biografi af det tyvende århundredes mastodont
20. april 2006

Det blev sagt om Winston S. Churchill at i løbet af den første time, man var sammen med ham, kom alle hans enorme fejl for dagens lys, men at man så til gengæld måtte bruge resten af livet til at udforske hans dyder. Meget få mennesker på den store statsmands vej vendte sig fra ham eller brød sig ikke om ham; af de kendteste i denne kategori finder man Theodor Roosevelt; men det var fordi, de to lignede hinanden så meget, forklarede Roosevelts datter. Alle andre så at sige fortrylledes af mandens charme, forstand, varme, omsorg, ihærdighed og vid. Churchills slagfærdige nærvær var legendarisk, som da lady Astor ved et middagsselskab udbrød: Winston, if I were your wife, I would flavour your coffee with poison! Hvortil Churchill svarede: And madam, if I were your husband, I should gladly swallow it!

Ingen anden statsmand, det skulle da lige være Churchills hovedmodstander Adolf Hitler, har i den grad præget sin tid som han. Som skribent og som politiker, minister under Første Verdenskrig, siden finansminister og endelig under Anden Verdenskrig Englands navnkundige premierminister, i praksis øverstkommanderende for de britiske styrker og strategisk og taktisk topspiller på de allieredes elitehold. Churchills politiske og almindelige begavelse var formidabel, så at sige uden sammenligning; den mest vidtspændende og storslåede personlighed, der nogensinde har beboet 10 Downing Street, ja, ifølge foreliggende biografis forfatter Roy Jenkins, der kender sit stof, større end endog Gladstone.

Politisk indforstået

Roy Jenkins føjede i 2001, to år før sin død, dette enorme værk til sin lange og formidable række af historiske biografier af blandt andre Churchills forgængere: Asquith, Baldwin og Gladstone, samt af præsident Truman, og tilførte stoffet den politisk indforståede dimension, som tidligere biografier faktisk har savnet. Roy Jenkins var jo selv politiker, indenrigsminister og finansminister for Labour og siden i slutningen af 1970'erne formand for EF-Kommissionen. Jenkins vidste kort sagt besked. I øvrigt var han selv medlem af Underhuset i Churchills sidste og mindre glorværdige periode som regeringschef og kendte således sin hovedperson.

Store og omfattende biografier af Churchill er som antydet før leveret og dét i rigt mål. Martin Gilberts fra 1993 vil være mange danske Churchill-fans bekendt; og så naturligvis mangebindsværket ved sønnen Randolph Churchill og Gilbert, der blev udgivet over en årrække, samt Sebastian Haffners glimrende biografi fra 1960'erne. Blot for at nævne få markante. Roy Jenkins' bidrag hæver sig et godt stykke over dem alle, eftersom Jenkins i rigere mål end andre indefra begriber politikeren Churchill og er fortrolig med magten og magtens fascination. Selve magtudøvelsens glæde er afgørende i forståelsen af skikkelsen. Churchill elskede magt og trivedes ikke uden, hvilket i hans sind var ensbetydende med afmagt.

Kort sagt er det en fremragende biografi, der nu foreligger på dansk, tilfredsstillende oversat af Lena Fluger. Men hvorfor forlaget har tilladt sig som undertitel af kalde bogen den ultimative biografi blæser i vinden. Dette er ikke Jenkins' eget påfund; man bør ikke tildigte noget sådant, som jo også ret beset er det rene vås. Men sandt er det, at detaljerigdommen i et værk på godt over 1.000 sider selvsagt forekommer enorm og ydermere må være det, når emnet er i hænderne på et menneske med Jenkins' enestående indsigt, og genstanden er et fuldt ud levet liv af disse dimensioner. Alene Churchills virke som skribent og taler ville kunne udfylde rammen, som omslutter hele livsforløbet fra fødslen i 1874 til døden som olding i 1965. Jenkins fortaber sig aldrig undervejs, men disponerer klogt og forstandigt dette uoverskuelige stof, som fremover må indbyde til atter nye studier, eftersom hele Churchill-arkivet nu er digitaliseret. Alene derfor er den bastante undertitel ultimativ ukorrekt at bruge.

F0rnem kildeforståelse

I forhold til andre Churchill-biografier fremstår den biograferede imidlertid her mere helstøbt som person, eftersom Jenkins har et kærligt, men vågent øje for ikke mindst de mere selvmodsigende karakterdannende nuancer i manden. Med disse menes i høj grad også svaghederne, der af og til, men forbløffende sjældent, løber af med statsmanden.

Med sikker sans for det væsentlige og en fornem kildeforståelse præsenterer Jenkins centrale citater falset ind i teksten og påviser ikke mindst den modererende indflydelse fra den i øvrigt forbløffende ofte fysisk fraværende hustru Clementine. Var Churchill politisk overbegavet, var Clementine klog, måske også ved at dosere sig sin ægtemand og så at sige med ret jævne mellemrum tage på ferie fra ham. Nem har han ikke været, men underholdende og konstant krævende som næsten aldrig vigende midtpunkt i enhver forsamling på over ét andet menneske. Egentligt nyt bringer Roy Jenkins knap nok for dagen, Churchills liv blev kortlagt, mens han stadig levede, men Jenkins tolker som sagt tingene i politikerens verdensbillede og demonstrerer sin seismografiske følsomhed for politiske konjunkturskift. Ikke mindst i Churchills forhold til Roosevelt, Truman og Eisenhower.

Den sidste, og ikke mindst Eisenhowers udenrigsminister John Foster Dulles, opfattede Churchill som noget nær politisk gangster og et langt højtsnakkende besvær. Churchill var ikke meget for USA's republikanere; Jenkins' tegning af Eisenhower som politiker har streg af forløber for den overenkle usofistikerede George W. Bush, med Dulles som en slags Rumsfeld eller ren skurk. Anderledes forholder det sig med Churchills forhold til Truman og før ham Franklin D. Roosevelt. Sidstnævnte lod sig dog ikke som fremstillingerne ofte lader ane, besnære alt for meget af sin hyppige gæst; modtog og behandlede sin britiske ofte insisterende gæst i det ydre generøst og overstrømmende, men i realiteten politisk køligt og ud fra et snævert og ofte urokkeligt amerikansk interessesynspunkt. I disse analyser af rå realstormagtspolitik når Roy Jenkins op i højderne af indsigt og tolkningskraft.

Hans 'finest hour'

Churchills 'finest hour' var selvsagt 1940-45. Da han endelig og efter den lange ørkenvandring, hvor middelmådigheden i farveløs skikkelse af Chamberlain rådede og forhindrede England i at forberede sig på det uundgåelige opgør med diktatorerne i Tyskland og Italien. Uden Churchill kan man vanskeligt forestille sig, at englænderne havde klaret presset efter krigsudbruddet og de store nederlag, alene som de stod over for en tilsyneladende uovervindelig fjende. Hvad det var, Churchill kunne, er et sammensat spørgsmål. Hans særlige baggrund, historiske bevidsthed, ansvarsbevidsthed, magtglæde, pligtfølelse, talegaver, selvtillid, ærlighed, nærvær, ægte medfølelse, sentimentalitet i ordets bedste forstand, overblik og tyngde og meget, meget mere danner grundlag for forståelsen. Alt dette forsøger Roy Jenkins at indkredse og kommer vidt i forsøget, vidt, men ikke ultimativt trods alt. Dertil er skikkelsen også for omfattende og sammensat og dermed også mystisk, samtidig med at Churchill skam også var jordbunden og i visse sammenhænge næsten overmenneskeligt ligetil.

Den smertelige nedtur

Smertelig oven på triumfen i foråret 1945, da verden syntes at ligge for frelsermandens fødder, må Churchills nedtur beskrives samme sommer, da englænderne tog demokratiet alvorligt og valgte Clement Attlee som deres fredspremierminister. Og næsten endnu mere smertelig forekommer den sidste nedtur i Churchills sene år som genkommen premierminister 1951-55, da han runder 80 og så åbenbart ikke længere har hverken helbred eller de fulde åndsevner til at varetage embedet. På det tidspunkt er tanken om at skulle afgive magten uudholdelig for ham, han indser jo uigenkaldeligheden i et sådant skridt, og mener i øvrigt ikke at Anthony Eden er den rette efterfølger, hvad han heller ikke var. Hvis han på den baggrund slipper håndtaget er kun døden og tomheden er tilbage. Nogen religiøs mand var Churchill ikke, skønt han holdt af de engelske salmer. De allersidste år vegeterer den store mand mere og mere isoleret i tiltagende døvhed og immobilitet.

Det er en smuk bog, Roy Jenkins her begik i sit eget livs sene efterår, faktisk påbegyndte den tidligere minister og EF-formand værket, da han næsten var 80, og førte det igennem i troværdig og varm beundring for den ubegribeligt store mand i britisk politik og historieskrivning, om hvem man sagde så metaforisk festligt: at føre en debat med Churchill er som at diskutere med et hornorkester!

Af mere formelle indvendinger er allerede nævnt den pumpede undertitel, hvor Roy Jenkins nøjes med det uprætentiøse A biography. 1.000 sider er meget og også for meget til at rummes i én bog. Den er simpelthen for tung og inderligt uhåndterlig. To bind havde været det rigtige med plads til flere og mere upåagtede fotos. Der er nok at vælge imellem. Forlaget har fået Uffe Ellemann-Jensen til at skrive forord om "den største politiker, verden har oplevet" i denne ultimative bog. Tju, bang tordenskrald. Hvad med at spare lidt på krudtet. Forlagsredaktøren kunne godt ved håndfast smiger have lokket en bedre, mere original og mere givende tekst ud af den tidligere udenrigsminister, der provokeret dertil faktisk kan skrive. Det fremgår ikke her, hvor almindelighederne holder generalforsamling.

Roy Jenkins: Winston S. Churchill. Den ultimative biografi. 1016 s. ill. 499 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-03317-8

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her