Læsetid: 3 min.

Ultraliberalismen tabte

De tyske vælgere står til skældud i medierne for det uklare, ubeslutsomme valgresultat, de har leveret. Men faktisk er de to blokke akkurat lige så store som sidst: Blot er venstresiden blevet mere venstreorienteret. Det må give stof til eftertanke for kommende europæiske valg, ikke mindst i Frankrig
22. september 2005

BRUXELLES - Der er næsten ingen grænser for den skældud, medier og politiske analytikere i disse dage hælder ud over de tyske vælgere. "Det ubeslutsomme valgresultat underminerer de økonomiske udsigter," er blot en af mange avisoverskrifter. Men er resultatet nu så ubeslutsomt?

Ser man på tallene, så viser det sig, at højre- og venstreblokken ved valget i søndags var akkurat lige så store som ved valget i 2002. Den rød-grønne afdeling fik dengang og nu 51,1 procent af stemmerne. De borgerlig-liberale fik i 2002 45,9 procent af stemmerne, og i søndags 45 procent. De 0,9 procentpoints forskel på den borgerlige side er gået til partier, der ikke klarede spærregrænsen, deriblandt ikke mindst til det nationalistiske NPD.

Alt det ståhej - og slet ingen forskel?

Jo, hver af fløjene er sammensat anderledes end før. Mest markant, faktisk rigtig markant, er det nye resultat på venstresiden. Mens de østtyske reformkommunister, PDS, i 2002 fik så få stemmer, at de kun lige akkurat fik lov til at flytte ind på to af forbundsdagens 603 brede stole, gik det langt bedre for dem denne gang. I samarbejdet med utilfredse tidligere socialdemokrater vandt det nye venstreparti Die Linke (som PDS er ved at blive del af) 8,7 procent i stedet for fire procent, og klarede dermed snildt spærregrænsen på fem procent, og ventes at få 54 af denne gang 613 stole.

Men hvor kommer Die Linke egentlig fra? Første gang det nye parti trådte frem, var til valget i den store, gamle industridelstat Nordrhein-Westfalen tidligere på sommeren, dengang under det kryptiske forkortelse WASG, som står for Valgalternativ Social Retfærdighed. Men ideen er ældre.

Det gærede allerede gevaldigt blandt utilfredse SPD-medlemmer og fagforeningsfolk sidste forår, da det tegnede til, at den socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröders, reformer på sundheds- og arbejdsmarkedsområdet ville gøre ret så ondt.

Ikke kun i Tyskland

Proteststemmer i en reformtid: De forgangne år og den netop overståede valgkamp handlede om reformer: Liberalisering kontra social beskyttelse. Hvordan kan industrilandet Tyskland rustes til globaliseringen? Og hvordan kan Tyskland leve op til euro-kriterierne, der lægger stramme bånd på de offentlige udgifter?

Rigeligt at se til for den kommende regering - hvem det så end bliver. Mens forhandlingerne fortsætter i Berlin, må den håbefulde kandidat til posten som borgerlig præsident i Frankrig, Nikolas Sarkozy, ventes at tage en meget dyb indånding. Mon ikke han havde håbet på at vinde det franske præsidentvalg om to år, for så at kunne køre tysk-fransk parløb med en borgerlig tysk kansler ved navn Merkel på en fælles linje, der lyder: Tæt venskab med USA og vidtgående økonomiske liberaliseringer?

"Det liberale opbrud, som Sarkozy står for, kan meget vel skræmme en masse mennesker og paralysere vælgerne," vurderer Dominique Reynié, professor ved Instituttet for Politiske Studier i Paris, over for avisen Financial Times. "Merkels fejl var, at hun lagde flere bekymringer oven i dem, vælgerne allerede havde i forvejen. Sarkozy kunne gøre det samme," siger Reynié.

Bekymringer over liberalisering af den franske økonomi kom markant og uventet til udtryk, da franskmændene afviste EU-forfatningen i maj. Dengang - som i Tyskland - var socialistpartiet splittet. En sammensat politisk skare, der var kritisk over for de økonomiske liberaliseringer i EU-samarbejdet, tog form.

Nu er fem procentpoints flytning til det nye tyske venstreparti ikke noget jordskred. Og det er nok ikke sidste gang, at bekymrede proteststemmer overrasker i Europas politiske liv. Men det kan vel være, at det interne tyske ryk til venstre er et signal, der bliver taget til efterretning også uden for Tyskland. Et af de franske socialdemokraters tunge navne, Dominique Strauss-Kahn, har ifølge avisen Financial Times allerede udråbt den egentlige taber i det tyske valg: Ultra-liberalismen. Næste store pejlemærke i den debat kommer senest til det franske valg i 2007.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her