Læsetid: 5 min.

Ulven har sat gang i nationen

Den nationale løsning på pladesalgets fald? Udgiv dansk musik. Og det er både godt og dårligt, som man kan høre hos tre mere og mindre lovende rockdebutanter samt et kunstfærdigt og reflekteret punkband
25. februar 2006

Det har været en hektisk måneds tid for dansk rytmisk musik, det vi for nemheds skyld kalder rock. Det er væltet ud med dansk- og engelsksprogede plader fra navne som Lampshade, Pluto, I Got You On Tape, Marie Key Band, Rockhardpowerspray og Dansk Fløde. Og nu på mandag kommer endnu en bredside fra en branche i erklæret krise.

Tallene ligner da heller ikke et lystspil skrevet for direktører: Samlet faldt omsætningen i følge IFPI seks procent i 2005 i forhold til 2004, og den nedadgående kurve fortsætter således. Selv om man da ikke må glemme at disse tal ikke inkluderer det hastigt stigende salg af downloadet musik... Så om ulven er kommet for at blive står hen i det uvisse. Men det er til gengæld ganske vist at dansk musik æder store markedsandele til morgenmad. Omsætningen steg sidste år med tre procent og udgjorde hele 45,7 procent af det samlede salg. Ulven har altså samtidig sat gang i nationen, og da branchen oven i købet skyder en stor del af skylden for nedgangen på parallelimport af internationale titler, så ligger konklusionen lige for: Invester i dansk musik. Pt. især af rockvarianten. Og det bliver der.

Det gør det uafhængige selskab Tabu Records for eksempel med Veto. Som så mange andre unge bands har den århusianske kvintet og deres debutalbum There's A Beat In All Machines afsæt i post-punken. Fra dengang i slut-70'erne, start-80'erne da den britiske rock tog modernismens forpligtelse på sig og skabte en ny lyd til en ny tid, hvor det ekstreme højre steg op fra kloakkerne, hvor de verdenspolitiske spændinger var enorme og konservative kræfter regerede i USA og Storbritannien. Maskinerne kom på banen og lån fra reggae og disco og avantgarde skabte en ny ukomfortabel lyd, der mimede, udfordrede og/eller rasede mod verdensordenen og samfundsuordenen.

Desværre møder Veto ikke vor tid med samme kreative modstand på debuten There's A Beat In All Machines. De har fine sange, de er herligt skamløse i deres bastante retorik, og deres blanding af rock og elektronik fungerer strålende, både i de monumentale og de intime sange. Men det sker stadig inden for en ikke voldsomt kreativ sangskrivnings rammer, og arrangementerne ligner af og til effektjagt, ikke stilistisk nysyn eller nødvendighed. Det er dramatisk, eksplosivt og med en helt naturlig inkorporering af elektronik - indietronica med udråbstegn.

Forsanger Troels Abrahamsen befinder sig i en evig og lige lovlig monokrom kæntring og skælven foran mikrofonen, mens instrumenterne detonerer med kirurgisk præcision eller lægger sig som en hyperproduceret livmoder omkring ham. Det er altså ikke det beskidte rockband løftet direkte ud af øveren og ind foran mikrofonerne, men studiets mulighedsmillion, som præger There's A Beat In All Machines. Og der er skam potentiale, hvis bandet tør søge egne nye veje.

Personligt blend

Mens Abrahamsen kan minde om The Cures Robert Smith, så kan Jacob Bellens minde om et andet 80'er-ikon, Joy Divisions afdøde forsanger Ian Curtis (og, ja, okay også Bowie). Altså en mørk, stivbenet sanger med en karburator, der bøvser eksistentiel desperation og neonnatligt vemod, som hverken virker studentikost eller indstuderet. Det kniber lidt mere med helheden på københavnerkvintetten I Got You On Tapes debut af samme navn. Ganske vist er vi ude i et personligt blend, der rammer et stemningsleje mellem Nick Cave og Joy Division, selv når der går pop i den.

Ganske vist er der flere decideret fremragende, stilistisk varierede (dog ravnsorte) sange som "Pins and Needles", "Ping Pong", "Medicine" og "Mary Jane". Og ganske vist er pladeselskabsboss Nikolaj Nørlunds produktioner med masser af perspektiv strålende og med til at åbne ørerne for et band med masser af tyngde og elegance. Men når I Got You On Tape så konsekvent holder sig til ét bestemt tempo, én særlig tone, ét stramt emotionelt råderum, ja, så skal der altså være flere sange, der hænger fast. Eller mere variation, der sætter dem fri.

The Alpine bruger til gengæld alle kneb for at komme ud over rampen. De er nordjyder og når den vide verden med On Feel Trips - helt uden uskyld allerede på åbningsnummeret, hvor de ikke uden glimt i øjet kalder sig selv et "Box Office Band" og synger "All we care 'bout is how to please the masses". Kvintetten er nærmest 2006's svar på 80'ernes kystbanerock med navne som Sneakers og Tøsedrengene, der modsagde de sorte punks og post-punks med en luksusrock lysnet i spidserne, udglattet i studiet og med masser af hooklines. Og selv om det ikke lige frem giver feinschmäckere sved på overlæben i dag, så skal der da også være plads til klassens pæne dreng. Som her leverer en kraftigt vokalbaseret powerpop (tre sangere) med lån fra 70'ernes og 80'ernes mainstream: ABBA, Meat Loaf, "Video Killed The Radiostar", tidlig Elton John, Village People og Supertramp. De leverer på ingen måde originale, men solide popsange med et par sikre hits imellem. Desværre bliver forsanger Peter Boesen noget skinger i længden, og det solide kompositoriske og instrumentale håndværk bliver for sjældent brugt til andet end flamboyant dekoration.

Dansk Fløde

Helt omvendt i tilfældet Dansk Fløde. De er nemlig punk. Og så tænker du sikkert, åh nej, mere snæversynet selvoptaget puerilt treakkorders pjat. Det gjorde jeg også. Og fik det bekræftet på åbningsnummeret på deres andet album Giv slip, det catchy, jovist, men også punk-konservative "Kontor". Men allerede næste nummer "Ensom kvinde" dufter af noget helt andet. En syngbar guitarmelodi zigzagger over en hvirvlende bandbund og et beat, der vist kommer fra salig Bo Diddley, mens forsanger Marcelino Ballarin talesynger allerforrest. Produktionen virker stadig umiddelbart grim og amatøragtig og barnligt punkvrængende: Det skratter og er samtidig uldent, det er overstyret og minder om mono. Men det viser sig snart, at der er arbejdet intenst med lyden. Hør bare hvordan leadguitarer slanger sig smukt og anderledes rentklingende ind og ud af det kassettebåndoptagergnistrende øvelokalevirvar på "Hun er kunstner" eller hvordan kvartetten skaber en fuldstændig forrygende laber mur af overstyring på den svedige "Du tænder på mig" eller den udskridende "Bidrag adlyd eller skrid". Det er smukt forarbejdet lo-fi. Endda med mindelser om skæve 60'er-popproducergenier som Joe Meek og hans overstyringseksperimenter og Phil Spector og hans wall of sound. Og så er sangene både syngbare, morsomme og provokerende, både dybsindige og blindt håbefulde. Svangre med en slags velovervejet naivisme.

I mine ører har Dansk Fløde lavet månedens bedste danske rockalbum. Livsaligt, egensindigt, uregerligt og pletvist originalt. Nu kan mine ører så også stå for lidt af hvert, så husk at Giv slip kræver et åbent sind og nok også tid, før man kan anerkende lo-fi-lydens brillante ideer og nyde charmen og varmen i de direkte, kærligt og nonchalant affyrede sange, hvor talesproget hersker. Det er det bedste bud på en ikke-provinsiel rockplade fra et land, som først nu er ved at opdage, at det er en del af verdenssamfundet.

Veto: There's A Beat In All Machines (Tabu Records/Playground). Udkommer mandag

I Got You On Tape: I Got You On Tape (Auditorium/A:larm)

The Alpine: On Feel Trips (Supersonic Records/Sony BMG). Udkommer mandag.

Dansk Fløde: Giv slip (Noiz Music/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu