Læsetid: 2 min.

Ulystig barndom

En litterats erindringsskitser
26. januar 2006

Billedminder er den velvalgte titel på tre erindringskapitler fra Jørgen Elbek, samlet i en lille, nydelig bog illustreret med sprøde tegninger af Agnete Bjerre.

Hans barndomsverden udgjordes af stationsbyen Vraa, som her rimer på stemningen grå, skønt første del drejer om præstegårdens billedvægge, samlet af den fåmælte far med sikker sans for malerisk kvalitet, med bl.a. den lokale Svend Engelund, der også udsmykkede byens højskole, Ernst Zeuthen, Niels Larsen Stevns, Knud Kyhn og Fritz Syberg med de berømte pile.

"Der er nu noget godt ved det billede!" sagde nabogårdejeren afsides.

Synsvinklen, der giver punktanledning til en lun miljøskildring, drejes til fotografialbummet, som afsøges for tidlige portrætter af den skrivende, med undren over den manglende identitet mellem den to- og den fireårige og en mere generel undren over forbindelser, også til mennesker.

Stuepigens bare lår

Lidt magre portrætter af forældrene, synes det mig, samt en tydelig fjernhed over for to ældre brødre, som ikke er i høj kurs. Mere kød er der på en scene under spisebordet, hvor drengen gerne holdt til af mangel på madlyst, til gengæld stærkt optaget af stuepigens bare lår, som vist forholdt sig indforstået med hans forsøgsvise befølinger. Også med en noget forkommen, lidt ældre kammerat, Hans, kommer han ind på den side af livet i sin ellers temmelig ensomme drengeverden.

Sidste del rummer barndomsbyen som billede, og det er et fint portræt af denne endimensionale vrå i Vendsyssel, som den opleves i drengens følelse af uvirkelighed. Delt i to dele er den, adskilt af jernbanen, Byen mellem to Taarne, hedder Erling Kristensens endnu mere misantropiske roman derfra.

To socialt forskellige sfærer, højskole- og kirkesiden, hvor valgmenighedspræsten og hans familie egentlig hørte til, og den verdslige, som han dog med hensigt slog sig ned i. Med tæt personaltopografisk erindring ridser Elbek byen og dens folk op og genkalder en nærmest forsvunden livsstil med malerisk kvalitetssans.

De tre kapitler slutter med besk livsmotiv: "Har man ikke kunnet komme i samfund med de nærtboende og sine nærmeste, hvilke fællesskaber kan så resten af menneskeheden tilbyde?"

Jørgen Elbek: Billedminder. 65 s. 125 kr. Forlaget Spring. ISBN 87-90326-73-3. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu