Læsetid: 8 min.

Umådeholdets vej

Forfatteren og modtager af Nobelprisen i litteratur Elias Canetti var kosmopolit: Født i Bulgarien af spanske forældre, havde engelsk statsborgerskab og skrev på tysk. Karsten Sand Iversen skriver om Elias Canetti i anledning af hans 100-årsdag
25. juli 2005

Elias Canetti (1905-94) er ikke for de sarte eller de nøjsomme. Hans sind bevægede sig i alt mod yderligheder. Lunkne følelser i midterregistret kendte han næppe. Han kunne nok beundre, men hyppigst tilbad eller forgudede han. Når han, og det var ofte, nærede mishag, sydede det af had og foragt - for levende som for døde. Stødte en bog, et menneske an mod canettiske sensibiliteter, faldt dommen prompte og skånselsløst, om ikke andet så i private optegnelser, hvoraf en del siden blev offentliggjort. "Det er jo virkelig ikke noget venligt værk," skrev Canetti til en prisoverrækker.

Blandt de urørlige husguder var William Blake, som i Proverbs of Hell siger: "The road of excess leads to the palace of wisdom." Umådeholdets vej førte i hvert fald Canetti gennem megen visdom - han læste tidligt, forslugent de store religioners skrifter, førsokratikerne, de kinesiske filosoffer. Nåede han selv som forfatter til visdommens palads?

Tysk har et billedrigt ord for noget uendeligt: "uferlos", uden bredder. Canettis ånd og arbejde var gerne "uferlos". Antallet af proklamerede og skrinlagte ideer er stort. Da han som ung kastede sig over digtningen, begyndte han ikke beskedent og ydmygt, men udkastede straks otte omfattende romaner. Selv den ene, Forblindelsen, der faktisk blev skrevet, har ved sin lærdom og sin ambition præg af gigantomani. Da han efter flugten fra Østrig forbød sig selv at skrive skønlitteratur for at koncentrere al kraft om undersøgelsen af masse og magt, der varede i over 20 år, læste han igen over alle bredder. Få uger før værkets afslutning købte han hen ved 50 bøger, som var "vigtige". Han fortvivlede over mængden, uendeligheden, og udbrød: "Skal jeg gå til grunde som åndelig slughals?"

Canetti var erklæret anti-systematiker. Filosofiske, religiøse, ideologiske tankebygninger var ham imod på grund af deres lukkethed, deres magt og lydighedskrav. Darwins og Freuds begreber fandt han reducerende og fattigt-monomane ved deres årsagsbesættelse. Således er hans egne antropologiske og psykologiske tanker udmøntet i konkreter, som vil holde menneskets, livets mangfoldighed åben og fri af reduktive begrebsdannelser. Netop denne vægring ved at gå ind på eksisterende begrebers præmisser blev ham selvsagt bebrejdet og har i nogen grad skadet modtagelsen af hans indsigter.

Et biprodukt af det mangeårige arbejde med Masse og magt (1960) var mængder af korte, indbyrdes meget forskellige optegnelser, som oprindelig blev skrevet uden hensigt om udgivelse. I dag står en række samlinger af disse, flere posthumt udgivne, som et hovedværk i forfatterskabet, og måske det varigste. I optegnelserne nåede Canetti nemlig frem til en åbenhedens "uferlose" skrift, som, i lighed med den sene Wittgensteins, bevidst afstår fra en helhedskonstruktion og kan tillade sig alt, også selvmodsigelsen. Af væsen er optegnelsen i pagt med Canettis iltre temperament. Den kan nok tale myndigt, men afstår fra magten.

Livstrilogi

Blandt de netop udgivne Aufzeichnungen für Marie-Louise er denne fra oktober 1942: "Tag dig ganske særlig i agt for enhver filosofi, som forsøger af føre livet tilbage til et enkelt princip. I de tilfælde drejer det sig altid om en reduktion af livet; om en forarmelse og mekanisering; om et eller andet gudeligt tyranni; guden kan også være en lærling."

Da Canetti begyndte at udgive sin Livshistorie, Den reddede tunge, Faklen i øret og Øjenspillet (1977-1985), blev den sine steder læst som en magtmanifestation. Sven Hanuschek taler om Canettis selvbiografi som udtryk for "kontroltvang", ligesom han beklager diverse klausuler på efterladte papirer. "Mennesket fortjener ikke et privatliv", lyder en kryptisk optegnelse til Marie-Louise, men Canetti har næppe ment ordene som uindskrænket frihed for den biograferende nyfigenhed. Skylder en forfatter litteraturindustrien og publikum alt? - forskere og læsere, som tilmed i mange og fattige år var totalt uinteresserede?

Med Livshistorien kom Canetti fjenden i forkøbet, vist så, men drivkraften bag værket var primært hans ønske om at fortælle sit liv til det eneste barn, Johanna, som blev født, da han var 67.

Klausuleret til 2024

I dag, den 25. juli ville Canetti være fyldt 100 år. For at markere dette udsendte Hanser Verlag allerede i marts tre fornemme bøger: Sven Hanuscheks biografi på 800 sider med noter og alle chikanerier, et bind tidlige optegnelser og et fotoalbum. Hansers begavede forlæggere har en stor del af æren for Canettis sene, forbløffende publikumssucces, begyndende med genudgivelsen af romanen i 1963. De nye udgivelser er vigtige tilføjelser til det efterhånden omfangsrige tekstkorpus "Canetti".

Hanuschek har meget lidt manøvrerum i de første kapitler om barndoms- og ungdomsårene. Deraf formentlig hans frustration. Hans lod er at måtte referere, hvad digteren selv har skildret sansemættet og atmosfærefyldt. Han kan bidrage med små justeringer og får bl.a. vist Livshistoriens karakter af fortælling med udtalt skønlitterære træk. Canetti ville skrive, hvad han huskede, uden at støtte sig til arkiver, men skrive de tidlige år med den ældre mands erfaring og viden. Denne anakronistiske formning af tidlige oplevelser i den voksnes billede bidrager stærkt til fornemmelsen af digtning.

Canettis breve og egentlige dagbøger - utvivlsomt sprængfarligere end optegnelserne - er spærrede indtil 2024. Hanuschek anser derfor sin bog for "foreløbig". Spørgsmålet er, om det bør beklages. Der foreligger en sober og redelig, meget velskrevet bog, som gør omhyggeligt rede for livsfaserne med stor vægt på værkerne og deres ofte brogede skæbne. Det mytologiserede, men ikke altid besmykkede, billede af Canetti, der fremstår af Livshistorien, og senest af Party im Blitz, de posthumt udgivne, ufuldendte erindringer om årene i England fra 1939 til op i 60'erne, uddybes og præciseres, men grundlæggende forandres det ikke.

Canetti dæmoniseres ofte af mennesker, der mødte ham. Man får billeder af en idiosynkratisk hidsigprop, en hensynsløs manipulator, en hengiven løgner og ustandselig snakkemaskine, som tillige var i besiddelse af en legendarisk evne til at lytte, til kærlighed, diskretion og opofrelse. Canetti var forvandlingens profet, som rummede mange personer i sig. Hanuscheks bog afkræfter intet af dette, men sætter de modstridende egenskaber i perspektiv. Resultatet er formildende, undertiden rørende. Midt i umådeligheden var der visdom, midt i det udfarende mildhed, men der var også hærgende tvivl og furiøse selvnedgørelser.

Af det, Livshistorien fortier eller let mystificerende glider hen over, er forholdet til hustruen Veza Canetti det vigtigste, ikke mindst fordi det direkte vedrører forfatterskabets karakter. Parret giftede sig i 1934, mest af presserende praktiske grunde. Deres kærlighed var usvigelig, men ikke forenelig med et stadigt samliv. Efter et par spontane aborter afstod Veza fra ægteskabeligt samliv og gav Elias frie tøjler med hensyn til andre kvinder, fremmede endog visse forbindelser. Forholdet mellem dem forblev uløseligt, Veza så sig selv som en mor og en søster for sit geni. Efter immigrationen til England boede de ofte hver for sig, men var i daglig kontakt. De mange breve mellem dem destruerede Canetti i en af sine alderdomsdepressioner. Utvivlsomt et udslag af kontroltvang.

Livshistorien fortier, at Veza manglede venstre arm. Da vennen Ernst Fischer nævnte defekten i sine erindringer, brød Canetti med ham. Livshistorien fortier, at Veza selv skrev, men ikke kunne få stykker opført eller romaner udgivet. Da hendes værker blev opdaget i 1990, anklagedes Canetti af vrede feminister for at have undertrykt hendes forfatterskab. Tværtimod frydede han sig over den sene opdagelse, han havde blot ikke villet stå for den.

Ikke mindst fortier Livshistorien det, som må siges at være Hanuscheks store historie: forholdets karakter af fortærende plage. Hos Canetti står Veza i helgenskær. I virkeligheden, viser optegnelser, sled hun forholdet ned med stadige trusler om selvmord og en "underkastelse for at blive ophøjet". Mens han af mange i offentligheden er blevet set som et utro sexmonster, bevarede han til det sidste tavsheden om en tragedie og sin forgudelse af Veza.

Forfatterskabets evindeligt genkommende fjendskab mod døden - som Hanuschek meget befriende siger går en på nerverne ved sin uklarhed! - havde sit udspring i faderens bratte død, 31 år gammel, men det fik, lærer vi nu, mangeårig daglig næring i en særdeles konkret kamp for at holde Veza i live. Lykken i mere borgerlig forstand fandt han først i ægteskabet med Hera Buschor (d. 1988), som helt bogstaveligt reddede ham, dødsfjenden, fra selvmord efter Vezas død. Læsere, som kan have stødt sig på Canettis ofte høje tone om alvorlige emner, vil nyde historien om den 11-årige datter, der lærer sin 78-årige nobelprisfar at strikke!

Stor værdi må også tillægges Hanuscheks redegørelser for Canettis ven- og fjendskaber. De tidligste har Canetti selv skildret i Øjenspillet: Anna Mahler, Hermann Broch, Abraham Sonne, Hermann Scherchen, Fritz Wotruba, Robert Musil. Hanuschek kan modificere de offentliggjorte portrætter, ofte markant. Når Canetti i sine optegnelser ikke behersker sig med henblik på offentliggørelse, gives der los for endog meget stærke følelser. Udgivelsen af Brochs breve foranlediger således en dyb skuffelse og forkastelse. Kun helgenen Sonne undgår at blive svedet af flammerne fra Canettis esse. Og få har som han, der ikke for ingenting var sin mors "barn med Strindberg", formået at se mennesker helt, i deres grumsede sammensathed af højt og lavt, accentueret i karikaturen. Canettis dybeste evne var formentlig portrættet, de ætsede i Livshistorien, "karakterernes" groteskrealistiske psykologi i Ørenvidnet.

Friedl Benedikt var unge Canettis nabo i Wien, trængte sig på som forfatterelev og blev i London-årene hans elskerinde og adept. Som Anna Sebastian udgav hun i England nogle roste romaner. Friedls utroskab og tidlige død voldte Canetti stor smerte. Det samtidige forhold til Marie-Louise von Motesiczky synes at have været af en svalere karakter. Denne østrigskfødte malerinde af velhavende adelsslægt forstrakte ikke sjældent Canettis med pengemidler i de magre år under og efter krigen. De støttede hinanden kunstnerisk, og hun malede flere gange Elias. Han nærede undertiden en tempereret uvilje mod Marie-Louises udefinerede væsen og skuffede hendes forventning om ægteskab. De var til det sidste i sporadisk kontakt med hinanden.

I 1942 fik Marie-Louise, formentlig som fødselsdagsgave, det første udvalg af Canettis optegnelser. Det er nu udgivet i en smuk bog med facsimilegengivelse af de håndskrevne ark og en lærd efterskrift af Jeremy Adler, søn af Canettis ven, forfatteren H.G. Adler, som overlevede Theresienstadt og kom til London efter krigen. Jeremy Adler sætter den canettiske optegnelse i litteraturhistorisk perspektiv og indkredser dens særart. Optegnelserne til Marie-Louise adskiller sig primært fra det kendte korpus ved en tydelig reflektering af verdenskrigen.

Kristian Waichinger har sammenstillet en lang række private og offentlige fotografier fra Canettis liv. Billederne er et morsomt og oplysende supplement til Livshistorien og Hanuscheks biografi, og de ledsages af citater fra især erindringsbøgerne, således at bogen som helhed kan læses som en punktuel biografi. Dens mest rørende foto er måske det første - en tavle, efter nobelprisen i 1981, fra byen Cañete mellem Madrid og kysten: "Al escritor Elias Canetti", "hvis sefardiske stamme har sine rødder i denne ædle lille by".

Her begyndte historien i 1492 med jødernes udvisning. Et af bogens sidste billeder viser Canettis gravsten på Fluntern-kirkegården i hans elskede Zürich. Her hviler en af det 20. århundredes mest originale og ubekvemme digtere ved siden af James Joyce.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu