Læsetid: 3 min.

Den umodne teenage-hjerne

7. november 2006

For nylig læste jeg i avisen, at jeg længe har været immigrant i mit eget fædreland. Digital immigrant! En digital immigrant er kort og godt en person, som har passeret de 30 år, og som dermed er sakket håbløst agterud i vor it-teknologiske, digitale verden.

De netsurfende, chattende, bloggende, webcam-agerende, computerspillende, sms'ende og mobilsnakkende børn og unge befinder sig i sandhed i et mangedimensionalt cyberspace, hvori det er plat umuligt at integrere os digitale immigranter.

Trods min immigrantstatus vover jeg mig af og til på nettet. Her fandt jeg fænomenet continuous partial attention, altså konstant delvis opmærksomhed, beskrevet. Det drejer sig om et syndrom, lad os kalde det cpa-syndromet, der hærger blandt dagens børn og unge. Det er formentlig påført dem af de mange it-teknologiske tilbud i det cyberspace, de flyder rundt i.

En cpa-angrebet persons opmærksomhed er altid kun delvis, fordi nye oplevelsesmuligheder konstant flimrer i bevidsthedens yderkanter og tager den fulde opmærksomhed fra det ellers aktuelle bevidsthedsindhold. Der er altså ikke tale om multi-tasking, det vil sige at arbejde opmærksomt med flere ting på én gang. Nej, det drejer sig om konstant mangel på fuld opmærksomhed om noget som helst.

Cpa-syndromet som sådan er ikke af nyere dato. Moderne hjerneforskning har vist, at teenage-hjernen nærmest er programmeret til at udvikle cpa-syndromet. Jeg tænker her især på psykiateren og neurologen Jay Giedds undersøgelser på NIMH (National Institute of Mental Health, Bethesda, Maryland). Ved hjælp PET- og MRI- hjernescanningsteknikkerne, som efterhånden har været i brug i en snes år, har han undersøgt hjerneudviklingen fra barnealderen (to år) og op til 18 års-alderen.

Mental umodenhed

Et vigtigt resultat er, at den rationelle, præfrontale cortex' styring af det følelsesdominerede limbiske system slet ikke er fuldt etableret hos teenagere (fuld innervering sker så sent som sidst i 20'erne), hvilket blandt andet bevirker en manglende evne til rationel planlægning af selv dagligdagens mest simple gøremål. Det er en mental umodenhed, som altid har sat teenage-forældre grå hår i hovedet (søg eventuelt på nettet under Jay Giedd og derpå på interview-artiklen 'Inside The Teenage Brain').

I 1990, længe før mit kendskab til hjerneforskningens påvisning af teenage-hjernens basale umodenhed, og hvor eksistensen af et it-teknologisk cyberspace forekom mig at være utopisk science-fiction-snak, havde jeg som gymnasielærer følgende oplevelse (den var blot én blandt mange tilsvarende, men gav mig spontant en indsigt, som Jay Giedd og andre forskere nu har verificeret):

Det er sidst på timen i en 2.g sproglig klasse i naturfag (elementær matematik, fysik og kemi). Jeg siger: "Der er 12 minutter tilbage af timen. Jeg kan nå at udlede cirklens ligning. Det er lektien til næste gang". Jeg griber passeren, men næppe har jeg anbragt det ene passerben på tavlen, før der lyder en voldsom skramlen lige bag ved mig. Perpleks og lidt forskrækket vender jeg mig om. Det er Kirsten på første række, som har vendt sin stol 180 grader, og nu er i færd med højlydt at konversere Anette på anden række.

Jeg prikker Kirsten på skulderen, og hun drejer sig om mod mig. "Jeg har netop sagt, at jeg vil gennemgå cirklens ligning, og så vender du ryggen til tavlen og snakker med Anette", siger jeg harmfuldt. "Jamen, nu ska' du jo tegne cirklen, så kan jeg da godt snakke med Anette imens", svarer Kirsten. Jeg er lige ved at skrige: "Jamen for satan, det tager jo højst to sekunder at tegne en cirkel på tavlen, hvad helvede er meningen!" Men jeg tier, for da jeg ser ind i Anettes store, troskyldige øjne, er der ingen trods eller frækhed at spore, slet ikke. Det var sin helt ærlige og dybfølte mening, hun her havde udtrykt.

Det er vist på tide at gå på pension, tænkte jeg, da jeg i frikvarteret bagefter i tankerne gennemgik episoden og de mange tilsvarende, som jeg nu kunne se i et helt nyt lys. Jeg tænkte også på min egen gymnasietid, hvor den slags opførsel hos eleverne var utænkelig. Naturligvis var vore teenage-hjerner lige så umodne som nutidens gymnasiasters er det, men vores umodenhed blev effektivt holdt i skak af de autoriteter, som eksisterede dengang.

Det forekommer mig, at den umodne teenage-hjerne, de stadigt flere it-teknologiske underholdningstilbud i cyberspace og den mere og mere fremherskende laissez faire-mentalitet hos mange førhen samfundsbevarende autoriteter - forældre, lærere, politikere, m.v. - er en cocktail, hvori cpa-syndromet har de mest fremragende vækstbetingelser.

Som digital immigrant og aldrende medborger må jeg nok selv resignere over for denne udvikling og nøjes med at prise mig lykkelig for, at jeg ikke mere skal undervise teenagere.

Tommy Bergstein er pensioneret matematik- og fysiklærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu