Læsetid: 3 min.

Det umulige cirkus

Nycirkusfestivalen er skudt i gang. Med tårepersende kanoner, fatale øksekast - og lurvede kuffertlege mod den uafrystelige tristesse
27. juni 2006

Cirkuslykken sniger sig ind ad teltet. Det gør cirkusløgnen også. Og alle illusionerne skal denne gang være i et cirkustelt, der må være verdens allermindste. For teltdugen er simpelthen krøbet i vask, sammen med tilskuere og det hele. Og de to cirkusdirektører må klare forestillingen alligevel her hos det uimodståelige, belgiske Circo Fazzoletto, der er med til at åbne Nycirkusfestivalen i København...

Inde i teltet hjuler cykelartisten i miniature hen over en line, og syv hårdkogte, russiske krobater stiller sig op i pyramideform, mens cirkusdirektøren sender charmerende blikke til publikum. Eller medvidende blikke. Eller udleverende.

Vi står mast sammen inde under teltdugen, svedige og kejtede. Vi vil så gerne forstå og leve os ind i... Men så bliver vi klædt af, sådan mentalt - bang, af en tændstik på en tårepersende kanon.

Pludselig spejler vi os i cirkusdirektørens øjne. Og her får vi øje på vores trang til at drømme os med ind i cirkusverdenens lurvede illusion. Vi ser vores latterlige forsøg på at finde det glemte legebarn inden i os - og så kommer vi til at grine ad os selv, lidt hysterisk og næsten skamfuldt, lidt som om vi blev grebet i en hemmelig leg. For det er jo sandt, at vi bare så gerne ville med ind i gøglerens ubændighed...

Kuffert eller planke

Det vil vi stadig gerne, også her bagefter. Og derfor er det skønt, at denne nycirkusfestival varer tre uger. Otte forskellige cirkus med alverdens drømmerier, men garanteret uden dyr og pailletter. For nycirkus er optaget af det menneskeligt forvredne, det groteske og det vanvittige, men også af det smukke og det ordløse. Og det umulige.

Måske er det især denne drift mod det umulige, som nycirkusartisterne kan vise så skånselsløst. Se bare det franske Compagnie XY, som spiller deres forestilling Laissez-portez på Dansescenen. Seks mennesker i helt almindeligt tøj - på rejse med hver deres kuffert og to tiloversblevne planker. De står og hænger. Ligner alle andre på en togperron. Tager jakken på. Flytter kufferten til den anden side. Prøver at tage sig sammen til at komme af sted...

Men så sker det. De eksploderer i pludselige spring op på skuldrene af hinanden. Fødder lander på hænder, på skuldre, på hoveder. Og så eskalerer det vildt: Håndstande i vanvittige vinkler, muskler i stygge stålvarianter. Men hele tiden holdes ansigterne lukkede. Den fælles tristesse hjælper den enkelte på vej hen over striben af rygge og kuffertkanter - med vemodige øjne ud mod den alt for brede, psykiske flod, der skal krydses. Og den bruser voldsomt og dragende, strømmen neden under plankebroen...

Og tak for disse planker. For op ad dem balancerer en poetisk og underdrevet forestilling med den mest raffinerede brug af tristesse. Og op ad dem kryber akrobatiske genistreger, der skaber forsinkede gisp hos tilskuerne: For kan det virkelig være rigtigt, at hun sprang direkte fra planken op til mandelåret? Samtidig er dette nycirkus lykkeligt befriet for teatrets faldgruber og dets historiehungrende dramaturgi: Hos Companie XY er der blot følelsen tilbage. Følelsen af det umulige.

Pisk eller økse

Men, men. Hovedet op og benene ned... Hos Escarlata Circus fra Spanien får cirkusteltet igen en helt almindelig størrelse manege, og der står ingen kufferter eller gribende hænder i vejen for cirkusdirektricen og hendes stærke, tykke mand. Men uanset hvor meget det trætte cirkuspar taler om glæden og blæser sæbebobler til friheden, så kryber desperationen indenom. Når Ludmilla svinger sin pisk mod Alfonso, er det med alt for stort smil. Og når Alfonso kaster sine berømte økser, så stiller Ludmilla sig frivilligt ind i sigtelinjen - sådan bare for at få det overstået.

Måske fanges Escarlata Circus bare ind i eget mismod. Måske er glæden bare i sig selv en illusion. Men artisternes bizarre vrede styrker kun cirkustilskuerens sære drift. Også driften mod gøglerens skamløshed.

Nycirkusfestival: Compagnie XY (Frankrig): Laissez-portez. 60 min. Circo Ripopolo (Belgien): Fazzoletto. 15 min. Escarlata Circus (Spanien): Llentíes I Marabú. 35 min. Dansescenen og Kanonhallen, K2. Ikke for børn under 7 år. Til 29. juni. www.kit.dk www.scenebillet.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her