Læsetid: 3 min.

Umyndiggjort

15. november 2000

Som det FREMGÅR af forsiden, så er en ægte kunstnerisk tvistighed brudt ud i bestyrelsen for Charlottenborg Udstillingsbygning. Den afslører nogle bl.a. generationsmæssigt begrundede, stærkt divergerende kunstopfattelser, der i disse år strides om K-værdien og K-begrebet og adgangen til de gode udstillingsfaciliteter. Stridens æble ligger i Københavns hjerte og har landets dyreste kvadratmeterpris.
På den ene side har vi de 100-år gamle kunstnersammenslutninger med deres høje aldersgennemsnit (både hvad angår publikum og udstillere), deres traditioner og hævdvundne ret til at udstille på på forhånd fastlagte, gunstige tidspunkter i udstillingsåret, det, de elektroniske medier benævner prime time, og altså på den mest celebre adresse i Kongens København, til en rørende, statssubsidieret husleje. Når de rige sammenslutninger Corner og Grønningen åbner, så er det en københavner-begivenhed, hvor kunstinstitutionen celebrerer sig selv, og borgerskabet glæder sig over atter at besigtige værker, der besegler for længst vedtagne kunstnormer. Borgerskabet tager fra hylderne i dette kunstens store supermarked med alle de kendte varemærker. Og det er der jo ikke noget galt i, for det er da rart, når noget er sjovt og går godt, men hvorfor skal nogle kunstnere i landet have særlig gunstige udstillingsvilkår og andre ikke, når nu der er tale om en statsinstitution? I Charlottenborg Udstillingsbygning udstiller for uden nævnte grupper også de mindre prominente og mindre interessante kunstnersammenslutninger Transit, PRO og Den Gyldne.

Man noterer sig, at næsten ingen unge, innovative kunstnere ønsker optagelse i en kunstnersammenslutning, da den unge kunstner véd, at han/hun bliver mast i svingdøren ind til det nivellerende kunstnerfællesskab. Enhver radikalitet forsvinder, når man demokratisk håndhæver, at der skal være plads til alle, tykke som tynde, store som små. De unge kunstnere foretrækker selv at danne grupper eller at udstille solo, hvor deres hensigter og særlige æstetiske sprog træder tydeligere frem.
På den anden side har vi foreløbig halvdelen, dvs. fem af Charlottenborgs 10 mand store bestyrelse. De mener, at udstillingsbygningens åbning over for anden kunst er mindst lige så vigtig – eller vigtigere – end Kunstnersammeslutningerne. De har nu trukket sig i protest mod Kulturministeriets
direkte indgreb i bestyrelsens kompetence. I en ny bekendtgørelse ændres bestyrelsens antal (til fem), og det udpindes nøje, at der skal tages særligt hensyn til kunstnersammenslutningernes udstillingsperioder og traditionelle åbningstidspunkter. Da bestyrelsen er øverste myndighed, så er det en direkte kulturministeriel tilsidesættelse af armslængdeprincippet, nemlig at politikerne ikke skal blande sig i interne kunstneriske spørgsmål, der her har fundet sted. Bestyrelsen blev oprindelig nedsat af Kulturministeriet til at varetage husets drift. Bestyrelsen havde repræsentanter fra hele kunstlivet: 3 fra Akademirådet, 3 fra Kunstner-sammenslutningernes Samråd, 1 fra Charlottenborg Fonden, samt 3 af Kulturministeriet udpegede medlemmer blandt danske kunstnere eller kunstkyndige, herunder bestyrelsens formand, lyskunstneren Thorbjørn Lausten. Bestyrelsen har fortsat til opgave at »tjene dansk, nordisk og anden udenlandsk kunst inden for alle kunstarter« og altså ikke pleje hævdvundne særinteresser. Men i den gamle bekendtgørelse var der ingen krav om, at kunstnersammenslutningerne skulle tildeles særlige udstillingsperioder.

Efter ombygninger til 7,3 mio. kr. i 1998, der har gjort Charlottenborg Udstillingsbygning til den bedste kunsthal i Danmark og gearet den til at tackle alle kunstens mange udfordringer – også de voksende tekniske – skulle den 10 mand store og manøvreudygtige bestyrelse forsøge at opdatere udstillingsbygningens funktion, hvilket langt hen ad vejen også er lykkedes: Med udstillinger som Lumia, Hvid, Farvefænomener, Fact & Value og her på det sidste også Organizing Freedom, bare for at nævne nogle få udstillinger inden for de senere år, har udstillingsbygningen bevist, at den magter at skabe langt mere interessante og nyskabende kunstoplevelser, end dem kunstnersammenslutningerne typisk befordrer.
Charlottenborgstriden afslører imidlertid også et andet problem, nemlig at København desperat mangler en egentlig kunsthal. Man har fra kunstnerside gang på gang påpeget denne mangel, men Kulturministeriet har afvist tanken med henvisning til bl.a. Arken. Men nu er Arken blevet et statsanerkendt museum med egen samling, så det løb er kørt.

LB

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu